Min søn vil ikke dele mig

Spørgsmål

Anonym far, 26 år, mand, ja

Min søn på 2 år og 8 måneder har svært ved at forlige sig med jeg bor sammen med min kæreste og hendes søn. Min søn opsøger ikke min kæreste og holder hende udenfor. Han vil ikke snakke til hende og fryser hende ude. Min kæreste og jeg har boet sammen i 8 måneder. Når han skal puttes kammer han fuldstændig over og skriger fuldstændig desperat. Min kæreste og jeg har lige været adskilt i 3 uger hvor hun har været på ferie med sin søn. I de 3 uger var han jordens nemmeste dreng. Han lagde sig til at sove med det samme når han blev puttet (kl 19.00) han spiste sin mad uden brok og problemer. Og alt var fryd og gammen. Nu er min kæreste og hendes søn kommet hjem igen og han reagerer ved at skrige uhæmmet når han bliver puttet (kl. 19.00) og han er svær at få til at spise. Jeg har ingen anelse om hvad jeg skal gøre. Min kæreste er gravid og venter vores første fælles barn og jeg frygter at det kun vil blive værre når barnet kommer. Det skal lige siges at min kærestes søn sagtens kan få min kærlighed og opmærksomhed uden det skaber problemer. Jeg er bange for at han ikke vil acceptere at dele mig med min kæreste. Min søns mor og jeg er i retten om forældremyndigheden om min søn. Jeg er bange for om hun præger min søn til at skubbe min kæreste væk. Bør jeg søge psykolog hjælp til min søn så jeg kan få indblik i hvad der nager ham.


Svar

Kære Anonyme Far,

Jeg kan godt forstå du er i vildrede i forhold til hvad du skal stille op med din søn, og hvordan du bedst muligt møder ham i det han er i. Når børn ændrer adfærd fra den ene situation til den anden, på den måde du beskriver din søn gør, så kan det som forælder være enormt svært at greje, hvordan man bedst muligt håndterer dem.

Hans måde at sige fra

Når din søn reagerer som han gør, så er det helt rigtigt set af dig, at det er hans måde at sige fra. Når man er 2 år og 8 måneder gammel har man endnu ikke abstraktionsniveauet til i tilstrækkelig grad at kunne sætte ord på sine følelser, hvorfor børn i den alder reagerer fysisk – i din søns tilfælde ved at skrige ved puttetid og undlade at spise. Din søns reaktion er altså helt normal, og, som du selv siger, hans måde at vise dig, at der er noget, der nager ham.

Samtidig er din søn også ved at bevæge sig ind i selvstændighedsalderen, hvor der virkelig skal prøves grænser af, hvor barnet udforsker verden og afprøver, hvor grænsen går for hans bestemmelse over tingene. I den alder er det eksempelvis ikke ualmindeligt, at barnet kan gå fuldstændig i baglås over, at man giver dem den røde kop, fordi de ville altså have haft den blå.

Selvstændigheden og grænseprøvningen kan også komme til udtryk ved, at barnet kun søger kontakten med den ene forælder eller omsorgsperson, og kun vil trøstes af den ene, og ikke den anden. Uanset hvilken familiekonstellation man lever i, har langt de fleste børn perioder, hvor de foretrækker den ene omsorgsperson fremfor den anden. Derfor tænker jeg, at din søns reaktion ikke nødvendigvis er et udtryk for, at han ikke vil dele dig med din kæreste, men måske i stedet kunne handle om, at han vil have dig, og kun dig.

Tal med din søn

Det kan være en fordel for både dig og din søn, at du prøver at tale med ham om, hvad det er han mærker og hvad det er, der foregår inden i ham. Et barn på 2 år og 8 måneder kan have rigtig svært ved at sætte ord på sine følelser og det de mærker indeni, så her har du en vigtig opgave i at hjælpe ham til at sætte ord på, hvad han mærker. Når du hjælper ham til at sætte ord på, vil det også gøre dig klogere på, hvad der er på spil for ham. Han kan formentlig ikke give dig et 100% klart billede, men du vil nok alligevel få et fingerpeg om, hvorvidt hans adfærd er et forsøg på at skubbe din kæreste væk, eller der er noget andet på spil.

Skift

Mange børn – uanset hvor gamle de er – reagerer voldsomt, når der sker skift i hverdagen. Fx når de skal skifte fra at bo hos mor til at bo hos far, og omvendt. Skiftedagene og dagene omkring kan være meget turbulente og forvirrende for barnet, og det tager tid for det at omstille sig til, at nu er det her jeg bor.

Du og din kæreste flyttede sammen så tilpas tidligt i din søns liv, at han formentlig ikke kan huske, at det har været anderledes. Hvis I har et godt og kærligt forhold til hinanden, hvilket det lyder til I har, tænker jeg derfor heller ikke, at din søns adfærd nødvendigvis har noget med din kæreste at gøre som sådan. Det er dog slående, at han opfører sig på én måde, når hun og hendes søn er der, og på en anden måde når I bare er jer to. Jeg tænker imidlertid, at dette ligesåvel kan være udtryk for, at han nød den fuldstændige ro, der var, da I bare var i tosomhed, hvor der ikke skulle tages hensyn til eller højde for andre, end bare jer. For selvom I uden tvivl gør hvad I kan, for at skabe ro i jeres hjem til hverdag, så vil det at I er en sammenbragt familie betyde, at der ofte vil være en form for underliggende uro, idet det skifter, hvor mange mennesker I er og bor i huset. Og det er der nogle børn, der er mere fintfølende over for end andre.

Tal med din søns mor

For at blive klogere på, hvad det er, der er på spil for din søn, tænker jeg, at du med fordel kan tale med din søns mor om, hvad hun oplever, og om hun ser nogle af de samme reaktioner og den samme adfærd som du gør. For det er nemlig ikke uvæsentligt, om det kun foregår hjemme hos jer, eller det også er noget hun ser. Hvis det er noget I begge ser, ville jeg tolke det som et udtryk for, at din søn reagerer på sin omskiftelige hverdag. Hvis det er noget kun du ser, tænker jeg, at der kan være andet på spil.

Du skriver, at du er i tvivl om, hvorvidt din søns mor præger ham til at skubbe din kæreste væk. Jeg kan godt forstå du får den tanke, da det kan være meget nærliggende at tro, at din søns mor har en finger med i spillet. Nu ved jeg ikke hvordan dit forhold er til din søns mor, men eftersom I er i retten om forældremyndigheden tænker jeg, at det næppe er det mest gnidningsfrie. Og jeres brud har måske heller ikke været det blideste. Hvis dette er tilfældet – at I har haft et svært brud, og har en kompliceret relation – så kan det ende ud i følelser af jalousi og misundelse fra den ene part over, at den anden part er kommet videre, har fået ny kæreste, og har barn på vej. Dette kan betyde, at den ene part, bevidst eller ubevidst, kommer til at give udtryk for negative følelser og holdninger til den anden parts nye liv over for deres fælles barn. Igen: jeg siger ikke at dette er tilfældet for jer, men det kan ske.

Hvis dette er tilfældet for jer, synes jeg din bekymring om, hvorvidt din søns mor præger din søn til at skubbe din kæreste fra ham er helt reel. Derfor tænker jeg også, at det vil være en rigtig god idé, at du prøver at tale med din søns mor om, hvorvidt hun oplever samme adfærd fra ham hjemme hos hende, som du gør. Det er vigtigt, at du i samtalen ikke begynder at angribe hende eller anklage hende for at præge din søn, for det er slet ikke sikkert, at hun gør det. Giv i stedet blot udtryk for din bekymring om din søns adfærd, at du undrer dig over hvorfor han opfører sig som han gør, og at du er i tvivl om, hvordan du skal håndtere det. En sådan samtale vil formentlig give dig en fornemmelse af, hvorvidt din søns mor præger ham i den retning du frygter.

Kommende fælles barn

Du skriver, at du er bange for, at din søns adfærd bliver værre, når dit og din kærestes kommende fælles barn kommer. Jeg kan sagtens forstå din bekymring, for når din søn reagerer som han gør nu, hvordan skal det så ikke gå, når der kommer en mere han skal dele dig med?

Jeg tror det bedste du kan gøre, er at forberede ham på, at han skal være storebror. Når graviditeten begynder at kunne ses, så tal med ham om, at der ligger en baby inde i din kærestes mave, og at når den baby kommer ud, så bliver han storebror. Nogle børn, uanset om de bor sammen med mor og far eller i en sammenbragt familie, bliver helt ekstatiske når de hører det, men dybt frustrerede når babyen så kommer. Langt de fleste børn har en eller anden mere eller mindre negativ reaktion på at blive storesøskend, da det for barnet kan føles dødsens uretfærdigt, at man nu skal til at dele sine primære omsorgspersoner med andre. Men langt de fleste børn kommer også hurtigt over det, og frustrationen og vreden bliver erstattet med nysgerrighed og overflod af kærlighed.

For nogle børn kommer der en reaktion lige når babyen kommer, som går over igen ret hurtigt, for så at komme tilbage når det går op for dem, at den ene af forældrene er hjemme med den lille mens de selv bliver sendt i institution. Derfor tænker jeg, at det bedste I kan gøre for din søn er at forberede ham på, at babyen kommer – med alt hvad det indebærer. Tal med ham om, at det er en realitet og læs nogle af de mange gode børnebøger, der findes om emnet. Vær forberedte på, at den negative reaktion kan, og formentlig vil, komme og vær klar til at rumme ham og hans store følelser når de kommer. Det vigtigste I kan gøre, er at vise ham – både med jeres kropssprog, med jeres ord og med jeres følelser – at I stadig elsker ham ligeså meget som I gjorde før, selvom han nu har fået en lillebror eller lillesøster. I må for alt i verden ikke skælde ham ud, hvis han reagerer negativt, for hans følelser er helt reelle, og et udtryk for hvordan han har det. Vær der i stedet for ham, og rum ham. Og sørg for at forberede ham så godt som I overhovedet kan.

Inddrag din kæreste

Når din søn reagerer som han gør over for din kæreste – ved at skubbe hende væk og fryse hende ud, som du skriver – så er det vigtigt, at I prøver at skabe så mange hyggestunder mellem de to som overhovedet muligt. Prøv eksempelvis at fokusere på bare at hygge jer under måltiderne i stedet for at fokusere på om han nu får spist. Prøv også at sørge for, at hun og hendes søn er med i så mange af de gode lege som overhovedet muligt – uanset om det er højtlæsning, lego, gemmeleg, rutschebaneture eller kildeleg. Det kan være en god idé at have nogle aktiviteter, som I gør alle sammen sammen. Fx at gå en tur i skoven og kigge på biller og andre insekter, at kaste sten i vandet eller at lave mad sammen. Gode, hyggelige aktiviteter, hvor der er fokus på et fælles tredje, i stedet for direkte på hinanden. På den måde vil din søn og din kæreste få nogle gode oplevelser sammen, hvilket kan være med til at styrke deres forhold og få ham til at søge hende mere. Viser hun oprigtig interesse for ham, vil han formentlig også begynde at vise den for hende.

Psykolog?

Du skriver til sidst, om du bør søge psykologhjælp til din søn. Min umiddelbare vurdering er, at det ikke er nødvendigt, da jeg ser hans adfærd og hans reaktioner som helt naturlige for en dreng på 2 år og 8 måneder, som står i den situation han står i. Men hvis du fortsat er bekymret synes jeg afgjort, at du skal handle på den bekymring – præcis ligesom du har gjort ved at skrive her – og tage kontakt til en professionel behandler. Det kan enten være til din egen læge, som kan henvise videre, til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i din kommune eller direkte til en psykolog.

Opsummering

Jeg kan godt forstå din bekymring. Jeg synes den er helt reel og det er godt du reagerer på den. Heldigvis er der nogle ting du kan gøre:

  • Du kan tale med din søn om, hvad det er han oplever, og hjælpe ham til at sætte ord på, hvorfor han reagerer som han gør
  • Du kan tale med din søns mor om, hvorvidt hun ser den samme adfærd, og om hun har gjort sig nogle tanker om, hvorfor han reagerer som han gør
  • Du kan italesætte de skift, der sker, over for din søn. Både de jævnlige, hvor han skifter mellem at bo hos dig og hans mor, og de kommende, hvor han skal være storebror, for at gøre dem nemmere for ham at være i
  • Du og din kæreste kan i fællesskab skabe så mange gode stunder som overhovedet muligt mellem din søn og din kæreste, for at styrke deres forhold
  • Hvis din bekymring fortsætter eller hvis du stadig føler dig i vildrede kan du tage kontakt til professionelle med ekspertise i børn i 0-3 års alderen

Jeg håber du kan bruge svaret, og ønsker alt det bedste for dig, din søn, din kæreste og jeres kommende fælles barn.

Mange varme hilsner,

Nanna