Min søn vil ikke kramme

Spørgsmål

Anne, 37 år, kvinde

Hej. Min skønne søn på 3,5 år vil ikke tage imod søde ord og kram. Når jeg fortæller ham at han er sød, dygtig, en god ven eller andet svarer han altid nej og vender sig væk. Han ønsker heller ikke at se på sig selv i spejlet og virker ikke glad for sig selv. Han fungerer godt i børnehaven og har efter et halvt år i børnehaven fundet 3-4 gode venner som han leger med og også ser privat. Han henvender sig aldrig til de voksne i institutionen, specielt ikke hvis han er ked af det eller føler at han er blevet drillet. Når jeg spørger ind til hvad han gør istedet for svarer han altid ingenting. Emnet er vendt med personalet og de er opmærksomme på det. Personalet beskriver ham som et barn der helst går under radoren. Han har en bror på 6 år som er helt anderledes, men de fungerer godt sammen herhjemme. Jeg vil rigtig gerne hjælpe ham med at stole mere på mennesker omkring sig og ikke mindst sig selv. Han vægrer sig ofte ved kram og nægter at modtage kys. Det undrer mig meget og jeg er meget urolig for om han har det svært indvendigt? Han har aldrig givet udtryk for at være ked af det, som et sådan værende problem. Måske skal jeg acceptere at det er sådan han er som person, men min mor-fornemmelse siger mig desværre at det er mere end bare det. Håber i kan guide mig lidt på rette spor. Anne


Svar

Kære Anne,

Tak for dit brev. Når man som mor oplever, at ens barn ikke trives gør det virkelig ondt, og man vil gøre alt for at de skal få det bedre. Men som du, og rigtig mange andre oplever, kan det være rigtig svært.

Du skriver, at din søn er afvisende, når du giver ham ros, og at han vægrer sig ved fysisk berøring. Som du selv oplever med dine to drenge, er der stor forskel på, hvor meget fysisk nærhed børn søger og ønsker. Og det er helt i orden – der må gerne være forskel. Men samtidig kan jeg også godt forstå, at du bliver bekymret, når din søn ikke søger trøst hos voksne, hvis han af den ene eller anden årsag er ked af det.

Fysisk nærhed

Selvom det kan være enormt hårdt som mor at mærke, at ens barn ikke ønsker de kram og kys man gerne vil give, så er det vigtigt at respektere barnets grænser. For selvom du måske har et stort behov for fysisk nærhed, så er det ikke sikkert din søn oplever det samme behov. Og bliver man tvunget til at gøre noget, man egentlig ikke har lyst til, så kan det føles meget voldsomt. Det lyder til, at du allerede er god til det, men ikke desto mindre vil jeg gerne understrege, at det er vigtigt, at du lytter til og respekterer din søns grænser. Hvis han mærker, at du lytter til og respekterer ham, så er der større sandsynlighed for, at han i fremtiden vil lade dig komme tættere på – fordi han mærker, at du lader ham bestemme, hvordan det skal foregå, og hvilke rammer der er.

Psykisk nærhed

Du skriver, at din søn har svært ved at modtage ros, at han ikke vil se sig selv i spejlet, og at han generelt giver dig indtrykket af, at han ikke er glad for sig selv. Et barn på 3,5 år skal naturligvis ikke have det sådan, og derfor er det rigtig godt du reagerer.

Lige i situationen, når han afviser din ros, eller når han ikke vil se sig selv i spejlet, kan du sige til ham “Okay, men jeg synes du er dygtig/sød/en god ven/etc.” eller “Når jeg ser i spejlet ser jeg en god dreng, der…”. På den måde viser du ham, at hans opfattelse af sig selv og verden er hans opfattelse af sig selv og verden, og at du ser tingene på en anden måde. Det vil samtidig også kunne åbne op for en snak om, at der kan være mange forskellige måder at se verden på, og at den ene måde ikke nødvendigvis er mere rigtig end den anden måde.

Ydermere vil det formentlig kunne åbne op for en snak om, hvorfor han siger “Nej”, når du roser ham, og hvorfor han ikke vil se sig selv i spejlet. Når han er 3,5 år gammel kan det være svært for ham at sætte ord på, men her må du gerne hjælpe ham, og tilbyde ham forskellige svarmuligheder. Når det bliver mere konkret vil de fleste børn nemlig kunne sige “Ja, det er derfor” eller “Nej, det er ikke derfor. Det er fordi…”. På den måde kan du dels blive klogere på, hvad der rører sig i din søn, og samtidig hjælpe ham til at sætte ord på det der foregår indeni.

På den længere bane

Du skriver, at personalet i børnehaven beskriver din søn, som “et barn, der nemt går under radaren”. Lige nøjagtig derfor tænker jeg, at det er af yderste nødvendighed, at du reagerer, og derfor også virkelig godt at se, at du gør det. For det er præcis de børn, som ikke larmer, som kan mistrives uden man opdager det. Fordi de udadtil virker til at have det fint nok, og ikke gør det store væsen af sig. Men de har mindst ligeså meget brug for hjælp og støtte som de børn, der larmer. Og jo tidligere man reagerer, des bedre kan man hjælpe barnet. Derfor er det  godt, at du reagerer på din mor-fornemmelse, så snart den melder sig.

Ud fra din beskrivelse af din søn og dine bekymringer om ham tænker jeg, at det kan være en god idé at søge råd og vejledning hos fagpersoner i jeres lokalmiljø. Her tænker jeg på særligt to instanser: sundhedsplejen og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

Fra barnet bliver født og frem til det fylder 18 år er man tilknyttet sundhesplejen. Det vil altså sige, at den sundhedsplejerske, der tilså dig og din søn i hans første leveår, stadig vil kunne hjælpe jer i dag – hvis I altså bor det samme sted. Hvis I er flyttet har I fået tilknyttet en ny sundhedsplejerske. I kan finde ud af hvem ved at kontakte sundhedsplejen i jeres kommune. Sundhedsplejersken vil kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre, og hvorvidt der er behov for at søge yderligere råd og vejledning. Sunhedsplejersken vil formentlig også kunne være behjælpelig med nogle strategier til, hvordan du bedst kan hjælpe din søn.

Der ud over kan det være en fordel af tage kontakt til PPR i jeres kommune. PPR foretager bl.a. trivselsvurderinger af børn og unge fra 0-18 år, og hjælper med at udarbejde handleplaner og iværksætte tiltag, der sikrer barnets trivsel i størst muligt omfang. I PPR arbejdes der som oftest tværfagligt (psykologer, pædagoger, ergo- og fysioterapeuter, socialrådgivere, mm. arbejder sammen), for at give barnet de bedst mulige rammer hele vejen rundt. På samme måde som sundhedsplejersken vil PPR kunne tilbyde forskellige handlingsmuligheder. Forskellen ligger i, at ved henvendelse til PPR bliver et større netværk sat i proces, idet PPR samarbejder med skoler, institutioner, osv.

Ved at tage kontakt til sundhedsplejersken og/eller PPR får du mulighed for at få et uvildigt blik udefra, og for at få en faglig vurdering af din søn og dine bekymringer om ham. Det er rigtig godt at se, at du ikke er hoppet til en bestemt konklusion om din søn, men derimod forholder dig åbent og nysgerrigt – omend bekymret. Det er også virkelig godt at se, at du reagerer allerede når du mærker, at noget ikke er helt som det skal være, i stedet for at vente. Måske er det, som du selv er inde på, blot sådan din søn er som person. Men det kan også være, som du mærker at din mor-fornemmelse siger dig, at der er noget andet og mere på spil. Og hvis der er det, så kan det være rigtig godt at få nogle fagprofessionelle inputs til, hvad det kan være og hvad du kan stille op.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker alt det bedste for både dig og din søn!

Mange hilsner,

Nanna