Umulig stedbarn

Spørgsmål

Tøsen, 41 år, kvinde

Jeg har været sammen med min kæreste i 3. Min kæreste har en datter på 15 og en søn på næsten 12 år, han var lige fyldt ni da vi mødte hinanden. Min kæreste og hans eks har været skilt i ca 9 år. Igennem de år vi har kendt hinanden har det været problemer med hans børn, specielt hans søn. Jeg tror egentlig godt han kan li mig, roser til mine kager osv som jeg bager, og virker til at hygge sig når vi alle laver noget samnem (fx sommerland) Problemet er at når vi ikke laver noget, altså bare er hjemme hos mig, så går der ikke mere end 10 min før han begynder at sige “ far jeg keder mig, hvad skal vi lave, hvornår skal vi hjem, jeg går ud i bilen og venter, kom far” Han er også tit meget fræk og flabet overfor mig, kommenterer min vægt, tror han skal vartes op, gider ikke engang tage sin egen tallerken ud fra bordet osv. Mine egne børn er bestemt heller ikke perfekte, men de er opdraget til at man rydder op efter sig selv og hjælper hinanden. De kunne aldrig drømme om at være frække og flabede overfor andre mennesker. En opførsel jeg bestemt heller ikke ville tolerere overhovedet. Min kæreste har den holdning at han ikke vil opdrage på sine børn overfor andre mennesker, heller ikke mig. Han mener det vil gøre dem flove, og det vil han ikke udsætte dem for. Han opdraget generelt meget lidt på sine børn, undskylder sig med at han kun har dem hver anden weekend, og derfor ikke vil bruge tiden på at skændes. Har indtryk af, at deres mor også giver dem meget frie tøjler. Hans børn virker meget egocentrerede, tænker ikke på andres følelser og behov. Igår kom min kæreste og hans søn op til mig og har sovet det i nat. Allerede i morges begyndte sønnen at spørge hvornår de skulle hjem. Min kæreste siger ikke rigtig noget og sønnen bliver ved med at sige at han vil hjem og at det sgu er skide kedeligt at være her. Det blev for meget for mig og jeg valgte at gå ind i stuen til min datter. Jeg hører så min kæreste sige til ham, at nu skal han stoppe. Så endelig sagde han da noget, men det er desværre mere reglen end indtagelsen at der bliver sagt noget. Min kæreste vil ikke sige noget da han er bange for at hans børn så ikke vil komme mere. Hans søns opførsel sætter jo også en stopper for at vi nogensinde kan komme til at bo sammen, hvilket jeg i princippet gerne ville. Hvad stiller man op i sådan en situation?


Svar

Hej Tøsen,

Det lyder som en frustrerende situation du står i, så jeg kan godt forstå, at du har brug for råd til at finde ud af, hvad du skal gøre.

Umuligt stedbarn

Du har kaldt dit brev “umuligt stedbarn”, og ud fra den overskrift og det du skriver i brevet får jeg indtrykket af, at du har afprøvet rigtig mange forskellige strategier til at håndtere din stedsøn, men intet lader til at virke. Og samtidig lader det også til, at du står lidt alene med det, da din kæreste ikke lyder til at tage det store ansvar for opdragelsen af sine børn, da han er af den holdning, at opdragelsen af børn i det offentlige rum vil medføre flovhed hos børnene. Jeg ser derfor to aspekter af din problematik: din stedsøn og din kærestes håndtering af ham. Jeg vil fokusere på problematikkerne en af gangen.

Teenager (næsten)

Når du beskriver din stedsøn og hans opførsel er min allerførste tanke, at han er teenager. Eller rettere, at han er præ-teenager, i fuld fart på vej til at blive fuldblods-teenager. Han lyder til at være som teenagere er flest: giver udtryk for at være ligeglad med alt og alle, gør kun det han selv vil, og er generelt på tværs og i dårligt humør. Og selvom det er sådan teenagere er, så ændrer det ikke på, at det kan være frustrerende at omgås dem. Og selvom det generelt er deres indstilling til tilværelsen, så er det stadig helt i orden at stille krav til dem, og forvente et minimum af god opførsel. Samtidig tænker jeg dog, at eftersom der er tale om din stedsøn og eftersom du og din kæreste endnu ikke bor sammen, så ligger det primære opdragelsesansvar hos din kæreste.

Din kærestes rolle som far

Opdragelsen af dine stedbørn er en opgave, der hviler på din kærestes og hans eks’s skuldre, og en, som du som udgangspunkt ikke skal blande dig i. Men så alligevel: hvis du og din kæreste flytter sammen en dag, så vil du også få en form for opdragerrolle over for dine stedbørn. Derudover synes jeg også det er helt fair at opdrage på andres børn, hvis de er i ens eget hjem, og deres forældre ikke tager ansvar, når man synes de bør. I dit hjem gælder dine regler, og det er helt naturligt at forvente, at gæster og andre besøgende overholder dem.

Det er derfor helt naturligt, at du har nogle forventninger til dine stedbørn og til at din kæreste opdrager på dem – både når de er hos dig og når I er hos ham. Problemet er bare, at lige nu bliver de forventninger ikke indfriet, og så er det “balladen” opstår.

Tal med hinanden

Jeg tror det er meget vigtigt, at du og din kæreste sætter jer ned og tager en snak om, hvad I forventer af hinanden som forældre, og hvad I forventer af hinandens børn. For hvis jeres sammenbragte familie skal kunne fungere, så er det vigtigt, at I i fællesskab laver nogle regler og retningslinjer for, hvordan I gerne vil have, at dagligdagen skal være og familien skal omgås hinanden.

Det er vigtigt, at I begge to får taletid, og at I begge to er gode til ikke at afbryde, når den anden taler. For hvis I skal finde fælles fodslag, så er I nødt til at lytte til hinandens bevæggrunde for, at I hver især gør som I gør, og har de holdninger til opdragelse o. lign. som I har.

Når du og din kæreste har talt alene sammen kan det også være en fordel at tage en snak, hvor hele familien er til stede – både dine og hans børn. For det er vigtigt, at I også indragger børnene i snakken om, hvordan man omgås hinanden i jeres familie, hvordan man taler til hinanden, hvor meget man hjælper til, osv. Og det er helt i orden at melde ud, hvis der er nogle former for opførsel, der ikke er tilladt og som man ikke finder sig i.

Det kommer nok til at tage en rum tid at finde et fælles ståsted, og det vil formentlig kræve, at I alle indgår kompromis det ene eller det andet sted. Men hvis jeres fælles familieliv skal kunne fungere, og I alle skal have det rart, så kræver det en indsats – fra jer alle.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig held og lykke!

De bedste hilsner,

Nanna