Førstehjælp på bamse

Førstehjælp på bamse

Av for den da! Bamse har slået sig og har brug for hjælp – her er en aktivitet, hvor det at hjælpe andre er i fokus.

Der kan være tider, hvor vi selv oplever at have mere overskud end andre. I aktiviteten Førstehjælp på bamse kan børnene få blik for, hvordan man kan hjælpe andre, der har det svært eller kunne have brug for andre. Samtidig er det her oplagt at tale med barnet om fx Corona og hvad det egentligt betyder.

Deltagere:
Voksen og et eller flere børn.

Det skal I bruge:
En bamse pr. barn eller en, som børnene er fælles om.
Bandage, plaster, termometer, evt. lege-læge-sæt

Sådan leger I:
Hvert barn får en bamse eller en dukke, som de skal passe på. Find løbende på ting, som bamsen fejler.
Det kan også være en god ide at lytte til børnene og høre, hvad de synes, der er galt med bamserne.
Fx kan bamsen være faldet på cykel og have slået hul på knæet. Det kan også være, at bamsen har ondt i maven, og børnene skal finde ud af hvorfor.

Det giver anledning til, at børnene kan sætte ord på ting, de selv har oplevet, når de har været kede af det.
Her er det også oplagt at tale med barnet om det der fylder lige nu – fx corona-virus og hvad det er for en størrelse. Vær tydelig omkring at corona ikke er farligt for dem der er sunde og raske, men at det er for at passe godt på de ældre og svage, at vi tager en masse forholdsregler lige nu. Tal om at det er vigtigt at bamse fx hoster eller nyser i albuen og at den vasker hænder ofte – særligt hvis den er forkølet. Få råd til at tale med børn om coronavirus, på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Tag bamses temperatur og hjælp den med at puste næse – husk at vaske hænderne bagefter. Bamses poter kan evt tørres over med en klud i stedet.

Børnene lærer via legen, om at yde omsorg for andre end sig selv.

URL: https://heledanmarksfamilieklub.dk/foerstehjaelp-paa-bamse/