Min søn har det svært

Spørgsmål

Mor87, 32 år, kvinde, nej

Hej i Familieklubben Vi er i den situation at vi igennem en årrække har oplevet at vores dreng på 5 år har og har haft det svært og vi har prøvet meget for at hjælpe ham og få vendt situationen. Vi synes bare stadig ikke det hjælper og ser stadig en dreng der har det svært. Blandt andet har vi prøvet at hjælpe ham med at finde ro ved at sætte os ned med ham og snakke stille med ham, vi har prøvet at sætte ord på de følelser han måske oplever og hvorfor de mon kommer, vi har brugt straf og belønning (feks sagt hvis du kommer her hen og sætter dig stille og roligt ned kan vi finde en god film bagefter, eller hvis du ikke tager det roligt kan du ikke få en kiks mv). Vi har også sagt hvad vi gerne vil have istedet for det vi ikke vil have han gør. Samt prøvet at give ham pause eller sagt ‘ har du lige brug for at sidde lidt hos mig for at få ro igen’ Og så har vi brugt belønningssystem med klistermærker samt skabt daglige rammer og rutiner så det altid er det samme for ham så vidt muligt. Vi har også i børnehaven gjort forskellige tiltag da han også deroppe reagere ligesådan og kan blive meget vred og frustreret og agressiv hvis noget går ham imod. Så jeg føler virkelig vi har prøvet på alle måder. De sidste 5 måneder er der dog sket meget for vores dreng da vi (hans mor og far) blandt andet er blevet skilt, samt at han har fået en lillesøster i August. Skilsmissen havde været undervejs i en lang periode og vi var også meget bekymret for om netop det har været medvirkende til at vi følte at vores søn ikke trives og at han har haft så stærke reaktioner. Nu oplever vi dog igen at vi ser en dreng der ikke har det godt (selvom vi nu har det godt hver for sig) og jeg føler at jeg har brug for råd og vejledning ift den nye situation. Det vi oplever i øjeblikket er at vores søn i mange forskellige situationer (kommer med eksempler nedenfor) bliver meget vred og frustreret, og når det sker lukker han helt af og vi har svært ved at få kontakt til ham og kan næsten ikke kommunikere med ham. Her bliver han ofte meget vild og agressiv. Han kan feks i de situationer begynde at brøle og hvæse af os, samt han kan finde på at slå ud efter os eller vil sparke eller bide os. Selvom vi prøver de ovenstående ting er det som om han slet ikke lytter. I de øjeblikke kan han også finde på at smide med sit legetøj så det går i stykker og han har også lavet et lille hul i en væg engang han blev vred. Og så siger han også ting der ikke er særlige rare. Vores søn er en god storebror og har taget det så flot efter den lille er kommet og han kysser og krammer hende hele tiden samt vil så gerne hjælpe og være sammen med hende. Men vi oplever også at han er begyndt at være lidt voldsom overfor hende. Hiver hende ned når hun er på min arm, eller går hen og rusker i kravlegården eller forskrækker hende. Og han kan feks finde på at sige ting han ved der sårer mig. Feks jeg skubber lillesøster så hun brækker benene. Og det gør mig udtryk og jeg siger meget tydeligt at det vil jeg gerne have han stopper med. Jeg siger også feks tilbage at jeg ved at han er en god storebror der passer godt på sin lillesøster og at jeg gerne vil have han taler pænt. Jeg kan også sige at jeg bliver ked af det når han siger/gør sådan nogle ting. Vores søn reagere Feks hvis vi driller ham på en kærlig måde. Løber efter ham i en fange leg, vil give ham en nys mens vi holder ham eller kilder ham. Alle de ting reagere han ofte kraftigt på selvom vi jo gør det i en kærlig hensigt og stopper når han siger det. Men så kommer den førbeskrevne adfærd. Ligesom at adfærden også kommer hvis vi feks bliver vrede på ham og ber ham om at stoppe. Eller simpelthen prøver at få stoppet hans handling ved at holde hans hænder når han feks slår. Jeg har også prøvet at gå ud af rummet hvortil han enten kommer efter mig eller kaster rundt med ting så noget går i stykker. Snart skal han starte i skole og jeg kan se at hvis vi ikke gør noget kan det blive meget svært for ham. Han har heller ikke så tit kammerater med hjemme fordi det simpelthen bliver for vildt, både for os som forældre men også for barnet der er med hjemme og for deres forældre. Han har feks låst sig selv og kammeraten inde på badeværelset fordi kammeraten skulle hjem og det ønskede vores søn ikke. Og sådan er det også indimellem når vi er ude. Feks til barnedåben forleden hvor han var meget vild og slet ikke lyttede hvad vi sagde, selvom vi prøvede på flere måder. Så vi har virkelig brug for råd nu. Hvad skal vi dog gøre for at hjælpe ham? Og hvad skal vi gøre for at få vendt det her? For noget skal der gøres. Når det er sagt er vores dreng ellers en utrolig kærlig og eftertænksom dreng, der er meget aktiv og som virkelig er kreativ og fuld af fantasi. En meget elskelig søn og storebror. Med venlig hilsen Mette


Svar

Kære Mette,

Det er en tung situation I står i, og jeg kan godt forstå I har svært ved at finde ud af hvad I skal stille op. For hold op hvor har I prøvet mange forskellige virkelig gode tiltag allerede. Og lige meget hjælper det.

Store følelser

Ud fra det du skriver får jeg indtrykket af, at din søn har nogle meget store følelser som det er svært for ham at rumme. Og når det bliver svært at rumme dem indeni bliver han nødt til at få dem ud. Det gælder sådan set for os alle sammen. Men når man er barn er det lettest at få dem ud ved at reagere fysisk, som også er det din søn gør. Det er formentlig en meget effektiv metode for ham, til at komme af med sine følelser, men den er desværre temmelig problematisk for hans omgivelser, som også er det I oplever.

Når din søn reagerer som han gør tænker jeg, at det er fordi han har svært ved at styre sine impulser. Vi kender alle sammen til at blive så vred, at man får lyst til at slå eller lyst til at smadre et eller andet. Men de fleste af os har tilpas meget kontrol over os selv og vores følelser til, at vi ikke handler på vores impulser. At mærke sine impulser, men ikke handle på dem, er noget man lærer igennem barndommen og opvæksten – men det er sværere at lære for nogle end for andre. Og når man er barn er man stadig midt i denne læringsproces, hvilket kan være med til at forklare, hvorfor det kan knibe for din søn.

Kontrol

Det lyder til, at din søns udadreagerende adfærd viser sig på to måder: når han bliver vred eller frustreret og når han overlagt handler fysisk eller siger sårende ting – formentlig for at opnå noget. Førstnævnte er beskrevet ovenfor med de store følelser, der er svære at rumme. Men sidstnævnte tænker jeg handler om noget andet. Jeg tænker nemlig, at når din søn bevidst siger noget, der er sårende, eller bevidst reagerer udad, så er det en måde for ham at forsøge at få noget kontrol i hans liv.

Du skriver, at I lige er blevet skilt, og at din søns adfærd er blevet værre i forbindelse med skilsmissen – også selvom du og din søns far har det bedre nu. En skilsmisse kan, om noget, vende op og ned på et barns liv. Uanset hvor glat den går. Din søn lyder til at være en dreng med et stort behov for faste rammer og rutiner, og han kan derfor reagere ekstra voldsomt, når noget ændrer sig, og tingene ikke er som de plejer. Og det kan tage tid at komme over.

En skilsmisse er fuldstændig ude af et barns kontrol, og kan for barnet føles som om et tæppe bliver revet væk under dem. Når din søn siger eller gør sårende ting, kan det være hans måde få noget kontrol tilbage på, fordi han mærker din reaktion, og mærker, at når han siger og gør sådan og sådan, så rammer det dig på en bestemt måde.

Samtidig kan den udadreagerende adfærd også være hans måde at vise, at han har nogle følelser i klemme i forhold til skilsmissen, som han ikke ved hvad han skal stille op med. Derfor tænker jeg, at det kan være en rigtig god idé at tage en snak med din søn om hans udadreagerende adfærd, og hvorfor den kommer. Det er meget vigtigt, at en sådan snak tages i “fredstid” – altså når din søn er i et neutralt stemningsleje – for det er nærmest umuligt at få noget konstruktivt ud af sådan en samtale, hvis den ene part er i sine følelsers vold.

Det kan godt være, at din søn skal bruge lidt hjælp til at sætte ord på, hvad det er han mærker indeni. Her kan det hjælpe at tilbyde ham nogle forslag – fx “er det fordi du bliver ked af det over …” eller “gør det dig vred, når …”.

Alternative handlemuligheder

Det er selvfølgelig ikke i orden, at din søn sparker, slår eller bider, og jeg kan godt forstå, at I bliver bekymrede for, hvordan det skal gå når han skal i skole. Men samtidig fornemmer jeg også tydeligt, at jeres søn har behov for at kunne reagere udad, fordi det, lige nu i hvert fald, er den eneste måde han kan få afløb for sine følelser på. Derfor tænker jeg, at det kan være en god idé at give ham nogle alternative fysiske handlemuligheder. Når han bliver frustreret og får lyst til at slå kan han måske slå i gulvet eller i en pude. Når han bliver vred og får lyst til at kaste med ting kan han måske trampe hårdt i gulvet eller knuge hænderne hårdt og skrige det ud. Og når han får lyst til at sige nogen sårende ting kan han måske sige dem til sin bamse i stedet for.

Som forældre har vi en tendens til at fortælle vores børn alt det de ikke må, og glemmer ofte at fortælle dem det de gerne må. Problemet ved det er, at børnene lærer hvad de ikke må, men de får ikke noget alternativ tilbudt som de kan sætte i stedet for. Og når de ikke ved hvad de skal sætte i stedet for, så handler de som de plejer, for det er det eneste de kender.

Reaktioner på specifikke omstændigheder

Der er særligt to ting jeg hæfter mig ved i din beskrivelse af din søn. Du skriver, at han kan reagere meget voldsomt, når I giver ham kærlig kontakt i form af kys og kram, og når der sker ting, som han ikke ønsker der skal ske – fx at hans legekammerat skal hjem. For mig lyder det til, at han har svært ved fysisk nærvær og svært ved forandringer.

Fysisk nærvær

Nogle børn kan reagere meget voldsomt på fysisk nærvær, selvom det er gjort i den kærligste mening. Det kan føles ubehageligt for dem at have andre så tæt på – også selvom det er mor og far. For mange børn handler det om, at det ikke er dem, der har taget initiativet. De kan være nok så kærlige overfor andre, men hvis ikke de selv har taget beslutningen om, at nu skal der kysses eller krammes, så kan det føles meget voldsomt for dem, hvis andre gør det ved dem. Også selvom det er gjort i den bedste mening. Jeg tænker særligt på den reaktion du beskriver din søn har, når I i fangeleg fanger ham og kysser ham. Ligeså naturligt som det kan føles for jer, at det er hvad der skal ske i legen, ligeså unaturligt kan det føles for ham. Igen kan I snakke med ham om, om det er det, der sker indeni ham.

Forandringer

Nogle børn reagerer meget voldsomt, når der sker forandringer i deres hverdag. Eller bare i den leg, de lige havde gang i. Børn har som oftest gavn af faste rammer og rutiner, men nogle børn har behov for det i en sådan grad, at hvad der kan virke som små forandringer for andre, kan få hele deres verden til at ramle sammen.

I beskrivelsen af din søns reaktion, da hans ven skal hjem, og når man samtidig tager med i sine beregninger, at I er blevet skilt for relativt nylig, så er det ikke så underligt, at din søn reagerer. Dog vil jeg medgive dig, at hans reaktioner er mere voldsomme end gennemsnittets. Og netop de voldsomme reaktioner er med til at give mig indtrykket af, at han har sværere ved at håndtere forandringer end andre børn på hans alder måske har.

Heldigvis er det noget I kan arbejde med. For alle de forandringer I kan forudse – store som små – dem kan I forberede jeres søn på. Alt lige fra “Snart bor mor og far ikke sammen mere” til “om fem minutter skal Viktor hjem”. Hver gang der skal ske en forandring er det en god idé at forberede jeres søn i god tid på det. På den måde vil det være nemmere for ham at håndtere, når forandringen så sker.

Din utryghed er forståelig

Jeg kan godt forstå du bliver utryg, når din søn siger de ting han siger, og når han gør de ting han gør. Jeg får fornemmelsen af, at du tidligere har haft følelsen af, at det bare er noget han siger, men ikke noget han kunne finde på at handle på, men at du over den seneste tid er blevet mere og mere i tvivl om, om han rent faktisk kunne finde på at handle på det. Så det er helt forståeligt, og også helt reelt og naturligt, at du bliver utryg. Og sådan skal det bestemt ikke være. Derfor er det også rigtig godt, at du reagerer og rækker ud nu. For som du selv skriver, så skal der gøres noget. Og forhåbentlig kan de råd jeg har skrevet her bruges.

Udover dem jeg har skrevet højere oppe – at tale med din søn, at tilbyde ham alternative handlemuligheder, og at forberede ham på forandringer – har jeg et sidste råd: det er mit indtryk, at din søns udfordringer er større end hvad I selv kan og skal rumme og håndtere. Derfor vil jeg råde jer til at tage kontakt til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i jeres kommune med henblik på at få en snak om, hvad I, og eventuelt kommunen, kan gøre for at hjælpe jeres søn. I gør allerede rigtig meget, og har allerede igangsat mange virkelig gode tiltag. Men nogle opgaver kan også være for tunge for jer som forældre selv at løfte. Og der er ingen skam i at række ud.

Jeg håber du kan bruge svaret, og jeg ønsker jer held og lykke og alt det bedste for jer og jeres søn.

Mange hilsner,

Nanna