Børn

Spørgsmål

Sammi, 27 år, mand

En mor har taget hårdt fat i min datters arm og skældt hende ud oppe på hendes skole. Hun blev anklaget for nogle drillerier – som hun siger, at hun ikke har været med til. Jeg vil gerne have at hun skal være tryg på sin skole og at de andre forældre henvender sig ved at ringe eller sms’e mig, hvis de mener at min datter har gjort noget forkert. Her var det kontant afstraffelse og min datter var chokeret bagefter over at have fået skæld ud af klassekammeratens mor uden overhovedet har kunne forsvare eller forklare sig. Hun er kun 7 år. Hvad gør jeg nu – tager jeg kontakt til den pågældende mor eller involverer jeg skolen, da det skete i skoletiden? Jeg er forvirret og ked af det.


Svar

Kære Sammi,

Tak for dit brev! Det lyder til, at have været en rigtig ubehagelig situation. Både for din datter og for dig. Derfor er det også kun naturligt, at du reagerer som du gør.

Ud fra det du skriver lyder det til, at du allerede har talt oplevelsen igennem med din datter. Det er rigtig godt, at du har gjort det. For det er vigtigt, at din datter får det bearbejdet, så hun kan komme sig over chokket. For som du også skriver, må det have været meget chokerende for hende, at få skæld ud og blive taget fat i af en klassekammerats mor. Uanset om hun havde været en del af drillerierne eller ej.

Som du antyder i det du skriver, har du også selv behov for, at få det bearbejdet. Jeg kan forestille mig, at det har været ret uventet for dig, at det skete, og derfor kan det være svært at vide, hvordan man skal forholde sig. Du skriver, om du skal tage kontakt til den pågældende mor, eller du skal involvere skolen, da det skete i skoletiden. Jeg tænker, at du skal gøre begge dele.

Start med at kontakte moderen, og fortæl hende, at du ikke synes det var i orden det hun gjorde, og at du hellere ville, at hun havde henvendt sig på sms eller havde ringet til dig. Dernæst synes jeg, at du skal involvere skolen. Du behøver ikke at udstille den pågældende mor, for jeg tænker egentlig mere det handler om, at forældre og lærere på skolen, har brug for at få talt om, hvordan I er og ønsker at være i sociale sammenhænge. Både hvordan I er over for hinanden, men også hvordan I er over for jeres egne og andres børn. For eftersom en sådan episode kan opstå, tænker jeg, at der ikke er enighed om, hvordan man agerer, særligt over for andres børn, men i det hele taget over for hinanden. Derfor er det nødvendigt, at I får talt ud om, hvordan I ønsker, at man som forælder eller lærer, håndterer lignende situationer fremover.

Ligesom det er vigtigt, at der er nogle sociale spilleregler for børnenes indbyrdes samvær, så bør der også være det for de voksnes, og for voksne og børn imellem. Så jeg tror det vil være godt, hvis I tager en fælles snak om det, på næste forældremøde. Igen er det ikke nødvendigt at nævne navne, men mere bare at snakke om det på et generelt plan.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig held og lykke!

De bedste hilsner,

Stine