Min kærestes teenage-datter...

Spørgsmål

NK82, 36 år, kvinde, nej

Hej Brevkasse Min kæreste og jeg flyttede sammen for godt 2 år siden. Han har to børn på hhv. 11 og 15 (dreng og pige) og jeg har en datter på 6. De to mindste svinger rigtig godt og vi har generelt ikke de store ‘udfordringer’ med deres gøren og laden. Den ældste (pige) har dog altid haft forskellige udfordringer. Fra børnehaven og helt op til 7. klasse har hun følt sig udenfor/mobbet af sine jævnaldrende. Og i en periode i de mindre klasser troede hendes forældre/skolen, at hun måske var ordblind, men hun blev testet – og det var hun ikke… Hun skiftede skole i 7. klasse og det hjalp heldigvis. Sideløbende har hun kæmpet med vægten. Både skolesituationen og vægtproblemerne har hendes forældre (min kæreste og han ekskone) taget meget seriøst. Hun har været til læger, diætister, psykologer, skole-sundhedsplejersker etc. etc. På den nye skole fik hun et par rigtig gode veninder og vægten begyndte også at arte sig. Og for en stund tænkte vi, at nu ville hun nok blomstre lidt op og fokusere på mere positive ting. Men pludselig dukkede nye ‘problemer’ op. Hun begyndte at skære i sig selv, hun mente, at hun havde anoreksi og hun talte også om, at hun muligvis var lesbisk… Og for en periode ønskede hun en ‘pause’ fra sine veninder, som var ret uforstående (hendes forældre tjekkede, om der var sket noget, ved at ringe til de andre pigers forældre). Hendes forældre fik hende til psykolog igen. Ingen af hendes forældre, eller jeg, købte helt udmeldingen om anoreksi – hun har altid været meget madglad og vi har ofte fundet madpapir på hendes værelse, ligesom vi jo også tydeligt kunne se, at hun jo spiste helt normalt for det meste. Hun var/er også stadig overvægtig. Egentlig virkede det mere som et opmærksomhedsforsøg(?) Men vi tog det selvfølgelig seriøst, når hun bragte det på bane og talte med hende om, at det var vigtigt at få professionel hjælp til. Det samme med hendes ‘cutting’. Min kæreste så de snit, hun havde lavet med en saks og kunne konstatere, at de (heldigvis!) var få, og ganske overfladiske – og mere hørte eller så vi ikke til det fænomen, da først hun havde meldt det ud til sine forældre og psykologoen. Den lesbiske udmelding holdt også kort tid. Hun har siden flirtet med et par drenge og at dømme ud fra hendes rødmen, når emnet melder sig, er hun vist ganske heteroseksuel (ikke at det modsatte havde været et problem for hverken hendes forældre, eller mig, – hvilket de også drøftede og beroligede hende med, da de var til psykolog.) På hjemmefronten tager det en del på kræfterne og parforholdet, at der er én i en husholdning på fem mennesker, der så ofte kræver den slags opmærksomhed. – At min kæreste bekymrer sig, forstår jeg 100%, men jeg er bare ved at køre død i det. Pigen har ingen huslige pligter, udover en maddag hver anden uge (som jeg fik bragt på banen)… Hun bruger næsten al sin tid på sit værelse. Hun har aldrig haft en avis-rute eller et fritidsjob, men hun har i flere år talt om, at hun meget gerne vil babysitte. Det har vi flere gange opmuntret hende til – foreslået at hun går en tur i kvarteret med en lille flyer til postkasserne fx. Vi bor tæt på en skole og her er masser af småbørnsfamilier. Men intet sker. Hendes værelse er – klamt – i mangel af et bedre ord. Hun gemmer rådne ting (gamle madkasser, slikpapir, tyggegummi osv.) i både kasser og skuffer og under sengen. Og jeg har ofte fundet meget ulækkert undertøj, som hun har gemt væk i tasker og poser, eller smidt om bag bunkerne af rent tøj i hendes skab. Jeg er ved at miste tålmodigheden… Og det hjælper selvfølgelig slet ikke på vores parforhold, at min kærestes datter er blevet et irritationsmoment for mig. Samtidig har jeg også ondt af min kæreste – for hvad skal/kan han (og hans ekskone) gøre, som de ikke allerede har gjort? De har en god kommunikation, så de har været fælles om alle beslutninger vedr. deres datter – og de har brugt mange timer og tusindvis af kroner på at få hjælp til hende gennem tiden. Det er mig, der står for husholdingen herhjemme, og derfor også altid mig, der finder pigens ulækre gemmesteder – tit lugter det så slemt i resten af huset, at jeg simpelthen bliver nødt til at gå ind på hendes værelse og lede. Det er super grænseoverskridende at skulle gøre det som ‘stedmor’ – især til en teenagepige, men alternativet er, at vi har en lugt af mug, tis og det der er værre. Nogen spurgte så sent som i sidste uge, om vores hankat havde pisset indenfor i husets bryggers (hun har værelset tættest på)… Jeg er ved at blive godt og grundig vred – men jeg kan samtidig godt se, at hendes far og mor snart er ved at løbe tør for idéer… Og at hendes far selvfølgelig bliver dybt frustreret og såret over at skulle lytte til sin kærestes brok, hver gang den er gal igen. Hvad kan jeg gøre? Kan der gøres noget, som ikke allerede ér afprøvet? Og hvor meget kan man tillade sig som stedmor? Jeg har ikke konfronteret pigen direkte med de her irritationsmomenter, netop fordi hun altid har kæmpet med en lang række ting – og jeg derfor tænkte, at det er bedst, at hendes forældre tager sig af dén slags. Hvem har desuden lyst til at skælde ud over vasketøj eller rådne madkasser, hvis der er mere alvorlige ting at tage sig af, som fx anoreksi eller cutting? Men jeg har gennem længere tid tænkt, at det her mest af alt handler om et meget usundt behov for opmærksomhed fra hendes side. Det er lidt som om, at hun næsten opsøger ‘offer-rollen’? Er jeg helt galt afmarcheret? Og hvis ikke; hvad kan man gøre?


Svar

Kære NK82,

Jeg kan godt forstå, at du bliver frustreret, og har svært ved at finde ud af, hvad du skal stille op. For hvad er det, der er på spil for din steddatter? Og hvad er det hun gerne vil opnå?

I gør det rigtige

Det er virkelig godt at se, at I tager din steddatter seriøst, også selvom I måske har fornemmelsen af, at det hun giver udtryk for, i virkeligheden er et råb om opmærksomhed, mere end det er et udtryk for, at der er alvorlig psykisk lidelse bag.

Når det så er sagt, så er der givetvis en grund til, at din steddatter gør som hun gør. Uanset hvad grunden er, så er det essentielt, at I bliver ved med at tage hende alvorligt. Vis hende, at I er der for hende, og at I lytter til hende. Tal med hende om, hvad det er, der er på spil, når hun cutter, hvad det er, der er på spil, med hendes vægt, hvad det er, der er på spil, med hendes klamme værelse, for nu at bruge dine egne ord. I skal nok ikke forvente, at det er gjort med en samtale, og at hun fortæller jer alt, første gang I forsøger at tale med hende. Men insistér på, at I gerne vil lytte og I gerne vil snakke. Og at I ikke dømmer, men derimod er nysgerrige og blot udtrykker omsorg og bekymring.

Jeg tænker, at du som stedmor, står i en rigtig god position til at tale med hende, netop fordi du ikke er hendes mor. For de færreste teenagere har lyst til at tale med deres forældre, når livet gør ondt. Men mange vil gerne tale med en nær voksen. Allerhelst en nær ven, men hvis man, som din steddatter, ikke har en sådan, kan det være en stor hjælp at have en nær voksen at tale med. Og hvis hun ikke vil tale med dig, kan det måske være en lærer, en moster, en faster eller en kusine. Det kommer sig ikke så nøje hvem hun taler med – det handler primært om, at hun taler med nogen.

For uanset hvad det er, der fylder i hende lige nu, så er det noget, der gør, at hun bliver påvirket af det, og reagerer på en uhensigtsmæssig måde.

Identitetsudvikling

I teenageårene går de fleste igennem en udviklingsproces, hvor de eksperimenterer og prøver sig frem, for at mærke hvad der giver mening for dem, hvad der passer til dem, og hvilken type menneske, de egentlig er – de finder deres identitet.

For nogle kommer dette til udtryk som en slags “oprør”, hvor de går imod alt det, deres forældre er og står for, og prøver at finde deres egne veje – som helst skal være så langt fra deres forældres liv som muligt. For nogle er det at klippe sig skaldet eller få lavet en 10cm høj, grøn hanekam, for andre er det at begynde at klæde sig anderledes, for andre er det at søge fællesskaber, som deres forældre ikke billiger, og for andre igen er det noget helt fjerde. For de fleste skifter det, sådan at det i en periode er en ting, der bliver afprøvet, for dernæst at være noget andet, der så glider over i noget tredje, osv.

Det din steddatter udviser i øjeblikket kan på den måde være en form for teenageoprør. Dog vil jeg sige, at det du beskriver virker til at være et temmelig grelt eksempel, hvorfor jeg synes der er grund til at tage det alvorligt. Og det er vigtigt, at I ikke møder hende med formaninger og skældud. Vis hende i stedet, at I ser hendes adfærd, og at den bekymrer jer, og at I derfor gerne vil snakke med hende om, hvad det er, der er på spil.

Hvem skal tage snakken?

Jeg kan godt følge dig i, at det kan give mening, at det er din steddatters mor og far, der tager snakken med hende. Men samtidig tror jeg, at der, som før nævnt, kan være en pointe i, at du tager den. Eller i hvert fald noget af den. For jeg tror, at alle de ting og alle de udfordringer I oplever med hende, hænger sammen. Og der kan det, som nævnt, nogen gange være lettere for en teenagepige at snakke med nogen, som ikke er hendes mor eller far.

Opsøger hun offerrollen?

Du skriver, at du har fornemmelsen af, at din steddatter opsøger offerrollen. Ud fra det du skriver kan jeg sagtens følge din tankegang. Alle mennesker har behov for opmærksomhed, og får man den ikke i tilfredsstillende grad, kan det være tillokkende at søge den på andre, mere ekstreme, måder, så man på den måde gør sig ekstra fortjent til den. Det kan være, at det er det, der er på spil for din steddatter. Men som tidligere nævnt kan det også være hendes version af teenageoprør og identitetsudvikling. Og det kan også være, at der stikker noget dybere under.

Ud fra din beskrivelse af, at hun har haft udfordringer med mobning, vægt og deslige siden børnehaven tænker jeg, at hun ikke har det nemt, og at hun er offer, i en eller anden betydning af ordet. Dette kan komme til udtryk på mange forskellige måder, og, som jeg læser det, kommer det for din steddatter til udtryk i form af dårlig hygiejne på værelset, og cutting og angivet anoreksi  – alle en slags råb om hjælp.

Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at din steddatter efter et skoleskift fik nogle tætte veninder, men at hun på et tidspunkt ønskede en pause fra dem, hvilket både veninderne, deres forældre og I stillede jer uforstående overfor. Når man har været vant til at være den, der var uden for kan man siden hen have svært ved at tro på, at andre vil en det bedste. Man har måske oplevet, at man har ladet andre komme tæt på, for så at såre en eller vende en ryggen. Derfor kan det blive en naturlig reaktion, at man ikke lader andre komme for tæt på. Og når man mærker, at andre er ved at komme tæt på, at man så afviser dem, distancerer sig fra dem, og skubber dem væk. Måske var det det, der skete, da din steddatter havde brug for en pause fra sine veninder. Ofte bliver en sådan pause permanent, fordi det kan føles bedre at være alene, end at risikere at blive såret.

I din beskrivelse af, hvorfor du tænker, at hun ikke har anoreksi, er der noget, der fanger min opmærksomhed. Du skriver, at hun er madglad, spiser normalt til måltiderne, at I ofte finder madpapir på hendes værelse og at hun gemmer slikpapir og andet i sine skuffer. Dette behøver der ikke være noget unormalt i. Men når det bliver koblet med, at hun er overvægtig har det vækket tanken, om hun alligevel kunne ske at have et forstyrret forhold til mad. For mange drejer det forstyrrede sig om manglende indtag af mad, men der findes også dem, der overspiser, og jeg bliver nysgerrig på, om din steddatter kunne ske at være en af dem. Dem, der overspiser, gør det som regel i det skjulte, og skammer sig ofte rigtig meget over det, hvorfor de forsøger at slette eller gemme sporene efter deres “ugerninger”.

Jeg hæfter mig også ved, at du skriver, at du “ofte finder meget ulækkert undertøj, som hun har gemt væk i tasker og poser, eller smidt om bag bunkerne af rent tøj i hendes skab“. Det har vækket en tanke i mig: kunne din steddatter ske at lide af inkontinens? Inkontinens efter ble-alderen er for langt de fleste enormt skamfuldt og pinligt, og ikke noget, man ønsker at andre skal vide. Hvis det er tilfældet kan det forklare, hvorfor hun gemmer det beskidte undertøj, i stedet for at smide det til vask. Hvis der er noget om snakken vil det være en god idé, at din steddatter taler med sin læge om det. For det er ikke meningen, at en pige på 15 år skal have problemer med inkontinens.

Det er vigtigt for mig at slå fast, at jeg på ingen måde kan diagnosticere din steddatter uden at have mødt hende. Men samtidig synes jeg det er vigtigt at fortælle dig, hvilke tanker dit brev vækker i mit fagprofessionelle jeg, fordi det er tanker, der kan være med til at kvalificere jeres forståelse af din steddatter, og med til at afklare, hvad der kunne være på spil.

Opsummering

Det er umiddelbart svært for mig at sige, præcis hvad der er på spil for din steddatter, men det er helt tydeligt, at det er noget, der påvirker hende meget. Og det tærer på hele familiens overskud – både dit, din kærestes, din steddatters, og jeres to andre børns – og som fylder i familiens hverdag. Derfor er mit bedste råd, at I som forældre – både du, din kæreste og hans eks – taler indbyrdes om, hvad det er I ser ved din steddatter, hvilken adfærd hun udviser og hvorfor den bekymrer jer. Og så er det vigtigt, at hendes forældre tager en snak med hende, at du og din kæreste tager en snak med hende, og måske også at du tager en snak med hende alene. For man kan gøre sig rigtig mange tanker om, hvorfor hun gør som hun gør, men den eneste måde, man kan få et reelt svar, er ved at spørge hende.

Jeg håber du kan bruge svaret, og ønsker jer held og lykke!

Mange hilsner,

Nanna