Jeg er aggressiv

Spørgsmål

Trine, 26 år, kvinde

Kære jer. Jeg skriver fordi jeg i den grad har brug for noget hjælp og rådgivning. Sagen er den, at jeg er mor til to; til en på tre år og en på seks måneder. Jeg ser mig selv som en kærlig mor, men dét selvbillede er ved at være knust for mig. Efter den mindste er kommet til har jeg udviklet helt vildt aggressiv adfærd overfor min store. Det er ikke hele tiden, men det kommer af og til. Nogle gange et par gange om ugen og andre gange går der flere uger imellem “episoderne”. Den yngste sover virkelig dårligt og det kan mærkes, men det skal ikke være en undskyldning – men jeg mærker at en dårlig nat trigger min adfærd. Et eksempel, sket her til aften: Min store skal puttes. Far er i stuen med den lille (Far kunne ligeså godt have puttet den store, men sådan blev det ikke lige i dag). Den store er i fuld hopla da vi går i soveværelset og hopper og griner og danser etc. Jeg fortæller roligt at dagen altså er slut nu, og h*n skal fortælle mig hvilken lydbog h*n vil høre. Der går 5 minutter og så får h*n ramt mig i hovedet med benet – et ordentligt spark, men det var ikke med vilje. Det resulterer i, at barnet fik én på siden af hovedet; jep, jeg slog :-(((((. Og jeg er ikke stolt af at indrømme, at det ikke er første gang. Jeg har også råbt meget højt et par gange. Jeg siger altid undskyld og kysser og krammer og fortæller at jeg elsker mit store barn. Alle råd med “lad far tage over”, “tæl til 10”, “gå når du kan mærke vreden”, er afprøvet. Jeg kan simpelthen ikke mærke vreden før det er for sent. Jeg har brug for hjælp, det er jeg udemærket klar over. Spørgsmålet er bare, hvor? Er det en psykolog, terapeut, noget tredje jeg skal have fat i? Jeg skal have ændret mine handlemønstre og det kan kun gå for langsomt. På forhånd tak, lov mig at I ikke dømmer mig. Vh


Svar

Kære Trine,

Tak for dit brev! Hvor er det stærkt gået af dig, at skrive så åbent og ærligt om det du oplever. At slå sine børn og i det hele taget være aggressiv fysisk og/eller verbalt er et yderst tabubelagt emne, men er samtidig noget, der sker langt oftere, end de fleste tør indrømme. Du er altså langt fra den eneste, der har prøvet det. Men det er vigtigt at man indrømmer det, for det er vigtigt at man får hjælp. Derfor er det også virkelig sejt og modigt af dig, at du skriver her.

Selvindsigt

Med dit brev viser du, at du har en fornuftig portion selvindsigt. Første skridt på vejen til at ændre på ens adfærd er nemlig at kunne se, at der er noget adfærd, der skal ændres på. Og det skridt har du taget, så du er rigtig godt på vej.

Du skriver, at råd som “tæl til 10”, “lad far tage over” og “gå når du mærker vreden komme” ikke virker for dig, da du først mærker vreden, når det er for sent. Jeg tænker derfor, at du har helt ret i, at der skal noget professionel hjælp ind over. En psykolog er et rigtig godt bud, da han/hun dels vil kunne lære dig nogle teknikker til at håndtere vreden når den kommer, og samtidig vil kunne hjælpe dig med at komme til bunds i hvad det er der gør, at du bliver vred.

I mellemtiden

Når du kontakter en psykolog kan du godt komme ud for, at der kan være ventetid. Derfor tænker jeg, at du i mellemtiden kan prøve at bruge nogle af de førnævnte teknikker igen, men tidligere i processen. Jeg tænker nemlig, at de teknikker hører til i et tidligere stadie – allerede når du mærker en irritation, eller hvis du fornemmer, at en situation potentielt kan komme til at udgøre et irritationsmoment. Det er en svær kunst og kræver en hel del fornemmelse for sig selv og sin krop, men jeg tror det kan være en rigtig god øvelse for dig at prøve at mærke endnu mere efter, end du allerede gør.

Når man, som dig, har små børn er søvnunderskud et vilkår. Og søvnunderskuddet gør, at man ofte kører på reservestrøm og derfor ikke har det samme overskud som normalt. Man bliver lettere vred og irriteret, man bliver i dårligt humør, og man føler sig ofte to skridt bagud. De ting gør det rigtig svært at mærke sig selv, og kan være noget af forklaringen på, hvorfor du først mærker vreden, når det er for sent. Derfor tænker jeg, at det kan være rigtig godt for dig at øve dig i at mærke efter i dig selv, og virkelig mærke, hvad det er du føler og tænker. Det tager tid at lære, men vil på sigt gøre det nemmere for dig at styre dine umiddelbare reaktioner på vreden.

Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er noget galt med dig. Vrede er en naturlig menneskelig følelse, som er helt i orden at have. Og som man kan lære at håndtere og få afløb for på gode og harmløse måder.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Nanna