Lige ansvar mellem forældre

Spørgsmål

Tuttimor, 32 år, kvinde, ja

Hejsa Jeg er mor til min søn på halvandet og jeg er rigtig glad for rollen som mor og trives efterhånden i mit nye liv. Men jeg føler ikke min kæreste, barnets far, har lavet den samme omstilling som jeg. Det er mig der står for det huslige, planlægning af alt fra hvornår der skal købes flyverdragt til ferier og barnedåb. Jeg ser 100 % min familie som det vigtigste og vil meget hellere have en alene aften med kæreste eller med både kæreste og søn, end en aften ude alene. Jeg savner ikke byture eller at drikke mig fuld. Men min kæreste glæder sig som et lille barn når han får mulighed for at komme ud og væk fra os. Selvfølgelig skal der også være plads til det, men jeg forstår bare ikke det behov skal være så stort og så ofte. Nu er vores søn halvandet og mange spørg om vi skal have en mere. Men jeg føler ikke jeg har lyst til flere børn, når min kæreste ikke tager sit ansvar til sig, for jeg kan ikke overskue at skulle have endnu et barn og samtidig gøre det samme ting jeg gør nu. Er jeg unormal fordi jeg tænker sådan og kan jeg godt kræve det af min kæreste? Og hvad skal jeg gøre for at min kæreste engagere sig mere i vores familie, det huslige pligter, planlægningen og ikke mindst hans ansvar? Mvh tutti mor


Svar

Kære Tutti mor,

Når man har oplevelsen af, at ens kæreste ikke er ligeså engageret i forældrerollen og familielivet som man selv er, kan det være kilde til stor frustration og megen forvirring. Derfor kan jeg også godt forstå, at du bliver i tvivl om, hvad du kan og skal stille op, og hvilke krav du kan tillade dig at stille. Jeg kan trøste dig med, at du på ingen måde er den eneste, der har det på denne måde og som går med den slags tanker.

Manglende engagement eller ubevidst rollefordeling?

Mange kvinder har en oplevelse af, at de er langt mere engagerede i familielivet og de huslige pligter end deres mænd/kærester. Det kan der være mange grund til. I nogle tilfælde er det fordi der er et reelt forskel i engagement, hvor kvinden er mere engageret end manden. I andre tilfælde er det et spørgsmål om, at der er sket en, mere eller mindre ubevidst, rolle- og ansvarsfordeling i parforholdet, der har gjort, at kvinden står for meget af det huslige og familiemæssige.

Ofte er vi kvinder slemme til at påtage os alt for meget ansvar, og “bare lige” gøre tingene selv, for så ved vi, at det bliver gjort på den måde og på det tidspunkt vi gerne vil have det. Og så brokker vi os bagefter over, at vores mænd ikke hjælper nok til, ikke tager nok ansvar og ikke engagerer sig nok.

Som kvinde handler det derfor ofte om at give slip og at turde give noget af ansvaret fra sig – og ikke mindst at kunne acceptere, at tingene så ikke nødvendigvis bliver gjort lige når man havde bestemt sig for, at det skulle ske, eller lige på den måde, som man selv ville have gjort det. Hvis din kæreste skal engagere sig mere og tage mere ansvar, så er du også nødt til at give slip på kontrollen og overlade noget af ansvaret 100% til ham – uden at blande dig. For mange er det ekstremt svært, fordi det ligger så dybt i os at påtage os ansvaret for, at hjemmet fungerer og børnene har det godt.

Forskellige behov

Det er naturligvis ikke sikkert, at det er et spørgsmål om kontrol, ansvar og roller. Det kan ligesåvel være et spørgsmål om behov. Du giver i dit brev udtryk for, at du og din kæreste har forskellige behov, og du stiller dig uforstående over for hans, i din optik, store behov for at komme ud alene. Når man bliver mor er der mange kvinder, der oplever, at alt andet i tilværelsen bliver mindre vigtigt – de er 100% mor, og glemmer i farten, at de også er kæreste, kvinde, veninde og “jeg” – fordi rollen som mor bliver altoverskyggende og bliver det eneste vigtige.

Fordi vi kvinder rent biologisk er hard-wired til at skulle bruge al energi og alle ressourcer på at tage os af det lille barn, sættes alle andre personlige (og ofte også fysiske) behov på pause. Behovet for at være andet end mor går derfor for langt de fleste på standby, og behovet for nærhed og kontakt med andre gør også, da dette behov opfyldes af barnet. Men dette gør sig ikke i samme omfang gældende for mænd.

Mænd er nemlig biologisk hard-wired til at skulle forsørge familien på et fysiologisk plan, og har derfor ikke den samme naturlige emotionelle kontakt til barnet som moderen har. Det betyder ikke, at din kæreste elsker jeres søn eller dig, men det betyder, at han har lettere ved at være adskilt fra jer, og måske også har et større behov for at være det – fordi han ikke i samme grad som du og din søn får opfyldt sit behov for nærhed og kontakt i hjemmet. Dette kan være en forklaring på, hvorfor han hurtigere har et behov for at komme ud – slet og ret fordi han, rent biologisk, ikke oplever den samme tilfredsstillelse af de personlige og opmærksomhedsmæssige behov.

For nogle – og det gælder både mænd og kvinder – kan livet i babyboblen blive for meget, hvorfor de kan få behov for et afbræk. Et sådant afbræk kan fx være en tur i byen med vennerne eller en tur på café med en veninde. Og det kan være rigtig sundt at tage et afbræk, da det ofte betyder, at man kommer tilbage med fornyet energi. Så måske kan det hjælpe at se din kæreste byture som hans måde at lade op på, og hans måde at sikre, at han kan være den allerbedste far, når han er sammen med jer.

Usikkerhed?

At din kæreste oftere end dig har brug for at komme ud og væk kan også være et udtryk for, at han er usikker i rollen som far. Er man usikker i en given rolle i sit liv kan det være tiltrængt med jævnlige pauser fra rollen, hvor man for en stund kan lægge den på hylden og ikke forholde sig til den. Det er ikke sikkert, at det er det, der er på spil for din kæreste, men det kan det være. Hvis det er det, der er på spil, er det vigtigt, at du er rummelig og lydhør over for hans usikkerhed og møder ham med et “vi er i det her sammen. Jeg ved heller ikke hvad jeg laver halvdelen af tiden, men vi skal nok klare det sammen.” Rigtig mange, både mænd og kvinder, er nemlig enormt usikre i rollen som forældre, fordi de aldrig har prøvet det før, og fordi det ikke er noget man kan øve sig i eller lære på forhånd. Det er learning by doing, og man bliver kastet hovedkulds ud i det. Derfor er det også vigtigt, at I støtter og hjælper hinanden til at blive de bedste forældre I kan, og at I ikke har en forventning om, at I klarer det perfekt fra starten. For det er der ingen, der gør. Som forældre gør vi det bedste vi kan, og så lærer vi hen ad vejen.

Tal sammen

Uanset hvad der ligger til grund for din oplevelse af den skæve ansvarsfordeling hjemme hos jer vil jeg anbefale, at du og din kæreste tager en snak om, hvordan ansvaret er fordelt hjemme hos jer lige nu, og hvilke ønsker I hver især har til fremtiden. For dine bekymringer og betænkeligheder er helt reelle, og det er vigtigt, at du får dem italesat over for din kæreste, så han ved hvordan du har det. Samtidig er det også vigtigt, at du giver plads til, at han kan fortælle hvordan han oplever det, hvilke eventuelle udfordringer han ser, og hvordan han godt kan tænke sig, at tingene skal være hjemme hos jer. Og så er det vigtigt, at I hver især får fortalt om jeres behov for nærvær og for samvær med hinanden og andre, hvad der ligger til grund for, at de er som de er, og hvilke ønsker I har til hinanden.

Når du oplever, at din kæreste ikke tager ansvar for det huslige og familiemæssige kan jeg godt forstå, at idéen om et barn mere virker uoverskuelig. Men måske har han en helt anden opfattelse af, hvordan tingene fungerer hjemme hos jer, og måske går han i virkeligheden og gør en masse ting, uden du lægger mærke til dem. Uanset hvad der er tilfældet er det væsentligt, at I får talt sammen og får lagt kortene på bordet, så der ikke går og opbygger sig frustration i dig/jer.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker jer alt det bedste!

Mange hilsner,

Nanna