Er vores børn i fare udviklingsmæssigt?

Spørgsmål

ALS, 31 år, kvinde

Vi er en familie på 4: Mor, far, dreng på 2 og pige på 4. Vores dagplejemor fortalte i går, at hun over længere tid har observeret følgende ved vores dreng: 1. Han bliver “Rasmus modsat” ved alle krævende situationer: Bleskift, tøjskift, når andre børn er i nærheden (vil ikke dele legetøj, bliver sur når de vil i kontakt) og nægter at gå med hjem når de skal hjem fra forskellige steder. Alle disse ting, bortset fra det med, at han ikke vil lege med andre børn, oplever vi også. Det skal også lige siges, at det ikke er hver dag at han ikke vil være i kontakt med andre børn i dagplejen, samt at han leger rigtig godt med sin søster herhjemme. 2. Han vender ofte sin tristhed indad når han er i dagpleje. Dagplejemor har flere gange fundet ham siddende med tårer ned ad kinderne og græde stille uden at opsøge trøst. Dette har jeg ikke oplevet herhjemme. Her søger han altid mig eller sin far. Vores dagplejemor siger, at der må være noget der generer ham. Enten fysisk eller psykisk. Han har børneeksem som genere ham i perioder, men jeg synes vi har bugt med det, med hjælp fra fedtcreme og binyrebarkhormon. Han er lidt oftere syg (snotnæse, feber), men fejler ellers intet. På hjemmefronten har der, i en længere periode, været ret dårlig stemning. Vi bor på en gård, er begge pt. på dagpenge og aktivt jobsøgende pga hhv. opsagt job, og færdiggjort uddannelse. Økonomien er stram og udover det, er vi meget uenige om hushold og børneopdragelse. Jeg vægter tid fremfor penge og min mand vægter penge fremfor tid. Dvs., at jeg hellere vil have et job på 20 timer om ugen, have en mindre bil, et mindre hus og derved vinde mere til med børnene. Han vil gerne have et stort hus, stor bil osv, og arbejde fra morgen til aften for det. (han arbejder PT. sort for en kammerat indtil han får et job igen) Mht børneopdragelse er jeg bekymret. 1. Min mand kan ikke håndtere vores børns raserianfald. Han bliver rasende og skælder ud, hvilket medfører at de bliver kede af det og han skælder endnu mere ud, eller går sin vej. Dette bekymrer mig, fordi jeg ikke mener at de får den trøst de har brug for. 2. Min mand vil hellere være sammen med vores søn, end vores datter. Min mand bruger meget tid udenfor: Fodrer dyr, køre traktor, slår græs, reparerer og bygger ting. Han vælger altid kun at tage vores søn med ud. Hvis ungerne kommer op at toppes uden vi har set hvad der foregår, får vores datter altid skylden. 3. Når de er udenfor de to, går min søn mest for sig selv imens min mand gør det han skal. Noglegange kører de over til min mands far hvor de også går udenfor hvor han også mest går for sig selv. Det er sket flere gange, at min søn er kommet hjem kold, våd og med meget beskidt ble der skulle være skiftet for længst. 4. MIn mand snakker for det meste ikke med vores børn. Min mand responderer for det meste med “ja”, “nej” “nå” når mine børn fortæller eller spørger om noget. Han er tit igang med det han selv har brug for: Bygge noget, reparere noget, se film, sport eller kigge på sin telefon. Det skal OGSÅ lige siges at han har nogle gode øjeblikke hvor han tumler og leger med dem. Jeg synes bare at der kan være langt imellem. Derudover ved jeg at DE ELSKER ham utroligt højt og omvendt. Alt dette bekymrer mig bare. Jeg har tit prøvet at snakke med ham om det, men det er som om han ikke kan styre det. for det meste virker det som om, at børnene bare er et irritationsmoment for ham og han vil helst parkere dem på sofaen med en Ipad når vi er indenfor, og lade dem rende rumdt i hælene på ham udenfor. Jeg selv er ikke god til at håndtere det og har svært ved at lade være med at give udtruk for min bekymring og irritation overfor ham. Også foran børnene. Ikke at vi skændes og råber ad hinanden, men jeg kan godt finde på at snerre ad ham. Denne adfærd som vores yngste dreng har (det skal også lige hurtigt nævnes, at vores pige ofte også har raserianfald), skyldes det vores måde at være forældre på? Jeg kan selv, i skrivende stund, høre svaret runge i hovedet, men hvad skal vi gøre? Min mand går ofte i forsvarsposition og vil ikke have hjælp fra professionelle, hvilket jeg har prøvet at foreslå. Håber meget på et svar. Mvh en bekymret mor.


Svar

Kære bekymret mor.

Jeg kan sagtens forstå, at det er en svær situation, du står i. Det er noget af det værste som forældre at høre og opleve, at ens barn muligvis mistrives, og samtidig være grundlæggende uenig med ens partner om, hvordan man håndterer det, og generelt ens familieliv. Det lyder som om, at du står meget alene lige nu, så jeg håber, at mit svar kan give dig nogle idéer til, hvad du kan gøre fremadrettet, så du ikke skal være helt alene om jeres situation.

Din søns adfærd

Som du selv skriver i dit brev, så er det meget muligt, at din søn påvirkes af uenighederne mellem din mand og dig og mærker en trykket stemning derhjemme. Børn opfanger nærmest alt hvad der foregår omkring dem, og det kan komme til udtryk på de måder, som jeres dagplejermor beskriver, nemlig både fysisk og psykisk. Men det kan også sagtens være, at det er noget helt andet, der er på spil, som ikke handler om jer som forældre og jeres situation derhjemme, så jeg vil ikke lægge mig helt fast på, hvad der er grunden til din søns reaktioner i dagplejen. For særligt når det kommer til hans reaktioner i dagplejen, og her særligt på de skift, der sker i dagplejen, kan det godt være noget andet, der ligger til grund for det. Det er helt almindeligt, at børn når en alder, hvor de simpelthen ikke vil have skiftet ble eller tøj, eller generelt have, at voksne skal bestemme over dem. Det er en naturlig del i deres udvikling, hvor de prøver at blive små selvstændige mennesker.

Du skriver, at du ikke oplever den helt samme reaktion derhjemme, hvilket får mig til at tænke, at det måske kan have noget at gøre med, hvordan situationerne foregår i dagplejen. Børn er mest trygge ved faste rammer og genkendelighed, og det kan være, at situationerne ved bleskift, tøjskift mm. ikke sker på den samme måde, som han er vant til hjemmefra. Det kan godt føre til utryghed, og dermed hans “voldsomme” reaktioner på det – særligt hvis han ikke forberedes på, hvad der skal ske. Som sagt er det slet ikke sikkert, at det har noget med det at gøre, men jeg tænker alligevel, at det kan være en idé at samstemme med jeres dagplejemor, hvordan hverdagen foregår – og helt ned i detaljen. Og det er vigtigt her at understrege, at det selvfølgelig ikke er fordi, at du ikke stoler på hende som professionel, men simpelthen for at kunne udelukke, om det kan være forskellige tilgange til de her situationer, som han reagerer på.

Familiedynamikken

Ud fra det du fortæller, så lyder det ikke til, at din mand har de mest hensigtsmæssige reaktioner eller adfærd overfor jeres børn, og selvom han helt sikkert elsker begge jeres børn, så kan hans adfærd godt have betydning for, hvordan jeres børn har det. Det er fuldt forståeligt, hvis du ikke synes, at du altid selv er god til at håndtere det, for det må være utrolig svært og hårdt at se konsekvenserne af hans tilgang og manglende tålmodighed overfor børnene. Og at han så samtidig ikke lytter til dine bekymringer må være utrolig frustrerende.

Det lyder til, at du har prøvet det mange gange, men jeg vil alligevel anbefale dig at blive ved med at prøve at snakke med ham om dine bekymringer for, hvad hans opførsel og jeres uenigheder gør ved børnene – og ikke mindst dig selv. For løsningen på situationen ligger bl.a. i, at I skal arbejde som et hold og være enige i, hvordan I gør, så jeres børn oplever tydelighed og stabilitet fra jer begge. Og det kræver, at han er med på det, hvilket det ikke lyder til at han helt er, da han måske ikke selv oplever hans tilgang til børneopdragelse som et problem. Men netop derfor er det vigtigt at prøve at snakke det her igennem for måske 117. gang.

Når man skal snakke om noget, man er uenige om, så er det svært ikke at lade sig rive med af ens følelser, og man kan hurtigt komme til at fokusere på alle de ting den anden gør, som man er utilfreds med. Hvis du kan nikke genkendende til det, vil jeg anbefale dig at prøve en anden tilgang. Fortæl ham, at du har brug for at snakke med ham på et tidspunkt, hvor børnene ikke er tilstede og hvor I har tid til at snakke grundigt om jeres situation. Når I skal have snakken, så er der stor mulighed for, at din mand allerede vil gå i forsvarsposition, hvilket ikke vil føre noget godt med sig. Prøv derfor, så godt som du kan, at tage udgangspunkt i hans oplevelser af de udfordringer, du oplever, at han/I har. Spørg ham, hvad han tænker kan være grunden til jeres søns (og jeres datters) adfærd, om han har nogle idéer til hvordan I sammen kan løse det, og også hvad hans tanker om børneopdragelse er. Det kan lyde helt banalt at skulle stille de spørgsmål, men mange er ikke gode til at sætte ord på deres tanker og oplevelser, og slet ikke om de ting, der sker i hverdagen. Det kan betyde, at man ofte ikke taler i bund med hinanden om hverdagens udfordringer, hvilket fører til misforståelser og dårlig kommunikation. Og netop fordi du sikkert har forsøgt at fortælle ham om dine bekymringer, er der en fordel ved at lade ham fortælle først. For det viser ham, at du lytter til ham og anerkender hans opfattelser – selvom du ikke er enig. Efter han har fortalt, kan du derefter fortælle, hvordan du oplever det. Og her er det vigtigt, at du så vidt muligt prøver at tage udgangspunkt i, hvordan du oplever situationen uden at pege fingre af ham og det han gør forkert. Fx at du oplever, at jeres datter føler sig uretfærdigt behandlet, eller at du kan se at din søn bliver mere og mere indadvendt, og nok har brug for jer begge rigtig meget. Når du fokuserer på dine egne oplevelser, kan det være nemmere for ham at gå ud af hans forsvarsposition og rent faktisk lytte til det, du siger, og forhåbentlig forstå alvoren i dine bekymringer.

Professionel rådgivning

Der er ingen garanti for, at sådanne samtaler løser jeres situation, men det kan være en start. Men jeg er også enig med dig i, at det kan være en idé at få noget professionel hjælp udefra. Det kan nemlig være en stor hjælp at lade en upartisk person observere og spørge ind, for de kan ofte se ting, man ikke selv har fået øje på. Og det er INGEN skam at have brug for professionel vejledning – man får ikke en uddannelse i at være forældre, så vi kan ALLE have gavn af at få andres råd. Det betyder ikke, at I er dårlige forældre eller at I har fejlet, men blot at I mangler nogle redskaber og at I gerne vil gøre det så godt som overhovedet muligt.

Du fortæller, at din mand ikke er med på idéen, men det er vigtigt, at du lytter også til, hvad du har brug for, så jeg vil anbefale dig at starte med at undersøge, om jeres kommune har en anonym rådgivning til familier i kommunen. Det tilbyder de fleste kommuner, hvor man kan ringe eller møde op til en uforpligtende samtale med en familierådgiver/konsulent. Hvis din kommune ikke tilbyder anonym rådgivning, eller du får snakket med dem og har brug for mere vejledning, så vil jeg anbefale dig at kontakte kommunens familierådgivning. Det er forskelligt, hvad der tilbydes, men det kan være alt fra samtaler til observering af familien og børnene og terapi.

Helt konkret i forhold til jeres søn, vil jeg anbefale dig at kontakte jeres sundhedsplejerske. Vedkommende kan fx observere jeres barn og jer sammen for at se, hvad det er, der kan være på spil. Og her er det vigtigt at understrege overfor din mand, at det er for jeres søns skyld, for det kan være grænseoverskridende, at der er nogen, der skal observere eller undersøge, hvad der kan være galt, og derfor er det vigtigt at fokusere på, hvad formålet er – nemlig jeres søns trivsel.

Hvis kommunikationen går helt galt mellem din mand og dig, så vil jeg blot nævne muligheden for at få en konfliktmæglers hjælp. KFUM’s Sociale Arbejde tilbyder gratis konfliktmægling, som i sig selv kan lyde voldsomt, men som egentlig blot er en upartisk person, der kan hjælpe med at faciltiere samtaler mellem to parter og hjælpe med at løse en konflikt. Du kan læse mere her: https://www.kfumsoc.dk/projekter/raad-til-ret/konfliktmaegling/. 

Til sidst vil jeg sige til dig, at du helt sikkert gør det aller bedste du kan for dine børn og din familie. Du må endelig ikke tro eller sige til dig selv, at du har fejlet som forælder. Men som jeg skrev tidligere, så er der ingen skam i at have brug for lidt hjælp udefra, og forhåbentlig vil din mand kunne se det, for jeg tror på, at det er en måde at løse jeres uenigheder på samt jeres søns adfærd. Måske vil han først se det senere, men det er også vigtigt, at du har fokus på, hvad du har brug for i forhold til dine børn.

Mange varmer tanker,
Pernille