Opdragelse

Spørgsmål

Rocia, 27 år, kvinde

Hej Min mand og jeg er meget uenige omkring opdragelse af vores små børn. Han har haft natarbejde i den førstes 3 år og hele nummer tos første år. Derfor har jeg primært stået for opdragelsen, de lytter mere til mig siger han og han skælder tit mig ud over det. Jeg er derudover også uddannet pædagog, og får tit at vide at han ikke gider høre på det pædagog pis. Hvilket sårer mig dybt. Min egen ægtemand siger sådan. Jeg har talt med ham, prøvet at guide ham, men han lytter ikke, og ender derfor i afmagt. Typisk når børnene er allermest trætte vil han sætte dem på plads. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få ham til at lytte til mig. Han forlanger mere af børnene end de kan i deres alder og skælder ud over ting jeg giver lov til.


Svar

Kære Rocia

Jeg kan sagtens forstå, at det må være dybt frustrerende, at din mand og dig ikke er enige om, hvordan I skal opdrage jeres børn, og at han samtidig hverken anerkender din faglighed eller tilgang til opdragelse, og ikke vil lytte til dig. Det er ikke rart at blive talt ned til på den måde, og det er heller ikke særlig konstruktivt for jeres samarbejde om børnene.

Det lyder til, at du har prøvet at tale med din mand om det, og jeg kan forestille mig, at du er løbet tør for idéer, så jeg håber, at jeg kan give dig lidt inspiration til, hvordan du kan tackle situationen med din mand.

En mulig årsag til jeres konflikt

Det er vigtigt at sige, at det er meget almindeligt at være uenige om opdragelse. Det er noget de allerfleste par vil opleve at være – højst sandsynlig fordi man ikke er ens, og man sikkert også er blevet opdraget forskelligt. Så at I er uenige er ikke nødvendigvis en dårlig ting – det afhænger af, hvordan I kommunikerer om de uenigheder, I har. Og det lyder til, at det er her jeres primære konflikt er, da din mand ikke tillader en konstruktiv dialog om, hvordan I griber opdragelsen forskelligt an, da han ikke vil lytte til dig.

At din mand lukker helt af og ikke anerkender din tilgang eller din faglighed, tror jeg ikke kun handler om, at I er uenige om opdragelse, men om noget dybere. At han ikke har været der til at opdrage børnene har ført til, at han ikke har gjort sig de “erfaringer” om opdragelse, som du har gjort. Derfor oplever han nok, at han ikke har så meget at skulle sige i forhold til børnene, fordi de naturligt nok lytter til dig. Og det kan gøre, at han føler sig usikker i rollen som forældre, men også, at han ikke oplever sig som ligestillet med dig som forælder, men kommer i anden række ift. hvem der bestemmer. At du så ovenikøbet har en faglighed der gør, at du nok godt ved, hvad du taler om, kan være endnu mere frustrerende, fordi hans tilgang nok bygger mest på holdninger, og det er svært at argumentere holdninger overfor faglig viden. At han måske ikke føler sig ligestillet som forælder kan være enormt destruktivt for ens selvopfattelse, men også for et parforhold, fordi det er meningen, at I skal være et team. Så alt sammen resulterer i, at han retter sin frustration mod dig, selvom det egentlig i bund og grund slet ikke handler om dig, fordi du jo har gjort det, du blev nødt til at gøre, nemlig opdrage jeres børn, mens han var væk. Men følelsen af at hans mening eller tilgange ikke har samme værdi som dine, tror jeg gør, at han nægter at lytte.

Kommunikere om uenighederne

Jeg tror derfor, at det I skal fokusere på lige nu ikke er, hvordan I kan blive enige om, hvordan I opdrager, men hvordan I taler om jeres uenigheder om opdragelse på en måde, hvor I lytter til hinanden og er oprigtig nysgerrige på hinandens forskellige tilgange. Og her tror jeg særligt, at I skal starte med at finde ud af årsagen til, at din mand reagerer i afmagt og har behov for at tale ned om din faglige viden. Om det bare handler om, at han er grundlæggende uenig med din tilgang, eller at det rent faktisk er noget dybere, som fx oplevelsen af at hans tilgang ikke vægter ligeså højt som din. Hvis min analyse af årsagen til, at han ikke vil lytte er korrekt, så er det enormt sårbart at åbne op for den her samtale, men af den grund er det også utrolig vigtigt at gøre, så konflikten om opdragelse ikke eskalerer yderligere.

Jeg vil anbefale dig at prøve at tale med din mand om det her på et tidspunkt, hvor I ikke er trætte, presset af putning eller andet praktisk, men et tidspunkt hvor I er i forholdsvis godt humør, og hvor børnene ikke er tilstede. Og så vil jeg anbefale, at når du starter samtalen, at du så har bolden på din side, forstået på den måde, at du ikke anklager ham eller påpeger alt det, du synes han gør forkert, eller hvordan du ikke synes, at han ikke lytter eller anerkender din opdragelsesmetode. I stedet kan du prøve at fortælle ham, at du er frustreret og ked af det over, at I ikke er enige om opdragelse, og at I ofte skændes om det, fordi det eneste du ønsker er, at I kan være et team, og at I alle har det godt (eller noget ala det). Det vigtigste er, at han ikke føler sig angrebet, men at han oplever, at du er oprigtig nysgerrig på, hvorfor I ofte ramler sammen om det her, og hvordan han oplever det, og at du gerne vil have, at I sammen skal finde ud af det her. Man har det nemlig med at lukke ned, når man føler sig angrebet, så derfor er det vigtigt at have fokus på, hvor meget du gerne vil ham og jer som team.

Giv endelig ikke op, hvis han ikke vil lytte. Bliv ved med at understreg, hvor vigtigt det er for dig, at I fungerer sammen som forældre. Hvis du synes det er svært at bevare tålmodigheden med at få ham til at lytte, så prøv at sæt dig i hans sted, og tænk på hvordan det må være at være forælder uden at opleve at have så meget indflydelse på, hvordan ens børn opdrages. Selvom du ikke er enig i hans tilgang, så må det helt sikkert være frustrerende at opleve, at det, man selv synes, ikke vægter ligeså højt som den anden forælders tilgang.

Hvis det lykkedes at få en samtale om, hvad der egentlig er på spil, og I giver hinanden plads til at lytte til jeres oplevelse af situationen, kan I begynde at fokusere på, hvordan I så rent faktisk skal opdrage. Her kan I fx starte med at fokusere på store spørgsmål som: Hvilke rammer sætter vi for barnet? Hvordan sætter vi grænser? Hvordan taler vi til vores børn? Hvordan reagerer vi på uhensigtsmæssig adfærd hos vores børn? Hvordan udviser vi interesse for vores børn? Altså de store ting, for det er vigtigt, at I når til en grundlæggende enighed om opdragelse, for som sagt er det er okay at være uenig om de “mindre” ting. I hvert fald lige nu og her.

Giv plads til ham

Så jeg tror, at du skal starte med at have en samtale om den grundlæggende måde I kommunikerer om uenigheder og opdragelse på. Og i den måde at kommunikere på, indebærer også, at I som forældre som udgangspunkt har lige meget at skulle sige, men at man selvfølgelig kan lære af hinanden, fordi der ikke er nogen tvivl om, at du som pædagog selvfølgelig ligger inde med mere faglig viden. Men det er vigtigt, at din mand oplever, at du mener, at han har en ligeså vigtig rolle som dig. Derfor kan du prøve at have ekstra fokus på de her to ting:

  • Opbakning

Det er vigtigt, at din mand har en oplevelse af, at du bakker ham op. Og det samme gælder børnene. For det kan føles utrygt som barn, hvis man oplever, at den ene forælder ikke er enige med den anden, for så skal de bruge energi på at regne ud, hvordan det så skal opføre sig. Så når du er enig med noget din mand gør, så vær hurtig til at bakke ham op. Og det kan være alt fra, hvordan man spiser til at huske at sige tak osv. osv. Selv små ting kan være rart at få opbakning i.

  • Giv plads til forskellighederne

Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du har prøvet at guide ham, hvilket får mig til at tænke på, om der også er plads til hans tilgang til opdragelse? For man vil nok for det meste synes, at ens måde er den rigtige, men det er vigtigt også at kigge indad, og give plads til andre måder at gøre tingene på. Jo mere han oplever, at du gerne vil give plads til hans tilgang – inden for rimelighedens grænser selvfølgelig, for det er ikke fordi du skal gå på kompromis med dine værdier om fx skældud. Men i de mere uskyldige situationer, hvor man ikke rigtig mister noget ved ikke at gøre det på sin måde, så kan det være godt at tænke “pyt”, og så lad ham gøre det på sin måde – velvidende om, at du “vinder” i det store, fordi han så får en oplevelse af, at han også har en stemme i opdragelsestilgangen.

Så lige for at opsummere – bliv ved med at prøve at tale med ham, fokuser på dine egne oplevelser af situationen, fokuser på at I skal være et team, så derfor skal der også være plads til ham. Men før I kan blive enige om opdragelsen, skal I finde en måde at tale sammen på, som ikke involverer sårende bemærkninger og manglende lytten.

Rådgivning udefra

Hvis du slet ikke oplever, at han vil lytte, selvom du prøver ovenstående, så har alle kommuner en familierådgivning, hvor man ofte kan være anonym. Det kan måske give mening at prøve at tale med en rådgiver her, som kan fortælle om de tilbud, der findes i kommunen, og det kan også være, at det giver mening at komme ind til en uforpligtende snak om, hvordan I kan gribe situationen an. Flere kommuner tilbyder såkaldte PREP kurser, som er kurser til par, hvor der er fokus på kommunikationen. Måske det kunne være noget for jer?

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om jeres situation, og I finder en måde at tale sammen om jeres uenigheder. Husk du altid er velkommen til at kontakte os igen, enten her i brevkassen eller i chatten, hvis du har flere spørgsmål eller har brug for uddybning.

De bedste hilsner,

Pernille