Opførsel i familien

Spørgsmål

Lotte, 8, kvinde

Hej brevkasse. Vores 8 årige datter er ved at drive os til vanvid herhjemme – jeg håber I kan hjælpe med nogle gode råd. Hun er en klog, kreativ og meget selvstændig pige, og hun har altid helt sin egen dagsorden, og det er det, der udfordrer os. Vi er en familie med 4 børn – hun er næstældst og eneste pige. Hun kan ikke tage imod en kollektiv besked herhjemme, og hun kan ikke indrette sig. En typisk situation er når vi fx skal spise – jeg kalder på børnene, og drengene går alle hen og vasker hænder og sætter sig ved bordet, fjoller lidt imens, men lytter overordnet. Vores datter kommer ikke, før jeg fysisk henter (bærer) hende til bordet, uanset hvor mange gange jeg beder hende om det. Samme om morgenen når vi skal ud af døren – hun skal hjælpes med alle gøremål, tøj, hår, og tit får hun ingen morgenmad, for vi kan jo tvinge hende til bordet, men ikke til at spise maden. Til sidst skal hun hentes på værelset, jeg skal fysisk give hende jakke og sko på, for det meste under højlydt protest. Hun bliver sur og hidsig, råber op og kan også finde på at sparke og slå. Imens sidder alle drengene og venter ude i bilen. Det er faktisk som om, at alene det, at vi beder hende gøre noget, eller forventer noget af hende, er hendes stikord til ikke at gøre det. Jeg er helt bevidst om at hendes plads i familien som midterbarn og eneste pige kan være en udfordring, og derfor laver både jeg og hendes far så tit som muligt alene-ting med hende. I de situationer har vi de hyggeligste stunder, og hun elsker det. Det gør vi begge! Hun opfører sig eksemplarisk – men så snart vi kommer hjem og skal være en del af familien igen, går det galt. Det skal siges at hun er en meget følsom pige som også er god til at sætte ord på sine følelser, og jeg kan godt i en god stund have en fin snak med hende om tingene herhjemme, hvor hun fx siger: “Jeg vil gerne høre efter, men jeg kan bare ikke..” Vi er meget opmærksomme på at rose hende når det går godt. Men jeg kan også mærke på drengene at de (måske lige som vi forældre) nærmest er begyndt at forvente dårlig opførsel fra hendes side – og måske er det det, hun er fanget i? Det skal siges at hun opfører sig helt anderledes i skolen. Der gør hun altid hvad der bliver sagt, og læreren var helt chokeret over at høre hvad vi bokser med herhjemme. Så på den måde tænker jeg ikke at der er noget diagnose på tale, men at hun er kommet “skævt” på plads i familien. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende til at komme rigtigt på plads, for lige nu fylder hendes negative opførsel bare det hele. På forhånd tusind tak! Mvh. en træt mor


Svar

Kære trætte mor,

Tak for dit brev! Det lyder som en udfordrende situation I står i derhjemme, så jeg kan godt forstå, at du har brug for råd.

Ud fra det du skriver kan jeg høre, at I allerede gør rigtig mange gode ting for at få hverdagen til at glide, og for at I alle har det godt derhjemme. Så jeg kan godt forstå, at det kan være frustrerende, når din datter så alligevel udfordrer jer som hun gør.

“Jeg vil gerne høre efter, men jeg kan bare ikke..”

Det første, der springer mig i øjnene i dit brev er din datters sætning “Jeg vil gerne høre efter, men jeg kan bare ikke..”. Hun giver udtryk for, at hun faktisk gerne vil høre efter, hvilket for mig at se, tyder på, at hun heller ikke bryder sig om sin adfærd, og oprigtigt gerne vil gøre det anderledes. Men der er et eller andet, der hæmmer hende. Jeg bliver nysgerrig på, hvad det er der gør, at hun ikke kan høre efter. Du skriver, at hun er god til at sætte ord på sine følelser, og derfor tænker jeg, at det kunne være interessant at prøve at tale med hende om, hvad det er der gør, at hun ikke kan høre efter. Måske kan hun give et svar, der kan hjælpe både hende og jer til at få mere rolig og hyggelig familietid.

En ond spiral

Du skriver, at hun i skolen ikke udviser samme adfærd og heller ikke når I har hende på tomandshånd. Derfor tænker jeg, at du har ret i, at der er et eller andet i jeres familiedynamik, der gør, at hun er kommet “skævt” på plads. Men hvad er så lige det?

Du skriver, at både I og jeres sønner er begyndt at forvente den negative adfærd fra hende, hvilket det kan være rigtig svært at lade være med. Problemet er bare, at når man oplever, at folk forventer en bestemt adfærd fra en, så ender det ofte med, at man lever op til de forventninger, og så bliver man let fanget i en bestemt rolle. Det lyder lidt som om, at det måske er det, der er sket for din datter.

Preteens

Når man som pige er 8 år gammel begynder man så småt at bevæge sig ind i det præpubertære stadie, hvilket godt kan give nogle voldsomme følelsesmæssige udsving. Det kan måske være noget af forklaringen på, at familietiden så ofte kører skævt hjemme hos jer. Desværre er der ikke så meget man kan gøre ved den slags udsving, andet end at rumme hende og hendes store følelser, og vente på, at det går over igen. Her er det meget vigtigt, at både I og jeres sønner ikke bærer nag over for jeres datter, hvis hun har opført sig uhensigtsmæssigt, da det blot vil forstærke de negative forventninger I har til hende og hendes mere eller mindre ufrivillige opfyldelse af disse.

Nogle konkrete råd

Så hvad kan I helt konkret gøre? Først og fremmest vil jeg gerne sige, at I allerede gør det virkelig godt, og gør mange rigtig gode ting. Men derudover har jeg nogle helt konkrete råd som I forhåbentlig kan anvende i jeres situation:

  • Tal med jeres datter. Det kan lyde banalt, og I gør det i et vist omfang i forvejen, men prøv alligevel at tale med jeres datter om, hvad det er der sker, når hun ikke kan høre efter. Hjælp hende til at sætte ord på, og vær nysgerrig og undersøgende på, hvad det er hun godt kunne tænke sig, der skulle være anderledes i forhold til hvordan det er nu. Hvis hun har svært ved at sætte ord på det eller ikke ved det, så prøv i stedet at spørge ind til, hvordan hun generelt har det. Både med jer, men også med hendes brødre. Og hvad er det, der fungerer godt i skolen – hvornår bliver hun glad, hvilke lærere kan hun lide og hvorfor osv. Det kan måske være nemmere for hende at finde ud af, hvad der går galt, når familien er samlet, hvis hun skal forholde sig til mindre spørgsmål, for det kan være et stort spørgsmål for hende at svare på, hvorfor hun opfører sig som hun gør. Så måske I kan opfange det ved at hun snakker generelt om, hvordan hun går og har det, hvilket I sikkert allerede snakker om, men det er godt at have ekstra fokus på det.
  • Giv jeres datter konkrete handlemuligheder. Når jeres datter opfører sig som hun gør, og giver udtryk for, at hun gerne vil høre efter, men ikke kan, så prøv at give hende nogle konkrete, alternative handlemuligheder i de situationer, hvor hun handler uhensigtsmæssigt. Hvis hun fx sparker og slår når hun skal have overtøj på, så sig stille og roligt til hende “Jeg kan godt se, at du bliver sur nu, og jeg kan godt se, at du prøver at høre efter, men har lidt svært ved det lige nu. Det vigtigt, at du får sko og jakke på, men jeg kan se, at du ikke helt er klar til det endnu. Smut ind på dit værelse og giv din pude nogle gode slag, og kom tilbage når du har raset ud. Så er jeg klar til at hjælpe dig.” Det er vigtigt, at I anerkender og rummer hendes store følelser, men samtidig også sætter grænser for, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden.
  • Undgå tvang. Du skriver, at der er nogle situationer, hvor I fysisk flytter hende fra sted til sted, fordi der er noget hun skal. Jeg kan sagtens forstå, at det kan føles nødvendigt, fordi man skal ud ad døren, eller fordi man skal have aftensmad, eller hvad det nu kan være. Men det er vigtigt, at I i videst muligt omfang undgår at tvinge hende til noget. Hvis hun ikke vil vaske fingre, når I skal have aftensmad, så kan hun jo så bare ikke få noget aftensmad. Hvis hun ikke vil komme hen til morgenmadsbordet, så kan hun jo så ikke få noget morgenmad. På et tidspunkt vil hun finde ud af, at det faktisk ikke er særlig rart, at være uden for fællesskabet på den måde, og så vil hun nok begynde at komme af sig selv, og begynde aktivt at vælge det rare familiefællesskab til.
  • Hav god tid. Når der er noget I absolut skal, fx når I skal ud ad døren, så er det vigtigt, at I starter i god tid, så din datter får længst muligt tid til selv at komme i tanke om, at det nok er rarest, at hun selv tager overtøj og sko på, og selv går ud ad døren, i stedet for at skulle tvinges til det. Jeg er helt med på, at i en børnefamilie med fire børn er tid ikke det, man har mest af, men det kan være en kæmpe hjælp, og give mere ro om morgenen, hvis det hele starter et kvarter eller en halv time tidligere.
  • Fokusér på det positive. I gør det allerede i form af, at I roser hende, når det går godt. Men I kan understrege den adfærd, I gerne vil se mere af endnu mere, ved i hendes påhør også at rose jeres sønner, når de gør det godt, og når de udviser den adfærd, I gerne vil se. På den måde ser hun udefra, hvad man kan få ud af, at udvise den adfærd I gerne vil se. Og det kan smitte af på hendes egen adfærd. Et generelt fokus på det positive i stedet for på det negative og på skældud, vil højst sandsynlig også give en behagelig, afslappet og rar stemning hjemme hos jer, som alle kan nyde godt af.

Jeg kan godt forstå, at du synes det er en rigtig svær og udfordrende situation I står i. Derfor håber jeg også, at du kan bruge nogle af de råd, jeg har givet her!

De bedste hilsner,

Stine