Konflikt med mormor

Spørgsmål

Tusindben, kvinde

Jeg er ikke tryg ved at min mor passer min søn på tre år. Der er en arvelig demenssygdom i vores familie, og de seneste år har min mor udvist tiltagende besvær ved at huske, hun fremstår distræt, har svært ved at styre sine følelser og er svær at tale med om ting udover dagligdagsting, da hun oftest glemmer tråden i en mere kompleks samtale. Jeg har desuden oplevet hende hæve stemmen overfor min søn, hvilket jeg sagde fra overfor. Derfor har jeg hidtil undgået at lade hende passe ham. Jeg har også undgået at tage emnet op med hende, da jeg ved at hun ikke kan reflektere og forholde sig til grundlaget for mine følelser og min beslutning. Flere familiemedlemmer har tidligere anbefalet hende at søge læge ift. undersøgelse af hukommelsen. Hendes reaktion har alle gange været stilhed, at undgå relationen i nogle uger, for dernæst at lade som om samtalen aldrig fandt sted. I sidste uge spurgte min mor mig, efter en hyggeligt frokost, ud af det blå, i en aggressiv tone om, hvorfor hun aldrig får lov til at passe min søn. Jeg har gentagne gange haft denne samtale i mit hoved og forsøgt at forberede mig på, hvordan jeg kunne forklare hende det på en ordentligt måde. Jeg forsøgte at holde mig på egen banehalvdel og fortalte at det i bund og grund skyldes at jeg ikke er tryg ved det. Hun spurgte efter en specifik grund og jeg beskrev kort, de udfordringer jeg oplever, som beskrevet ovenfor. Hun råbte en del og sagde direkte, at hun ikke respekterer min beslutning. Hun gik grædende derfra efter ca. 5 min. diskussion. Dagen efter skrev jeg til hende, at jeg var klar til at tale tingende igennem, når hun er. Til det svarede hun, at hun er alt for såret til at hun kan tale med mig. Jeg skrev, at hun må tage kontakt, når/hvis hun bliver klar. Mit dilemma er nu, hvordan jeg agerer herfra og hvordan vi kommer videre i relationen. Som jeg kender hende ønsker hun hverken at gå til læge eller på andre måder at arbejde med sig selv. Jeg ønsker at hun skal være en del af vores liv, men det kan ikke udelukkende foregå på hendes præmisser. Jeg er på nuværende tidspunkt højgravid, og ved ærligt talt ikke hvordan jeg skal takle både konflikten med min mor og udsigten til snarligt selv at blive mor for anden gang.


Svar

Kære Tusindben,

Det er en meget kompleks situation du står i, og jeg kan godt forstå du har svært ved at overskue hvordan du skal håndtere det hele.

Først og fremmest vil jeg sige, at du gør det helt rigtige ved at sige fra over for din mor. Man skal kun lade mennesker, som man er 100% tryg ved, passe sine børn, og som mor er man i sin gode ret til at sige nej – uanset hvor nært et familiemedlem det drejer sig om.

Du gør det rigtige

Du har gjort det helt rigtige ved at sige fra over for din mor. Ud fra det du skriver lyder det til, at du har håndteret situationen på bedste vis, ved at fortælle hende dine bevæggrunde og fortælle hvordan det opleves for dig. Ved at skrive til hende efterfølgende har du vist hende, at du rummer hende og hendes følelser, har forståelse for dem, og stadig ønsker at I kan have en god relation og kontakt. Som jeg læser det du skriver oplever du dog, at din mor ikke lytter og ikke kan tage det ind.

Ubehagelig indsigt for mormor

Hvis man begynder at få fornemmelsen af, at hukommelsen svigter og man ikke længere kan stole på sig selv, enten fordi ens omgivelser kommenterer på det eller man selv kan mærke det, kan det være en meget voldsom oplevelse og en enormt ubehagelig indsigt at nå. Mange reagerer på dette ved at fornægte det, og forsøge at overbevise sig selv (og andre) om, at tingenes tilstand ikke er så slem som den ser ud. Oplevelsen af, at ens personlighed og væremåde ændrer sig, uden man selv er i kontrol over det, kan give store emotionelle udsving og identitets- og eksistenskriser.

Ud fra det du skriver får jeg fornemmelsen af, at det godt kunne være hvad der er på spil for din mor. Det kan også forklare, hvorfor hun ikke er interesseret i at søge læge. For hvis hun søger lægehjælp er der en risiko for, at lægen bekræfter hendes frygt for, at hun er ved at blive dement. Men så længe hun ikke opsøger lægen har hun ingen fagpersoners ord for, at hun er syg, men derimod kun familiemedlemmers overbevisninger – og de er langt lettere at anfægte og fornægte end en lægelig diagnose.

Pas på dig selv

Det er dejligt at læse, at du stadig er positivt stemt over for din mor, og gerne vil have at hun skal være en del af jeres liv. Men jeg er helt enig med dig i, at det ikke skal foregå udelukkende på hendes præmisser. Hvis I skal have en god relation er det vigtigt, at den er meningsgivende for alle parter, og at I alle kan se jer selv i den. Derfor er det også vigtigt, at du holder på dit nej og dine grænser, så du sørger for at passe godt på dig selv.

Jeg kan godt forstå, at du synes konflikten med din mor er uoverskuelig, nu hvor du står på tærsklen til selv at blive mor for anden gang. I den situation du er i nu, skal det helst bare være forventningens glæde, der fylder, og ikke konflikter med familiemedlemmer. Derfor tænker jeg også, at det måske er lige netop hvad du skal: koncentrere dig om den lykkelige begivenhed, der snart finder sted, og parkere konflikten med din mor for en stund.

Det er naturligvis langt lettere sagt end gjort, for en sådan konflikt kan ikke undgå at fylde i bevidstheden. Men samtidig har du også gjort præcis hvad du skal i konflikten: du har været rummelig og du har vist, at når din mor er klar til at snakke, så er du der. For mig at se ligger bolden hos hende nu.

Undgå unødig stress

Eftersom det kan højne dit stressniveau unødigt, at konflikten ligger i baghovedet og rumsterer, vil det være rigtig godt for dig at øve dig i at sige til dig selv, at bolden ligger hos din mor nu, og at du har gjort hvad du kan. Det er meget vigtigt, at du holder på de grænser du har sat, og ikke lader hende overskride dem. Så passer du bedst på dig selv.

Jeg tænker, at der måske kan være en pointe i, at din mand/kæreste overtager kontakten med din mor. Bare for en periode, indtil du har mere overskud til at håndtere hende igen. Det kan få konflikten til at fylde mindre i din bevidsthed. Derudover tænker jeg, at det vil være godt hvis andre fra din familie, fx din søskende, hvis du har sådan nogle, din far, eller en af din mors søskende, hvis hun har nogen, igen italesætter over for din mor, at det vil være godt hvis hun bliver undersøgt nærmere af en læge. Jo flere I er der siger det, des større resonans vil det formentlig have hos hende.

Opsamling

Familiekonflikter er altid svære, og når de ovenikøbet handler om mentale udfordringer, som den lidende ikke vil indse er en realitet, bliver de ikke nemmere. Men du kan hvile i, at du har gjort alt det rigtige og det bedste du overhovedet kan, for at håndtere konflikten. Resten er op til din mor. Jeg håber meget for dig, at hun vil tage til lægen og blive undersøgt. Om ikke for hendes egen skyld, så for alle jer andres.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Nanna