Ulykkelig og nervøs efter underretning fra nab

Spørgsmål

Taurus, 31 år, kvinde, nej

Hej familieklubben Jeg skriver til jer, fordi jeg ikke ved, hvem jeg ellers skal snakke med og fordi jeg virkelig har brug et godt råd. Min mand og jeg har en fantastisk, 4-årig dreng, som vi er ret sikre på, er særligt sensitiv. Han er ekstremt følsom overfor nye indtryk, brud på faste rutiner og har generelt et stort behov for pauser i løbet af en dag, da han ellers kan blive meget hyperaktiv og stresset i sin lille krop. Vi har et tæt samarbejde med børnehaven omkring, hvordan vi giver ham de bedste rammer, både der nede og hjemme, så vi bedst kan hjælpe ham, når han bliver overstimuleret. Det kan af og til resultere i nogle store fortvivlelsesanfald og vredesudbrud, som er svære for både os og pædagogerne at håndtere, men vi gør alle vores absolut bedste for at få ham godt igennem og ned på jorden igen. Vores skønne dreng fik en lige så skøn lillebror sidste forår, som desværre er ørebarn. Han har fået lagt dræn to gange, men mellemørebetændelserne kommer stadig med jævne mellemrum, sammen med en masse forkølelse. Som I nok kan fornemme af ovenstående, så er tingene af og til ret hektiske hjemme hos os, da storebror kan blive meget frustreret, især over lillebror, og lillebror jævnligt græder og pjevser i forbindelse med sygdom, hvilket jo er forståeligt nok! Det tænkte vi egentlig heller ikke yderligere over førhen, da vi bare var i det, og havde travlt med at kæmpe os igennem søvnløse nætter, almindelig arbejdstid og hverdagens trummerum, indtil vi i efteråret blev kontaktet af kommunen, som kunne oplyse, at væres nabo havde lavet en “anonym” underretning på os. (Vedkommende oplyste ikke sit navn, men tilkendegav blot, at vedkommende var en af vores naboer i opgangen.) Her brokkede vedkommende sig over, at børnene larmede hver eneste dag (hvilket dog langt fra er tilfældet!) ved at skrige, råbe og græde. Jeg blev meget berørt over det. Først blev jeg chokeret, og efterfølgende ufatteligt ked af det. Det gjorde ondt på mig, at på trods af vores daglige kamp om at holde fanen højt og gøre det allerbedste for børnene som overhovedet muligt, på trods af omstændighederne, så blev vi alligevel udstillet som dårlige, utilstrækkelige forældre, der udøver omsorgssvigt mod vores små børn, og så sågar af en nabo, der aldrig har gidet at hilse på os eller snakke med os, så vi kunne have haft en chance for at fortælle, hvilke udfordringer vi rent faktisk har. Sagsbehandleren var heldigvis også meget forstående og trøstede, og hun var ikke engang indstillet på at holde et møde med os. Hun ville kun lige bede om en beskrivelse af vores søn fra børnehaven. Sagen blev endegyldigt afsluttet uden bemærkninger under 14 dage efter og vi har 7-9-13 ikke hørt noget som helst til det siden. Alligevel, så fylder det stadig meget. Både min mand og jeg er begyndt at blive ekstremt bevidste om, når vores børn græder eller bliver sure. Vi kan blive helt angste over det og får ondt i maven, hvis den lille, som øver sig i at gå, eksempelvis falder på numsen og slår sig, fordi vi kan høre, at naboerne begynder at rumstere. Vi betvivler også nogle gange os selv og det er faktisk så slemt, at vi af og til bliver nervøse for eksempelvis at Irettesætte vores ældste, hvis han laver unoder eller ikke hører efter, af frygt for, at han bliver sur eller får et hysterisk anfald, hvis han er træt eksempelvis. Det føles ydmygende og opslidende at skulle gå på listefødder i vores eget hjem og føle os dømte og overvågede hele tiden. Nu skal vi heldigvis snart flytte i hus, men frygten sidder stadig dybt i os, for hvad hvis det sker igen? Som sagt, så vil vi meget gerne høre jeres råd, så vi forhåbenligt kan slippe mit af med frygten og blive trygge igen, på en eller anden måde. :( De bedste hilsner, Familien K


Svar

Kære familien K

Hvor lyder det bare som en utrolig ubehagelig situation at være i. Jeg kan virkelig godt forstå, at det er en oplevelse, som sidder dybt i jer, og som er svær at komme videre fra. Jeg synes, at du er rigtig god til at sætte ord på, hvordan du og din mand har det lige nu, for der må uden tvivl være mange følelser og tanker, der fylder. Og sådan en oplevelse kan virkelig rykke ved ens generelle tillid til andre mennesker, så derfor er det super godt, at I er opsøgende i forhold til, hvordan I kan bearbejde den her oplevelse, og komme videre fra den, så I forhåbentlig kan blive helt trygge i forældrerollen, og ikke bekymre jer om andre, når jeres børn “larmer” eller I skal irettesætte dem.

Få afslutning 

Det er dejligt at høre, at sagen blev lukket så hurtigt ved sagsbehandleren, hvilket også bekræfter, at I er gode forældre, og der ikke er noget at komme efter. Men selvom I har fået en professionels ord for, at I er gode forældre, så tror jeg, at I også har brug for at få afslutning i forhold til naboen, der lavede underretningen (og måske også de andre naboer). Når man bliver anklaget for noget, som på ingen måder er sandheden, og når det handler om noget så grundlæggende som ens forældreegenskaber, så er det meget naturligt at have brug for at fortælle sin side af sagen. Både for ens egen skyld, men også fordi det er en mulighed for at opfordre til dialog og åbenhed i stedet for den tilgang, den pågældende nabo har valgt.

Jeg vil derfor anbefale at række ud til jeres naboer og fortælle om jeres oplevelse af sagen. Det lyder ikke til, at I ved hvilken af naboerne, der lavede underretningen, så derfor vil jeg foreslå, at I skriver et brev til alle jeres naboer eller måske bare dem, der bor tættest på jer, som kan høre jer i det daglige. I brevet kan I skrive præcis det, du har skrevet til os, da det er rigtig fint formuleret, og er meget beskrivende uden at være anklagende. Og ellers måske noget ala .. I er en familie med en 4-årig og en 1 årig, og der er meget fart på i hverdagene, og I er klar over, at man som småbørnsfamilie larmer mere og fylder lidt mere i en opgang, men at I desværre har modtaget en underretning pba den støj, som er blevet behandlet af kommunen og hurtig afvist, men at I er kede af, at vedkommende har tvivlet på deres evner som forældre, selvom I godt ved, at det er et udtryk for et ønske om at hjælpe, hvis det nu var aktuelt, at børnene led nød. Men I vil gerne understrege, at det ikke er tilfældet, og I gerne vil opfordre til, at man tager en snak med hinanden og spørger ind i stedet for at gå til kommunen først, da det er voldsomt som familie at gå i gennem, når der ikke er noget om snakken. Med jeres egne ord selvfølgelig.

Jeg kan godt forstå, hvis det kan virke grænseoverskridende at skulle skrive sådan et brev, men jeg tror, at det er nødvendigt at fortælle jeres side af sagen, for at I kan komme videre eller i hvert fald begynde at komme videre. Men også for at forebygge, at en lignende situation vil ske, hvor naboerne slet ikke spørger ind, når de er bekymret. Det er selvfølgelig rigtig vigtigt, at man reagerer, hvis man mistænker, at børn lider vanrøgt, og det er også ens borgerpligt, så en underretning vil altid være et udtryk for omsorg og bekymring. Men det skal bare ikke være sådan, at vi bliver bange for at tale med hinanden og spørge hvordan hinanden har det. Og det er vigtigt, at der er plads til at børn græder, falder eller er taler højt uden at man mistænker, at de mistrives, for alle børn græder, falder og taler højt.

Tal med de nye naboer 

Når I flytter til jeres nye hus, så vil jeg anbefale jer, at I relativt hurtigt får skabt kontakt til de nye naboer, så I kan lære hinanden og kende, så I hurtigt kan blive tryg ved, at jeres børn græder, tumler eller råber lidt højt i haven uden at være bange for, hvad naboerne tænker. Det er nemlig vigtigt, at I ikke føler jer begrænset i jeres hjem, uanset hvor tæt I bor på naboerne. Og det er bare lidt nemmere at gøre, når man ved, at ens naboer ved lidt om en og ens børn, og derfor ikke lige så hurtigt laver egne antagelser uden noget at have det i.

Så benyt muligheden af at I er de nye på vejen til at invitere over til en kop kaffe, eller I kan gå rundt og hilse på de enkelte huse. Man er alligevel nysgerrig, når der kommer nye naboer til, så der er helt sikkert ingen, som vil synes det er mærkeligt, at I er opsøgende. For det er vigtigt, at I får en god, frisk start uden for mange bekymringer, selvom det selvfølgelig godt kan være lidt svært i starten ovenpå oplevelsen her.

Stol på jer selv

Det er helt forståeligt, at en af følgerne ved den her oplevelse er, at I er begyndt at betvivle jer selv, og om I gør det rigtige. I forvejen stiller man som forældre sig selv det spørgsmål ofte, og det er helt naturligt at tvivle på sig selv, fordi man kun ønsker at gøre det bedste for ens børn. Når andre så tvivler på en, og rent faktisk handler på deres tvivl, så er det forståeligt at det rammer rigtig dybt, og er svært at slippe igen. Men jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at I husker hinanden på, at I ER rigtig gode forældre, og I står bare lige nu midt i al det kaos, som ALLE småbørnsforældre står i med en hverdag, der skal hænge sammen med arbejde og familieliv, og hvor overskuddet ofte er på det minimale. Husk på, at I rent faktisk har fået en blåstempling fra en professionel på, at I er gode forældre, så prøv at se, om I kan bruge de professionelles mening om jer til at hvile i, at I gør det godt.

Derudover vil jeg også opfordre jer til, hvis I ikke allerede gør det, at tale med jeres nærmeste om den her oplevelse. Selvom det ikke som sådan løser noget konkret, så er det ekstremt befriende at få vendt ens tanker og følelser, og kan gøre det nemmere at få en situation på afstand. Det kan være, at I har nogle venner eller familiemedlemmer, som kan genkende den her frygt for, hvad andre mon tænker om en, hvis børnene larmer, eller er lidt på tværs. Jeg kan i hvert fald garantere dig for, at det er noget som rigtig mange forældre tænker over, når de er ude med børnene, eller hvis de bor i lejlighed.

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine råd til at få bearbejdet den her utrolig ubehagelige oplevelse. Jeg er ikke i tvivl om, at I gør det så godt, og I gør alt det rigtige for jeres børn, så husk endelig jer selv på det og sig det gerne højt til hinanden.

Hvis du har andet, du har brug for at vende, så er du altid velkommen til at henvende dig igen til os, enten her i brevkassen, eller i chatten.

De bedste hilsner
Laura