Min 6 årige har svært ved at tyde andres grænser

Spørgsmål

Katrine, 44 år, kvinde, ja

Hej Brevkasse Vi er en familie på 5; min mand og jeg og vores tre børn; tvillinger, en pige og en dreng og en ældre søster på 9 år. Vores børn trives og er glade og trygge, vil gerne i skole og har alle tre kammerater og fritidsaktiviteter. Min søn har altid været en med en masse krudt bagi – han er også ret kvik og finder derfor på alverdens ting, som det er umuligt at forudse. Samtidig er han en meget kærlig dreng. I hans børnehavetid fik han ofte megen skældud og vi fik tit afvide at han nu havde lavet ulykker. Vi har også holdt forskellige møder – i ønsket om at mindske de ulykker. Nu er han startet i skole og det er næsten magisk at opleve hvor godt det er for ham. Vi har markant færre konflikter herhjemme og han er vokset så meget – vi tænker at han har haft virkelig godt af det miljøskifte ligesom han nu bliver stimuleret meget mere intellektuelt. Den sidste rest som er tilbage er, at han virkelig har SVÆRT ved at afkode andres grænser. Der er et indlæg tidligere hvor er mor beskriver det så fint ift sin treårige. Min søn forstår ikke at andre ikke bryder sig om lige at få et slag på skulderen når han løber forbi (når vi taler med ham om det siger han, men jeg gav bare et lille klap som en slags “hej”). Han har også svært ved at stoppe hvis han fx leger en vild leg med andre (vi ser det oftest herhjemme med sine søstre). De prøver at sige stop mange gange, men han stopper bare ikke. Min søn har et meget udviklet sprog – alligevel bruger han det ikke når han bliver sur, istedet slår han. Han beskriver det selv som om, at det går så stærkt i situationen. Han tænker ikke, han slår bare hvis han føler sig presset eller noget ubehageligt sker. Endnu er han vellidt i sin klasse, og blandt kammerater. Men vi bekymrer os selvfølgelig for om dem omkring ham en dag ikke gider ham mere. Vi hr et supergodt samarbejde med han 0klasse lærer og hun oplever det samme. Det er også som om at han ikke er klar over hvor stærk han er blevet – det kan gøre virkelig ondt når han slår/skubber/giver et hej slag. Min mand og jeg ved ikke hvad vi stiller op. Vi kan ikke undgå at blive virkelig sure på ham ind i mellem, fordi det er så frustrerende. Men det hjælper jo ingenting – tværtimod! Kan du hjælpe os? Vi har en fornemmelse af at han ikke helt er så god til at fornemme hvor hans egen krop slutter og hvor andre starter og at man ind i mellem skal respektere at andre gerne vil være i fred. I BH har de brugt nogen afslapning/mindfulness, som han elsker. Han vil også gerne nusses med. Jeg tænker om man ad den vej kan gøre ham opmærksom på sin egen krop? Ligesom jeg er sikker på at vi kan blive bedre til at møde ham i situationerne frem for at blive sure. Med til vores historie hører at jeg hele sidste år var syg med brystkræft – vi har været helt åbne overfor børnene og de (og jeg) har det godt. Og dette med min søn har stået på fra han var lille så det er ikke en reaktion på min sygdom. Vi ser frem til at høre fra Jer. Kh Katrine


Svar

Kære Katrine,

Hvor er det dejligt at se, at du reagerer på din søns adfærd på et tidspunkt hvor den er udfordrende og til tider problematisk, men endnu ikke har fået nogen personlige eller sociale konsekvenser for ham – med andre ord, på et tidspunkt hvor der er god mulighed for at ændre på den og “tage den i opløbet”.

Fornemmelse for egen krop

Du skriver, at du har oplevelsen af, at din søn ikke helt har en fornemmelse af, hvor hans egen krop slutter og hvor andre starter, og at det nogen gange gør, at han har svært ved at forstå, at andre bare gerne vil være i fred. Jeg får også indtrykket af, at det er din oplevelse, at din søn ikke helt har fornemmelse af, hvad det gør ved andre, når han, i bedste mening, giver dem et slag eller et skub, når han løber forbi dem.

Som du også selv er inde på, lyder det til, at din søn mangler en fornemmelse for sin egen krop, og mangler en forståelse for, hvad hans fysiske handlinger gør ved andre. Mindfulness og (børne)yoga, er rigtig gode metoder til at få større fornemmelse for sin krop. Og så kan det være rigtig dejligt at gøre sammen, da det kan danne grundlag for mange nærværende og hyggelige stunder med tid og ro til hinanden.

Der ud over kan du også lave øvelser med din søn, hvor du stille og roligt trykker ham med flade hænder over hele kroppen. Til en start kan det være en god idé at fortælle ham, hvor du trykker, fx “Nu trykker jeg dig under fødderne”, “Nu trykker jeg dig på lægmusklerne”, “Nu trykker jeg dig på underarmene” osv. Siden hen kan du trykke ham, og så spørge om han kan mærke, hvor du trykker. På den måde kan han blive bedre til at mærke og fornemme sin krop. Derudover kan det være en rigtig god metode til at skabe ro i en urolig krop.

Når din søn udfolder sig fysisk på en uhensigtsmæssig måde kan det også være en god idé at hjælpe ham med at mærke sin krop ved igen at trykke ham, eller ved at holde om ham. Du skriver, at din søn nogen gange kommer til at slå de andre børn, når han egentlig bare vil sige hej. I gør det sikkert allerede, men hvis ikke er det en rigtig god idé at snakke med ham om, at det er bedre at sige hej med sine ord end med sine hænder, da det ikke er så rart for de andre børn at blive slået.

Nogle børn kan finde på at sige ting som “Jamen det var ikke mig, der kastede sand på Viggo, det var mine arme, der gjorde det helt selv” som et udtryk for, at de ikke rigtig har nogen forklaring på, hvorfor de kastede sand, men at det bare føltes “rigtigt” i øjeblikket. Som regel kan man snakke med barnet om, hvad der ligger til grund for handlingen, ved at tilbyde det forskellige årsager – måske ødelagde Viggo barnets sandslot, måske gjorde Viggo ikke lige det barnet havde tænkt Viggo skulle gøre i legen, måske sad Viggo det forkerte sted i sandkassen – og på den måde åbne op for en snak om, hvilke handlemønstre, der er mere hensigtsmæssige, når man oplever en frustration eller irritation.

Svært ved at stoppe i leg

Du skriver, at din søn til tider har svært ved at stoppe, når en god leg bliver for vild, og de andre børn i legen siger stop. Jeg tænker at dette formentlig er udtryk for, at din søn bliver så optaget af og engageret i legen, at han mister fornemmelsen for sin egen og andres kroppe, følelser og behov. Her kan det være rigtig godt, i det omfang det er muligt, at gribe ind i legen, så snart I kan mærke, at han ikke hører de andres ønske om, at lege skal stoppe. Grib ind ved at sætte legen på pause og bede ham lytte til, hvad de andre siger, og om at kigge på, hvordan de ser ud i hovedet. På denne måde får han også koblet ansigtsudtryk og følelser sammen.

At gribe ind behøver ikke at foregå med skældud. Det kan blot være at tage ham i hånden, for at “grounde” ham, rent fysisk, derpå få øjenkontakt med ham (hvis det er svært at opnå, kan det hjælpe at ae ham på kinden), og så stille og roligt sige, at nu tager vi lige en pause, fordi de andre ikke synes det er sjovt længere. Og så bede ham se de andre, og, hvis muligt, bede de andre fortælle, hvorfor legen ikke længere er sjov for dem. Det vil hjælpe din søn til at mærke både sig selv og sine legekammerater, og til at blive bedre til at sætte sig i deres sted.

Godt sprog, men alligevel slag

Du skriver, at din søn har et godt og veludviklet sprog, men at han alligevel slår eller på anden måde reagerer fysisk, når han bliver sur eller presset. Dette vil som oftest være et udtryk for, at frustrationen inden i ham bliver for stor, og han derfor går på autopilot og reagerer impulsivt. Selvom din søn er veltalende og har et godt og nuanceret sprog, kan det være svært for ham at reagere sprogligt, når han mærker frustrationen boble op i kroppen. Her kan det være rigtig godt at tilbyde ham alternative fysiske reaktionsmønstre fremfor sproglige – eksempelvis at slå i en pude, at trampe hårdt i gulvet, at skrige ind i en pude, at lægge sig på ryggen på gulvet og spjætte vildt med arme og ben, eller noget helt femte. For når man bliver vred eller frustreret kan det føles som om, at det eneste, der kan få denne følelse til at gå væk, er et fysisk afløb. Og har man behov for det, må man finde en hensigtsmæssig måde, som ikke er til skade for én selv eller andre.

Ros

Når det lykkes for din søn at stoppe, når andre siger stop, eller slå i en pude i stedet for at slå andre, når han bliver vred og frustreret, er det en rigtig god idé at rose ham for det. Ros ham, når I ser, at han mest af alt har lyst til at slå sin søster, men formår, på trods af sine store følelser, at slå i gulvet eller i puden ved siden af hende i stedet. For det er mega sejt gået, når det lykkes ham, og det må han gerne få at vide.

Derudover har ros også den effekt, at det barnet får ros for vil det naturligt få lyst til at gøre mere af. Og man kan rose for stort set alt; “Sådan! Mega godt gået, at du slog i gulvet i stedet for at slå din søster”, “Ej hvor var det bare godt, at du sagde hej med dine ord i stedet for at sige hej med din hånd”, “Flot at du var så god til at høre efter, da din søster sagde stop – du stoppede jo lige med det samme du hørte det!” Det kan føles kunstigt i starten, men ret hurtigt mærker man at det virker, og ret hurtigt bliver det også naturligt for én som forælder.

Når mor og far bliver sure

Du skriver, at du og børnenes far kan blive bedre til at møde din søn, når han opfører sig uhensigtsmæssigt i stedet for at blive sure. At man som forælder reagerer ved at blive vred eller sur er helt naturligt, og er, som det ofte også kommer til udtryk hos din søn, en impulsiv reaktion. Og når barnet ikke opfører sig ordentligt har man som forælder ofte et behov for at “straffe” barnet i et eller andet omfang – hvilket ofte kommer til udtryk som skældud og vrede. Problemet er bare, at barnet ikke rigtig lærer noget af at blive mødt med surhed og skældud. Det lærer, at det har gjort noget forkert, men det lærer ikke hvad det kan gøre i stedet for, så næste gang det står i samme situation vil det handle på samme måde. Vrede og surhed er altså helt naturlige reaktioner, men det er bedst at undgå dem, da de ikke er udpræget frugtbare.

Det bedste I kan gøre er du allerede inde på: at møde jeres søn i situationen. Det kan være rigtig svært, når man mærker at man selv bliver frustreret og vred, fordi ens overskud og evne til at tænke klart er derefter. Men jo mere man prøver, des nemmere bliver det. Det er vigtigt at I bevarer roen, og taler stille og roligt med jeres søn om, hvad der gik galt, hvad hans intentioner var og hvorfor den adfærd han udviser ikke er i orden. Og samtidig tilbyde ham alternative handlemuligheder.

Når I mærker frustrationen og mærker, at I bliver sure og får lyst til at skælde ud, så træk vejret, tæl til 10, gå væk fra situationen et øjeblik, og kom tilbage når I er klar til at snakke med ham, uden at blive sure. På den måde vil I meget bedre kunne rumme det, og jeres ord vil også skabe mere resonans i ham.

Opsummering

Som jeg ser det, er I rigtig godt i gang med at hjælpe jeres søn godt på vej ind i hensigtsmæssige handlemønstre. Og noget af det I kan gøre for at hjælpe ham yderligere, er:

  • Kropsterapi/mindfulness, hvor I hjælper ham til at blive bedre til at mærke sig selv og sin krop
  • Gribe ind i lege, der bliver for vilde, og hjælpe ham til at høre, se og forstå andre børns signaler
  • Tilbyde ham alternative fysiske handlemuligheder, når han agerer og reagerer uhensigtsmæssigt
  • Rose ham, når han klarer det godt, og når han trodser sin egen impulsivitet
  • Øve jer i at møde ham, i at se hans intentioner i situationen, og i at tale med ham om, hvordan han kan handle, så alle har det rart

Jeg håber I kan bruge svaret, og ønsker jer alt det bedste!

Mange varme hilsner,

Nanna