Min søn siger at min kæreste er farlig

Spørgsmål

SarahJ, 29 år, kvinde, nej

Kære familieklubben Jeg har nu i lang tid ventet på, at forholdet mellem min kæreste og min søn skulle blive bedre, men det går kun den forkerte vej. Faren til min søn valgte at forsvinde fra vores liv, da min søn var 1,5 år. Han har ikke set ham siden. Min kæreste kom ind i billedet ret hurtigt derefter, og har været en stor del af vores liv i nu 2,5 år. Problemet er, at min søn ikke vil have at min kæreste er der. Han vil ikke være i samme rum som ham, eller være alene med ham (også selvom jeg er i værelset ved siden af). Han begynder at græde hvis han f.eks. sidder i stuen, og min kæreste går derind. Han siger at han er bange for ham, at han ikke må være der, at han ikke må hjælpe ham med noget osv. Det ha stået på i lang tid nu, og bliver faktisk kun værre og værre. Det er rigtig hårdt for mig (ja for os alle tre), for jeg har en dreng rendende i røven på mig konstant. Jeg kan nærmest ikke gøre noget, for så går han i panik. Om det er at tage en trøje på, så tror han at jeg skal gå. Eller hvem der skal putte ham, hente ham, aflevere ham i børnehaven osv. Vi har prøvet alt føler vi. Vi har prøvet at give dem tid sammen, tid hver for sig. Min kæreste har prøvet at at tage ham med i legeland, eller vi har alle tre lavet noget. Det er om som, at lige i situationen kan det være okay (nogle gange), og så er det tilbage til det samme igen bagefter. Lige nu er vi der hvor min kæreste siger hej til ham og faktisk ellers bare venter på, at min søn kommer til ham. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op nu, og jeg er desperat. Både fordi det er hårdt, men det ødelægger også familien. Det skal lige tilføjes, at min kæreste har selv en datter på samme alder, som min søn elsker at være sammen med. Og at min kæreste aldrig har gjort noget som helst mod min søn (taget fat i ham, råbt, skældt ud eller lignende). HJÆLP! Mvh. Sarah


Svar

Kære Sarah,

Det lyder som en rigtig svær situation I står i, og jeg kan godt forstå du bliver desparat. For når man bor under samme tag skal det helst være sådan, at alle kan enes og alle er glade for hinanden og vil hinanden.

Har det altid være sådan?

Det første jeg bliver nysgerrig på er, om det altid har været sådan? Altså, har din søn altid givet udtryk for at være bange for din kæreste og ikke at ville have at han er der, eller er det noget, der er kommet til senere? Hvis det er noget, der er kommet til senere kan det nemlig være en fase.

Rigtig mange børn har perioder hvor de foretrækker den ene forælder eller omsorgsperson fremfor den anden. Hos nogle børn kommer dette til udtryk ved, at de helst vil have den ene putter, men hvis det er den anden, så er det også ok. Hos andre børn kan det komme mere voldsomt til udtryk eksempelvis når de slår sig, hvor de bliver vrede og forsøger at slå eller sparke den der vil trøste, hvis ikke det er den “rigtige”. For mange børn er det en del af deres naturlige udvikling, og hjælper dem med at mærke deres grænser og med at mærke sig selv. Det kan dog være enormt hårdt for den forælder eller omsorgsperson, der bliver valgt fra, og også for den, der bliver valgt til.

Umiddelbart lyder det til, at det godt kunne være det, der er på spil for din søn. Som forælder kan det være rigtig svært at forstå, hvorfor ens barn reagerer som det gør, når man ikke kan se nogen umiddelbar årsag. Man kan føle sig magtesløs og fuldstændig uden handlemuligheder, fordi man får oplevelsen af, at uanset hvad man gør, så hjælper det ikke. Eller også bliver det ligefrem værre.

Tal med din søn

Jeg vil derfor skynde mig at sige, at du og I allerede gør en masse gode ting, og har prøvet en masse fornuftige løsninger af. Det er tydeligt at se, at I begge nærer en stor omsorg for din søn, og I begge er motiverede for at få det her til at fungere. Som jeg ser det er der dog stadig en enkelt ting, som I endnu ikke har afprøvet – nemlig at tale med din søn.

Det kan lyde banalt og samtidig ulogisk, når din søn ikke er ældre. Men langt de fleste børn kan, med lidt hjælp, sætte ord på en stor del af det, der foregår inden i dem. Jeg vil derfor opfordre dig til at tage en god snak med din søn. Sørg for at I har god tid, og der ikke er nogen forstyrrende elementer. Og sæt jer så ned og tal stille og roligt sammen.

Det er vigtigt, at du forholder dig åbent og nysgerrig, og ikke er dømmende eller negligerende over for ham. For de følelser din søn har og mærker er valide og reelle. Men samtidig er de problematiske for jeres familiedynamik, hvorfor det er vigtigt at I får talt om dem.

Hvis du spørger din søn “hvordan kan det være, at du bliver ked af det, når … er i lokalet?” vil det nok være svært for ham at svare på, da det er et forholdsvist abstrakt spørgsmål. Spørger du på den måde vil du formentlig får et “det ved jeg ikke” tilbage. Hvis du i stedet siger “Jeg har lagt mærke til, at du tit bliver ked af det, hvis du er alene sammen med … Er det fordi…?” og på den måde tilbyder ham forskellige svarmuligheder, vil det være lettere for ham at sige “Nej, det er ikke derfor” eller “Ja, det er derfor.”

Med denne teknik kan der naturligvis være en risiko for, at du farver hans svar. Men hvis du formår at forholde dig åbent og nysgerrigt, og tydeligt vise ham med den måde du spørger på, at du er oprigtigt interesseret, og ikke er på jagt efter et bestemt svar, så vil du kunne komme langt på denne måde. Og få nogle ærlige svar, som du forhåbentlig kan bruge til at hjælpe både ham, dig selv, din kæreste og jeres familie som hele. Det kan godt være svarene ikke kommer lige med det samme, men hvis du tager dig tid, og med jævne mellemrum vender tilbage til samtalen og spørger ind til din søn og hans følelser, tror jeg du så småt og over tid vil kunne danne dig et billede af hvad der foregår.

Forbered ham

Samtidig kan det også være en fordel, at du og I er gennemsigtige over for din søn, forstået på den måde, at I forbereder ham på det der skal ske. Du skriver, at han bliver panisk for at du skal gå, hvis han ser dig tage trøje på. Her tænker jeg, at det kan være en god idé at sige til ham “Nu tager jeg lige min trøje på. Det er ikke fordi jeg skal til at gå. Det er bare fordi jeg fryser.” Så ved han hvad der foregår, og så bliver han ikke nervøs eller bange for, at du er ved at gå.

På samme måde kan det måske give mening, at I taler om, hvad der skal ske i løbet af dagen, fx hvem der afleverer i børnehaven, hvem der henter og hvem der putter. Ikke at I skal snakke om hele dagen under morgenmaden, men at I løbende forbereder ham på, hvem der gør hvad. Eksempelvis kan I under morgenmaden sige “I dag er det …, der afleverer dig, og så kommer jeg og henter dig i eftermiddag.” Så kan det godt være, at han bliver ked af det, og siger, at han helst vil have dig. Her er det vigtigt at rumme ham og hans følelser, og sige til ham, at det er helt i orden at blive ked af det, men at i dag, der er det altså sådan. Og så stå fast på det.

Det er enormt vigtigt, at din søn mærker, at når I har bestemt noget, så står I fast på det. På den måde lærer han hvor grænsen går, og på den måde kan han tydeligt mærke, hvor han har jer. Derfor kan det også være en god idé, at I, når I kommer hjem fra børnehaven, fortæller ham, at “i aften er det … der putter.” Igen kan det være han bliver ked af det, og igen er det vigtigt I fortæller ham, at det er helt ok. Og igen skal I stå fast. I kan så nævne det med putningen igen en times tid inden han skal i seng, og så igen under tandbørstningen. På den måde forbereder I ham løbende på, hvad der skal ske, og viser ham samtidig, at det I har bestemt er sådan det bliver. Også selvom han bliver ked af det.

Opsummering

Så altså, I gør allerede en masse rigtig gode ting for din søn, og for at jeres hverdag skal kunne fungere. Det er rigtig godt gået! Og hvis I bygger de to dimensioner oven på, som jeg har beskrevet her – at tale med din søn, om hvad der foregår inden i ham, og løbende at forberede ham på, hvad der skal ske, og hvem der gør hvad i løbet af dagen – håber jeg I vil mærke, at tingene ligeså stille bliver lettere.

Jeg håber du kan bruge svaret, og at I snart finder ind i en rytme, der passer for jer alle sammen!

Varme hilsner,

Nanna