Min datter gået i stå

Spørgsmål

Rikke, 44 år, kvinde, nej

Min datter er 17 år men bliver snart 18. I slutningen af sommerferien fik hun en kæreste som lige havde afsluttet 3G. Der gik ikke længe inden deres forhold var det altoverskyggende i hendes liv. 3 dage inde i 2G kom hun hjem og sagde hun ville droppe ud af gymnasiet. Hun kunne ikke overskue det og kunne ikke lide sin klasse. Studievejlederen på skolen sagde ikke meget til det. Det var “forståeligt” sagde han. Vi forsøgte at tale fornuft, men intet hjalp. Min fornemmelse var at det var den kæreste som trak. Fordi ham ikke lavede noget efter hans skole var slut. Men det nægtede hun. Aftalen var så at hun skulle finde et job med flere timer udover sit fritidsjob og hun skulle spare penge op. Det skete aldrig. 3 mdr er gået. Hun har ikke søgt et eneste job. Hendes forhold til kæresten er så problemfyldt og fyldt med drama, at hun dårligt har kunne passe sit fritidsjob som gennemsnitligt ligger på 6-7 timer om ugen. En til to gange ugentligt er deres forhold så presset at hun bare ligger i sengen med sin telefon, græder, er sur, hysterisk, tvær. Så er alt godt i nogle dage og så starter det forfra. Hun fortæller indimellem om problemerne med kæresten, men så snart man stiller spørgsmål eller giver råd, så lukker hun af. Selvom alle hendes veninder siger hun bør droppe ham, så vil hun ikke. Hun finder sig i alt og lader sig udnytte. Hun ser ikke særlig mange veninder mere. Sidder nærmest kun og venter på at se ham. Hun ligger i sengen hele dagen når hun ikke ser ham. Har konstant sin telefon i hånden. Tjekker den om natten. Når jeg prøver at tale med hende om job og vores aftaler bliver hun sur, afvisende og gentager blot “der er ikke min skyld at….” alt muligt. Taler vi om fremtid og skole siger hun “jeg er ikke klar”. Alle samtaler ender altid i konflikt. Hun tjener derfor næsten ingen penge. Hun laver ingenting. Hun gider ingenting. Når hun er i sit sorte hul skriver hun til mig. Det starter altid med “jeg hader mit liv” og alting handler altid om kæresten. Jeg har talt med headspace ungerådgivning som var rigtig søde. Hun gav mig nogle råd til at lokke min datter til at tale med dem. Men i en måned har jeg forsøgt at overbevise hende om at hun har brug for hjælp og nogle at tale med. Hun nægter og gentager blot “jeg vil ikke tale med fremmede”. Jeg har forsøgt alle indgangsvinkeler. Intet hjælper. Hun er passiv og modbydelig hjemme. Taler ofte grimt og respektløst. Er ligeglad med os alle sammen i hjemmet. Hele hendes liv drejer kun rundt om det forhold, som tydeligvis er så usundt. Hun har så mange følelser indeni som hun tydeligvis ikke ved hvordan hun skal håndtere, hun gær jo heller ikke kærestens liv lettere, men kan slet ikke se at hun har nogle dårlige mønstre. Det skal også siges at hun hat haft et forhold før, som var fuldstændig ligeså problemfyldt. Hun kan ikke undvære dem, når hun har en kæreste. Ham slog dog op me døende efter et par måneder og holdet fast. Så hun kom videre dengang. Nogle dage når kærsteproblemerne er store, går hun ikke i bad, spiser ikke, drikker ikke. Kan nærmest ingenting. Kærrsteproblemer består oftest i at drengen udtrykker tvivl om sine følelser for hende. At han bliver “kold” overfor hende. Men han kommer altid tilbage på en eller anden måde i læbet af nogle dage. Han afslutter det ikke, men kan godt lad hende vente nogle dage hvor hun ligger i sengen sombrskrevet ovenfor. . Og hun kan og vil ikke afslutte det, uanset havd han siger og skriver til hende. Når de er sammen i deres bobbel, er alt godt og hun er glad. Som mor er jeg ved at gå i opløsning. Jeg føler jeg prøvet alt. Jeg er bekymret for hende. Både mht fremtid, job og uddannelse. Men endnu mere hendes psykiske tilstand. Jeg er frustreret over at hun ikke selv kan se der er noget galt. Jeg er møg irriteret over at hun ikke gider tjene penge til sit forbrug og er bare begyndt at lukke kassen i. Det giver sindssygt mange konflikter alt sammen og nogle gange er jeg så frustreret at jeg har lyst til at bede hende om at finde sig et andet sted at bo. Men det er jo ikke en løsning og uden et job eller en base som skole osv, så går det jo slet ikke. Samtidig ved jeg ikkemhvor længe vi som familie kan holde til mere. Hendes humør og tilstand bestemmer hele familiens tilstand altid. Og mit velbefindende er dikteret af hendes velbefindende som i flere måneder har været rigtig dårligt. Og jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre for at få hende til at indse at der skal ske et eller og at det ikke kan fortsætte sådan her. Mvh. En frustreret teenage mor


Svar

Kære Rikke,

Din datter lyder til at være en stor udfordring for dig i øjeblikket, og jeg kan godt forstå du bliver frustreret. Det er så hårdt at se på, at ens kære ikke trives. Og når man ude fra tydeligt kan se hvad årsagen til deres mistrivsel er, bliver det endnu mere frustrerende, når de ikke vil lytte til én. Problemet er bare, at selvom man modtager nok så mange velmenende råd, og nok så mange mere eller mindre diskrete hints om, at det man er i måske ikke er det bedste, så kan det være enormt svært at (ind)se, når man står midt i det.

Du gør det godt

Jeg vil gerne starte med at sige, at du gør det rigtig godt. Du lytter til din datter, du giver hende medbestemmelse, I taler om tingene når I ikke er enige, og du lader hende følge det spor hun gerne vil, selvom det ikke er dit drømmescenarie. Du viser at du stoler på hende og at du har tillid til, at hun kan tage vare på sig selv – eksempelvis i jeres aftale om, at hun kan droppe ud af 2.g, selvom det ikke huer dig, hvis hun finder et arbejde i stedet.

Og alligevel oplever du, at selvom du lytter, selvom du giver hende medbestemmelse, selvom I taler sammen, og selvom I indgår aftaler, så mistrives hun stadig, jeres aftaler bliver ikke overholdt og hendes velbefindende begynder at påvirke jeres familie som hele. Det må være umådeligt frustrerende.

Hvad kan du gøre?

Selvom du allerede har prøvet meget – ja, nærmest alt – tænker jeg, at der stadig er to ting, du kan prøve.

Tal og lyt

Den første er at tale med og lytte til din datter. Det lyder banalt og du har gjort og gør det allerede rigtig meget. Men du skriver, at jeres samtaler som oftest ender i konflikt. Derfor tænker jeg, at det måske kan være et spørgsmål om at tage en lidt anden tilgang til jeres samtaler.

Når man taler med nogen, der står i en uhensigtsmæssig situation, og som ikke trives, kan ens velmenende råd om, hvad vedkommende kan gøre for at få det bedre, for modtageren nemt komme til at føles som angreb, som irettesættelser, og/eller som bedrevidenhed – også selvom dette på ingen måde er intentionen. Dette skyldes, at når man konfronteres med de aspekter af ens liv, der ikke helt spiller, er den nemmeste reaktion at gå i forsvar, i stedet for at erkende, at man har nogle udfordringer. Og går man i forsvar har man også mulighed for at gå til modangreb. Erkender man derimod eksistensen af udfordringerne bliver man også nødt til at handle på dem og forsøge at ændre på dem. Og det kan være rigtig svært.

Ud fra det du skriver lyder det til, at det netop er det, der sker, når du og din datter taler sammen. Derfor tænker jeg, at det kunne være et forsøg værd at prøve at tale med hende igen, men hvor samtalen er renset for alle råd, formaninger og ændrings- og handlingsforslag. Samtalen skal udelukkende være dig, der nysgerrigt og åbent spørger ind til, hvordan hun har det, uden at forsøge at løse det for hende. Det kan være virkelig svært “bare” at lytte, for som forælder vil man så gerne hjælpe sit barn til at få det bedre. Men i denne situation, og med den dynamik, der er hjemme hos jer i øjeblikket, tror jeg du vil opleve at nå længere med denne tilgang, end med “løsningstilgangen”.

Når din datter mærker, at du lytter til hende, uden at forsøge at ændre på noget, vil hun føle sig hørt, og hun vil mærke, at du er der for hende, og er “på hendes side”. Dette vil formentlig give hende øget lyst til at lukke dig ind, og til at komme til dig, når der er noget, der går hende på. På denne måde vil I langsomt få opbygget en alliance, som stille og roligt gør hende mere lydhør over for dine input til hendes situation.

Anonym rådgivning

Du skriver, at du har foreslået din datter at henvende sig i Headspace, men at hun ikke ønsker at tale med fremmede. Når man har det svært kan det være enormt grænseoverskridende at fortælle andre om det. Ikke desto mindre er det rigtig vigtigt at få det sagt, når der er noget, der går én på. Så jeg synes dit forslag er rigtig godt, men jeg kan samtidig godt forstå, hvis din datter synes det er skræmmende. Derfor tænker jeg, at det måske kan være en idé for hende at opsøge anonym rådgivning i chat- eller brevkasseform, hvor hun ikke behøver at sidde ansigt til ansigt med et fremmed menneske, og fortælle hvordan hun har det. Chat og/eller brevkasse kan føles mere sikkert og mindre sårbart, fordi man som bruger kan lukke og slukke, hvis det bliver for meget, og fordi man som bruger kan fortælle om sine inderste tanker og følelser, uden at nogen kan se, hvordan det påvirker én.

Cyberhus er et godt bud på en sådan åben, anonym, digital rådgivning. Cyberhus har eksisteret i 15 år, og henvender sig til børn og unge mellem 9 og 23 år. Chatten har åbent fire dage om ugen, hvor kompetente voksne rådgivere sidder klar til at tale med de unge om deres udfordringer. Brevkassen er åben alle ugens dage hele året rundt, og alle får svar. Her er det også kompetente voksne rådgivere, der svarer på spørgsmålene, og ligesom i chatten kan man skrive ind om alt mellem himmel og jord – intet problem og ingen udfordring er for stort eller for småt.

Ydermere er der et rigtig godt ung-til-ung forum på Cyberhus, hvor de unge kan få råd og vejledning af hinanden – her blander de voksne sig udenom. Tonen er rar, de unge tager hinanden seriøst, og det er nogle virkelig gode råd og tanker de har til og om hinandens udfordringer. Nogle gange skaber det mere resonans, når rådene kommer fra andre unge – også selvom de er identiske med dem, man som forælder/voksen har givet. Det at opleve at have nogen at spejle sig i, og få fornemmelsen af at høre fra nogen, der står eller har stået i samme situation som én selv giver en helt anden velvilje mod det, der bliver sagt, end når det kommer fra ens mor, som er tudsegammel, som var ung for ca. en milliard år siden, og som stensikkert ikke har prøvet at have det som jeg har det lige nu, så det kan hun slet ikke forstå. Og det, at det er unge, som din datter ikke kender personligt, og derfor ikke er følelsesmæssigt investeret i, som siger det samme som du og hendes veninder, kan også gøre et andet, og dybere, indtryk på hende.

Opsamling

Det er tydeligt, at der er behov for, at der sker noget, for som du selv skriver, kan det ikke fortsætte som det er nu, da det ikke kun går ud over din datter og dig, men faktisk hele jeres familie. Jeg håber derfor, at hvis du øver dig i at lytte – og kun lytte – til din datter, og samtidig skubber hende i retning af at opsøge anonym digital rådgivning, at du vil opleve, at din datters trivsel øges, at hun bliver bedre til at indse, at der er nogle uhensigtsmæssige udfordringer i hendes liv, og at både din, hendes og jeres families tilstand bedres.

Jeg håber du kan bruge svaret, og ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Nanna