Søn med ADD

Spørgsmål

Mor, 33 år, kvinde, ja

Kære brevkasse. Jeg er en bekymret mor for 2 børn på 6 og 9. Den ældste har ADD og er kognitivt et par år yngre. Jeg er frustreret over at de i sfo/skole ikke vil give ham mere støtte. De sparer i det kommunale regi. Og jeg kan mærke at (nogle) pædagoger og lærere synes han ud over deres kompetencer. Men det handler om kroner og ører som de sagde på et diaglogmøde inden sommerferien.. Min bekymring går på hvor meget af det HAN opfanger. Han siger indimellem han er dum og ikke forstår det de andre gør. Hans søster på 6 leger han rigtig godt med og hendes jævnaldrene. Har I nogle gode forslag til vores situation?


Svar

Kære Mor,

Som forælder ønsker man at skåne sin børn for voksenlivets bekymringer og udfordringer så meget som overhovedet muligt. Og når man, som du, begynder at mærke, at de stille og roligt opfanger mere og mere af hvad der foregår, kan det være hjerteknusende. Jeg kan derfor godt forstå, at du bliver bekymret, og måske også ked af det, når din søn ind i mellem siger, at han er dum og ikke forstår det de andre gør. Det er ubehageligt at mærke, at ens barn føler sig udenfor. Og det er nok en af de største frygter man kan have som forælder: at ens barn er eller føler sig uden for fællesskabet.

Tal med din søn

Først og fremmest vil jeg råde dig til at tale med din søn om, hvordan han oplever situationen, for at få en fornemmelse af, hvor meget han opfanger. Her tænker jeg ikke, at du behøver at italesætte din egen bekymring, men mere, at du skal fokusere på, hvad det er han mener, når han siger han er dum og ikke forstår det de andre gør. Hvornår oplever han det? I hvilke situationer? Hvad mener han med “dum”? Hvad er det de andre forstår som han ikke gør? Føler han sig udenfor? Påvirker det ham i hans dagligdag? Og hvis ja, på hvilken måde? Er der nogen, der siger noget til ham? Bliver han drillet? Osv. Det skal naturligvis ikke blive et krydsforhør, men mere have karakter af en nysgerrig snak, hvor han kan mærke, at du har en oprigtig interesse i, hvordan han egentlig går og har det.

Dyrk de gode legerelationer, men vær obs på at “lege nedad”

Det er dejligt at høre, at din søn og datter leger godt sammen, og at han også leger godt med hendes jævnaldrende. Det er der intet galt i, så længe han også har venner og legekammerater på sin egen alder. Ud fra den måde du skriver det på får jeg dog indtrykket af, at du er bekymret for, om han leger for meget nedad – altså leger for meget med børn, der modenhedsmæssigt og biologisk er yngre end ham selv.

En god legerelation er én, hvor begge parter er ligeværdige i legen, og er fælles om at bestemme hvad legen skal og hvordan den skal forløbe. Dog forbinder man med ligeværdighedsbegrebet ofte også en forventning om, at parterne er nogenlunde jævnaldrende og på nogenlunde sammen modenhedsniveau.

Din søn er en del ældre end hans søster og hendes legekammerater, hvorfor man umiddelbart kan se det som en uligeværdig legerelation. I dit brev skriver du, at din søn har ADD og kognitivt er et par år yngre end sin biologiske alder. Kobler man dette faktum med, at piger ofte er tidligere modne end drenge, er der måske ikke så stor aldersforskel på dem endda. Ud fra det du skriver tænker jeg derfor, at den legerelation, der er i mellem din søn og datter, og hendes veninder, kan være rigtig god og givtig for alle parter. Men samtidig fornemmer jeg også, at du, for din søns skyld, gerne vil, at han har nogle legekammerater på sin egen alder. Og det er jeg enig med dig i.

Men hvordan foranlediger man lige det, når ens dreng er 9 år gammel? Det bedste ville være, hvis han på skolen og/eller i SFOen kan finde nogen, der har de samme interesser som ham, eller gerne vil lege de samme lege som ham. Hvis det er svært at finde, kan det være, at I skal snakke med skolen om, hvilke interesser din søn har, hvad han godt kan lide at lave, og om der kunne blive sat aktiviteter op i frikvarterne eller SFOen omkring hans interesseområder. Hvis det, af den ene eller anden årsag, er svært at engagere skolen og SFOen i projektet, kan I overveje at søge interessefæller uden for skolen. Fx i den lokale fodbold-, rollespils-, brætspils- eller computerspilsklub. Eller klubben for lige nøjagtig det han interesserer sig for.

Hold på jeres ret

I Danmark har alle kommuner en PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) afdeling, som foretager trivselsvurderinger af børn og unge i 0-18 års alderen, og som konsulterer med det pædagogiske personale på skoler og i daginstitutioner om, hvordan de skaber de bedst mulige rammer for det enkelte barn. Du skriver, at nogle lærere og pædagoger på din søns skole, har givet udtryk for en oplevelse af ikke at besidde de rette kompetencer til at håndtere din søn, men at de ikke har muligheder for at ændre på dette, da kommunen skal spare. Her tænker jeg, at du er i din gode ret til at insistere på, at PPR kommer ind over, og foretager en vurdering af din søn og hans støttebehov, med henblik på at han kan få den hjælp han har brug for, og fortsat kan trives, der hvor han er. For som jeg hører det, så har din søn brug for mere end det, hans skole tilbyder ham lige nu. Og derfor er det også virkelig godt, at du handler på den bekymring du mærker.

Jeg håber du kan bruge svaret, og ønsker alt det bedste for jer og jeres søn!

Mange hilsner,

Nanna