Bordlege er gode til at skabe ro, nærvær og koncentration

Et bord bruger man som oftest til at spise og arbejde ved – men man kan også lege ved det.

De fleste mennesker har i dag adgang til et bord, om det så er et spisebord, et skrivebord eller et køkkenbord. Bordets primære funktion er ofte at blive siddet ved og at have ting til at stå på sig, men hvorfor ikke bruge bordet til noget helt andet og invitere det ind i legens univers?

Bordlege er den slags lege, der foregår omkring et bord – siddende, stående eller kravlende rundt om det. Bordet er med til at skabe et centrum, som legen udfolder sig omkring, og bliver på den måde et legeredskab, som alle har adgang til.

Bordlege skaber nærvær 
Bordlege er gode til at være med til at skabe ro, nærvær og koncentration. Bordlege kan tage tempoet ud af legen og kan dermed være med til at gøre legen mere tilgængelig. Det falder naturligt at sidde stille ved et bord.

Børn med et højere energiniveau kan også have glæde af legene. Legene tager udgangspunkt i bordet, der er med til at skabe et fælles sted, hvor du som deltager får givet en plads og dermed bliver klar over, hvor legen foregår. Når reglerne er klart definerede, og rollerne er på plads, kan en bordleg skabe den form for tryghed, der netop er brug for, for at vi kan lege med hinanden.

Fem gode råd
Man bør dog tage sine forbehold, når man går i gang med bordlege. Bordlege kan virke kedelige i sit udtryk, men dette handler primært om, hvordan du som legeleder rammesætter legen. En leg er altid kun så kedelig som formidlerens engagement. Herunder kommer vi med fem gode råd til, når du skal lege bordlege.

  • Ryd bordet for unødvendige sager, så der kun er det tilstede, som vi skal lege med.
  • Sæt børnene ned eller forklar dem tydeligt, hvor det er de skal stå eller sidde.
  • Forklar reglerne bid for bid, og vis hvad man skal gøre: Show it – don’t tell it!
  • Skab klare retningslinjer, og fortæl de uskrevne regler, så børnene for eksempel ved, at de skal være stille.
  • Vær det gode forbillede, leg med og vis interessen for legen.

Bordlege

  • Lukas og Markus
  • Vælte kopper
  • Bordcurling

Find reglernehttp://legedatabasen.dk

Dette indlæg er skrevet af FDF. De er eksperter i leg og læring, som er en helt central del af FDF’s fællesskaber. Lege er gode øvelser i at indgå i forpligtende fællesskaber og forholde sig til andre mennesker.