min farfar

Spørgsmål

Emilie, 16 år, kvinde, nej

Hej, jeg er en pige på 16 år, jeg er lige startet i 9 klasse, jeg har det rigtig svært her for tiden, så det var bare om i kunne hjælpe mig med det. Min farfar er lige død, han døde i sommerferien, men jeg har et lille problem, for der er en ting som jeg ikke kommer til at glemme, enden han sov ind. jeg var ikke med inde på hospitalet der det skete, men det var min bror, han fortalte at der han sad helt alene med min farfar, råbte min farfar hele tiden “Conni Conni jeg gider ikke mere” og sådan forsatte det en til at han sov ind. Kan i hjælpe mig, for jeg sover nærmest ikke og jeg vil helt ikke snakke med min mor og far om det. Det var bare om i har et rigtig god råd til at jeg ikke kommer til at huske det hele tiden igen og igen.


Svar

Kære Emilie,

Jeg kan godt forstå, at fortællingen fylder for dig. Det lyder voldsomt og må også have været en ubehagelig oplevelse for din bror.

Du skriver, at det bliver ved med at køre rundt i hovedet på dig, og at du har svært ved at sove. Når man hører om noget voldsomt og ubehageligt – i nyhederne, i en film, i en bog eller ved at én fortæller om det – kan man få nogle meget livagtige billeder for sit indre blik som det kan være rigtig svært at slippe af med igen. Det lyder til, at det godt kunne være det, der er sket for dig.

Når man har en sådan oplevelse er det vigtigt, at man får talt den igennem med nogen. Du skriver, at du helst ikke vil tale med din mor og far om det. Det er helt fair og naturligvis dit eget valg. Og heldigvis er der også andre end dine forældre, du kan tale med om det. Jeg tænker, at det kunne være godt for både dig og din bror, at I to får talt oplevelsen igennem. For at kunne bearbejde hændelsen – uanset om man har oplevet den direkte eller om man har fået den fortalt – er det vigtigt at tale med nogen om, hvad det har gjort ved én. Det der kan være fordelen for både dig og din bror i at tale med hinanden, er at det kan være “rensende” for jer begge to. Du kan får svar på nogle af de spørgsmål du måske har om selve episoden, og han kan få lettet sit hjerte og få det talt igennem med nogen.

At få sat ord på alle de følelser og alle de tanker man har kan gøre dem mere håndgribelige, og samtidig gøre, at de ikke længere fylder ligeså meget inde i hovedet. Når man sætter ord på, og taler tingene igennem, konfronterer man de svære følelser og tanker og tager livtag med dem, frem for at prøve at flygte fra dem. Og det er den bedste måde til at mindske deres “magt” over ens tanker og følelser. Og over ens søvn (eller mangel på samme).

Hvis det er for svært at tale med andre om det, er der mange, der finder stor hjælp i at skrive et brev, hvor de beskriver alle deres tanker og følelser. Nogle har brevet liggende i en skuffe, og viser det aldrig til nogen. Andre bruger det som en samtalestarter, og som et udgangspunkt for den samtale de skal have med deres mor/far/bror/veninde om det, der er sket.

Nogle har også stor gavn af at skrive i en brevkasse – akkurat som du har gjort her. Men brevet eller brevkassen skal helst “kun” være et første skridt på vejen til at tale med nogen om det. Det er et vigtigt skridt, og det er et stort skridt, og det er virkelig sejt af dig, at du har gjort det. Men det er “kun” et første skridt. For det er mindst ligeså vigtigt, at du får talt oplevelsen igennem med nogen.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Nanna