Datter i 2kl.

Spørgsmål

Mor 1985, 34 år, kvinde

Hejsa. Min datter er en meget glad pige som elsker at lege. Problemet er at hun ofte kommer ked af det hjem fra skole – hun har ingen haft at lege med. Vi er ofte i dialog med hendes lærer. Vi opfordrer til at der laves legeaftaler i pauserne. Men det vil hun ikke være med til. Hun har tilbudt at vores datter kan komme ind i en stillezone, hvor der er to andre drenge og en voksen. Vi har dertil spurgt om hun kan få en ven med derind, så hun ikke går glip af det sociale. Men det må hun ikke. Så ser vi hellere at hun er på legepladsen, og får hjælp derude. Men det kan de ikke opfylde. Vi prøver tit at lave legeaftaler, nogen siger også ja. Men det forgår altid hos os. Vi prøver at holde fastelavnsfest og andre Sjove ting for alle pigerne i klassen. Vi er faktisk der hvor vi ikke rigtig ved hvordan vi mere skal hjælpe. Er et skoleskift den eneste udvej? Det ønsker hverken vi eller vigtigst, vores datter. Mvh Mor1985


Svar

Kære Mor1985,

Som forælder findes der ikke ret meget, der er værre, end at se sit barn mistrives. At få et barn hjem fra skole, som er ked af det, og som ikke har haft nogen at lege med skærer virkelig i hjertet. Og som forælder vil man gøre alt for at hjælpe barnet og lindre dets smerte.

Og jeg kan læse ud fra dit brev, at det er lige nøjagtig hvad I gør. I gør det virkelig godt, og prøver at hjælpe din datter på alle tænkelige måder. Men du skriver også, at I oplever, at der ikke er ret meget hjælp at hente fra skolens side. Derfor kan jeg godt forstå, at I bliver frustrerede.

Skoleskift?

Du skriver, at I ikke ved hvordan I kan hjælpe mere, og I er nået dertil, hvor I efterhånden ser et skoleskift som den eneste udvej, men at hverken I eller jeres datter ønsker dette. Der kan være mange grunde til, at man ikke ønsker, at der skal ske et skoleskift. Som forælder kan det være et spørgsmål om økonomi, om logistik, og om en bekymring for, om det bare bliver mere af det samme, eller det rent faktisk bliver bedre. Som barn kan det være et spørgsmål om, at selvom det man har ikke er optimalt, så er det trygt, man kender det, og man ved hvad man har og får. Det kan være enormt utrygt og skræmmende at skulle starte et nyt sted; nye rammer, nye mennesker og en forventning og et ønske om, at man falder til og kommer godt på plads – og gerne hurtigt – som man måske ikke kan indfri.

Du skriver ikke noget om, hvorfor ingen af jer ønsker et skoleskift, og jeg kan derfor kun gisne om jeres bevæggrunde. Dog tror jeg det er vigtigt, hvis I ikke allerede har gjort det, at I tager en snak om, hvorfor I hver især ikke ønsker et skoleskift. Så ved I hvor I hver især står, og kan måske på den baggrund træffe det bedste valg om, hvad der skal ske.

Alternativet

Når ingen af jer ønsker et skoleskift vil jeg forholde mig til at alternativet, som er, at din datter bliver i den skole hun er i. I har allerede prøvet mange forskellige tiltag for at hjælpe din datter til gode legerelationer, men ingen har båret frugt, eller også har I mødt modstand fra skolen. Og hvad kan I så gøre?

Din datter trives ikke socialt på skolen, og så snart et barn viser tegn på mistrivsel bliver det en opgave for PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i jeres kommune. PPR varetager trivselsvurderinger og konsulterer med det fagpersonale på skolen, som har direkte kontakt med din datter, og hjælper dem med at finde strategier og opskrive handleplaner for, hvordan de kan højne din datters trivsel og hjælpe hende til gode legerelationer. I kan selv tage direkte kontakt til PPR eller I kan bede lærere, pædagoger eller inspektøren på din datters skole om at gøre det.

Fortsæt som I har gjort indtil nu

Ud over at tage kontakt til PPR (ad den ene eller anden vej) vil jeg opfordre jer til at fortsætte som I har gjort indtil nu, for I gør nemlig det helt rigtige – fortsæt med at lave legeaftaler uden for skoletiden og fortsæt med at lave sjove ting for pigerne i klassen, så I bliver ved med at dyrke din datters plads som en del af det sociale fællesskab i klassen. Derudover kan I også tale med jeres datter om gode måder at komme ind i en leg på, om hvordan man selv kan være med til at starte en leg, og om hvad man kan gøre, hvis man ikke føler man er en del af en leg, så hun føler sig bedre rustet til at tackle de sociale interaktioner skoledagen igennem.

Husk på, at I gør det virkelig godt, og at det er helt i orden at blive frustreret og ked af det. Det er en ubehagelig situation, der drejer sig om jeres barns trivsel, som I står i, og det må man godt reagere på. Heldigvis er jeres reaktioner tydeligt konstruktive, som jeg kan læse i dit brev, og jeg føler mig derfor overbevist om, at I nok skal finde en god løsning for din datter.

Jeg håber I kan bruge svaret og ønsker jer alt det bedste!

Mange hilsner,

Nanna