Forskning i familieklubberne

Forskning i familieklubberne

Vi vil gerne hele tiden blive klogere på, hvad der styrker børn og deres familier i Danmark og giver dem et godt familieliv. Derfor udfører VIVE løbende undersøgelser i relation til Hele Danmarks Familieklub, der kommer endnu flere børn og familier til gode. VIVE står for Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for velværd – og er et statsligt forskningscenter, der udfører videnskabelige undersøgelser. Den A.P. Møllerske Støttefond finansierer undersøgelsen.

KVANTITATIV UNDERSØGELSE

Når man som familie deltager i en familieklub for første gang, inviteres man til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse. Det er vigtigt for undersøgelsen, at så mange familier som muligt deltager. Undersøgelsen laves, for at kunne dokumentere om man som familie oplever en effekt af at deltage i familieklubben.

Undersøgelsen forløber over et år og foregår på denne måde: Hvis du siger ja til at deltage, så får du tre spørgeskemaer. Det første får du nu ved undersøgelsens start, og så får du et efter seks måneder og endnu et efter 12 måneder. Spørgeskemaerne handler om din trivsel og dit barns eller dine børns trivsel. Vi sender dig et link til spørgeskemaet på SMS og e-mail. Det tager 15-25 minutter at udfylde det, og du får en lille gave, hver gang du udfylder et skema. Både far og mor kan udfylde spørgeskemaerne, men det er fint, hvis bare én af jer gør det.
For at sikre en god undersøgelse er det vigtigt, at både de familier, der skal deltage i familieklub nu, og de familier, der først skal deltage senere, udfylder spørgeskemaerne. Vi vil også gerne have, at du fortsat udfylder dem, hvis du senere vælger at stoppe i familieklubben.

KVALITATIV UNDERSØGELSE

Nogle familieklubber vil få besøg af VIVE. Her laves små interviews med frivillige og forældre. Vi snakker også med de 7-12-årige børn om at komme i familie-klubben. Ved at lade børnene komme til orde får vi deres bidrag med oplevelser og erfaringer, som let bliver glemt, hvis det kun er voksne, som udtaler sig. Det er helt frivilligt, om man vil lade sig interviewe.

Hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp til at udfylde spørgeskemaet, så må du meget gerne kontakte os på familieklub@vive.dk. Du må også meget gerne kontakte projektleder Maiken Pontoppidan på telefon 3369 7720.

Vi håber, at du vil deltage i undersøgelsen af Hele Danmarks Familieklub – din viden er vigtig for os og for at gøre familieklubben bedre!

URL: https://heledanmarksfamilieklub.dk/forskning-i-familieklubberne/