fbpx

Delebørn i klemme

Spørgsmål

FrustreretMor, 29 år, kvinde

Hej Jeg har en søn på 8 år, han er i ordningen 7/7. Hans far og Jeg, har et meget konflikt fyldt samarbejde med, mistillid, psykisk terror, mange bearbejdelser, og hver vores tilgang til opdragelsen af vores søn. Jeg har i mange år, bidt det hele i mig, skånet vores søn og tænkt så længe det ikke går ud over ham, så er det fint nok. Men det sidste år, er hans far begyndt at indblande ham i os voksnes kamp, vi står endnu engang overocerfor en retsag, og det virker som om far tænker alle kneb gælder. En anonym underretning er landet på fars forhold i hjemmet og omsorgen af deres børn og min dreng. Han kommer tit hjem og er frustreret over ting far har sagt. Et par eksempler: – Mor, næste gang får spørg om han må låne mig, skal du sige ja. For ellers må jeg ikke komme til min lillebror fødselsdag her hjemme. For den dag er jeg hos far. – det der står i brevet fra hende damen (underretningen) om hjemme ved far, passer ikke.. far siger du har skrevet den, hvorfor har du gjort Det? Han siger hun kan fjerne mig fra jer alle sammen. – hvorfor har sendt sms’er til min far, og kaldt mig en stor løgner – far siger du er fed og doven – far siger han bare kan gøre så jeg aldrig må komme hjem til dig, så du skal altså sige ja til det han siger. Osv osv det her kun et lille udpluk. Jeg kunne aldrig drømme om at kalde min søn en løgner, det var hans fars påstand. Ikke min. Jeg for ondt i hjertet ved tanken om, at vores søn skal tro det. Jeg har altid forsvaret hans far overfor vores søn. Sagt – måske far var lidt fjollet der. Der kan jeg da næsten ikke tro, han har måske sagt forkert. Eller blot svaret med ‘nå for Søren’ For jeg syns ikke han er gammel nok til sandheden? Ej syns jeg heller han skal være en del af de voksnes konflikter. Men i virkeligheden har jeg jo lyst til at fortælle ham, hans far lyver og det ikke passer. Fortælle ham jeg da aldrig siger nej til hans far må låne ham, men at hans far rent faktisk ikke spørger. Men blot billeder ham det ind. Jeg har lyst til at fortælle alt og vise alt både i skolen, på kommunen og til retten. Men jeg tør ikke, for jeg ved han blander vores søn ind i det. Jeg føler ikke jeg kan skåne ham, hvis jeg gør. Men føler heller ikke jeg gør nok for at hjælpe ham. Jeg er bange for at hans fars billede af mig, er det han tror på. Fordi jeg bare tager i mod. Og ikke modsiger det. Men hvor ærlig kan man være overfor en 8 årige, hvordan beskytter jeg ham bedst i sådan en kompleks situation som denne her? Jeg ved jeg ikke kan påvirke hans fars holdning/gøren, men kun min egen. Men hvordan gør jeg det bedst? Savner værktøjer. – Jeg er bange for at søge andre steder. Mvh


Svar

Kære FrustreretMor,

Tak for dit brev! Det lyder som en rigtig ubehagelig og kompliceret situation du står i, så jeg kan godt forstå, at du er rådvild, i forhold til hvordan du bedst håndterer den.

Helt grundlæggende er jeg enig med dig i, at børn skal forskånes så meget som overhovedet muligt for de voksnes konflikter. Men eftersom børnene ofte er omdrejningspunktet for konflikten, kan det være rigtig svært at efterleve dette princip. Og når din søns far samtidig bruger din søn som våben i jeres konflikt bliver det endnu sværere. Og hvad gør man så?

Inddragelse af din søn

Du skriver, at du rigtig gerne vil holde din søn helt ude af konflikten, men samtidig oplever, at hans far trækker ham ind i den, og truer med at trække ham endnu mere ind i den, hvis ikke du gør som han siger. Samtidig oplever du, at din søns far maler et meget forvrænget billede af dig overfor din søn, et billede, som du ikke modsiger, igen for at skåne din søn. Konflikten begynder efterhånden at blive så kompliceret, at du har svært ved at finde ud af, hvordan du skal navigere i det.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes det er imponerende, hvor god du har været til at skåne din søn, og holde ham mest muligt ude af jeres konflikt. Især når man ser hvad du er blevet mødt med, fra din søns fars side. Men på et tidspunkt er nok nok, og ud fra det du skriver, får jeg fornemmelsen af, at det er der du er nået til nu. Men hvordan kan du sige fra over for din søns far, og samtidig undgå, at han trækker din søn endnu længere ind i jeres konflikt?

Din søn er 8 år, og derfor tænker jeg, at du til en vis grænse godt kan være åben og ærlig over for ham. Han kan ikke undgå at mærke, at dit og hans fars forhold ikke er det bedste i verden, og derfor tænker jeg også, at det kan være rart for din søn at vide lidt mere om hvad der foregår. Jeg tænker ikke, at du skal til at fortælle en masse detaljer om hvad du og hans far snakker om, ej heller, at du skal inddrage din søn i jeres uenigheder helt ned i detaljen. Men jeg tænker, at du godt kan fortælle ham, at der er nogle ting I har svært ved at blive enige om, og at I ikke er så gode til at snakke om det på en ordentlig måde. Det er vigtigt, at du understreger over for din søn, at han ikke har nogen skyld i det her, og at det ikke er på grund af ham, at I er uvenner. Børn drager lynhurtigt den konklusion, at det er deres skyld, når deres forældre skændes – uanset om forældrene bor sammen eller er skilt. Når du taler med ham er det derfor vigtigt, at du hele tiden holder bolden på din (og hans fars) banehalvdel, og ikke på noget tidspunkt giver din søn en rolle i konflikten. Fortæl ham blot, ærligt og åbent, hvad det er der foregår, og vis ham, at man godt kan snakke stille og roligt om tingene, uden at behøve at kaste mudder efter hinanden. Understreg over for din søn, at han altid kan komme til dig, hvis han har nogen spørgsmål eller der er noget han er i tvivl om. Jeg tror den bedste måde at beskytte din søn på, er ved at være åben og ærlig, og samtidig vise ham, at du godt ved det også er svært for ham, at du er der for ham, og at du prøver at gøre det, der er bedst for ham.

Jeg synes det er vigtigt, at du på en stille og rolig måde fortæller din søn, hvordan det hele hænger sammen. Det kan du sagtens gøre, uden at bebrejde hans far, og uden at sige, at hans far lyver. Netop som du har beskrevet det her, hvor du fx siger, at du ikke kunne drømme om at sige nej til, at hans far må låne ham i stedet for at sige, “det har jeg aldrig sagt, din far lyver”. Jeg synes det er  stærkt gået af dig, at du hele tager the high road på den måde. Det viser, at du er det større menneske.

Du skriver, at du har lyst til at fortælle alt både til skolen, kommunen og i retten, men at du ikke tør, fordi du er overbevist om, at din søns far blander ham ind i det. Jeg kan godt forstå din bekymring, men samtidig tænker jeg, at det er vigtigt at du siger fra over for din søns far. For selvom det er tydeligt og prisværdigt, at din søns ve og vel er det, der betyder allermest for dig, så er det også vigtigt, at du husker at passe på dig selv, og husker at gøre det, der bedst hjælper dig. Fordi for at være den bedste mor man kan, så er man nødt til også selv at have det godt.

Værktøjer

Du efterlyser helt konkret nogle værktøjer til, hvordan du bedst muligt håndterer situationen og hvordan du kan påvirke dine egne holdninger og din egen ageren. Igen må jeg sige, at jeg er imponeret over den ro hvormed du indtil videre har håndteret situationen. Du har taget det ene verbale slag efter det andet uden at give igen, og har hele tiden haft din søns trivsel og velbefindende for øje.

Men din søn er så stor nu, at han godt må se, at det er okay at sige fra, og at man ikke skal finde sig i hvad som helst. Og at han godt må se, at hans mor også kan sige fra. Her mener jeg ikke, at du skal give din søns far igen med samme mønt. Tværtimod tænker jeg, at du her har en gylden mulighed for at vise din søn, hvordan man kan håndtere en konflikt på en god og hensigtsmæssig måde. Ved i denne situation at være et godt forbillede for ham, viser du ham på den ene side, at konflikter er en del af livet, og at de kan løses, og på den anden side, at man godt kan tale ordentligt, sige fra over for hinanden og behandle hinanden med respekt, selvom man er uvenner.

Når konflikter mellem forældre går i hårdknude bliver børnene ofte ufrivilligt taget som gidsler midt i konflikten, og bliver brugt som kastebold (eller som skyts) mellem de stridende parter. Det er rigtig uheldigt og rigtig ærgerligt, men desværre er det ofte det, der sker. Derfor er det svært at undgå, at børnene bliver en del af konflikten. Men måske behøver det ikke udelukkende at være en dårlig ting.

Mægling i børnehøjde

Konflikter mellem forældre vil altid, i et eller andet omfang, gå ud over børnene. Det kan ikke undgås. Og det skyldes, at det næsten altid er børnene, der er omdrejningspunktet for konflikten.

Ud fra det du beskriver, lyder det til, at din kommunikation med din søns far er gået helt i hårdknude. Derfor tænker jeg, at det måske kan give mening for jer at få hjælp af en konfliktmægler, der kan hjælpe jer i jeres kommunikation.

KFUMs Sociale Arbejde, som også står bag Hele Danmarks Familieklub, tilbyder det, de kalder Mægling i Børnehøjde. Mægling i Børnehøjde går slet og ret ud på, at børnene deltager i konfliktmæglingen som en ligeværdig part, hvilket vil sige, at barnet har ligeså meget at skulle have sagt som de voksne. Barnet er dog ikke ligestillet med de voksne, da det er de voksnes ansvar at indgå aftaler og overholde disse. Men barnets stemme er vigtig, og får ligeså meget plads som forældrenes. Mægling i Børnehøjde er et gratis og landsdækkende tilbud til alle familier, der oplever konflikter – uanset familiekonstellation og udfordringer. Du kan læse mere om tilbuddet her.

Du skriver, at du er bange for at søge hjælp andre steder, da du frygter, hvordan din søns far vil reagere. I Mægling i Børnehøjde er mægleren en uvildig rådgiver, og I har mulighed for at være anonyme. På den måde er tilbuddet altså helt “ufarligt”. Og jeg tænker, at det vil være godt for både jer og jeres søn, at I finder en ordentlig og konstruktiv måde at kommunikere på. For det lyder til, at det er det, der er det primære problem i jeres relation, hvor bivirkningen så bliver, at jeres søn bliver fanget i midten.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig held og lykke!

Varme hilsner,

Stine