Brevkassen

Stil et spørgsmål i brevkassen her

Søg

Søg


Husk at du kan chatte med vores dygtige rådgivere om alle typer familie spørgsmål. Besøg chatten hér

Delebørn i klemme

Spørgsmål

Hej Jeg har en søn på 8 år, han er i ordningen 7/7. Hans far og Jeg, har et meget konflikt fyldt samarbejde med, mistillid, psykisk terror, mange bearbejdelser, og hver vores tilgang til opdragelsen af vores søn. Jeg har i mange år, bidt det hele i mig, skånet vores søn og tænkt så længe det ikke går ud over ham, så er det fint nok. Men det sidste år, er hans far begyndt at indblande ham i os voksnes kamp, vi står endnu engang overocerfor en retsag, og det virker som om far tænker alle kneb gælder. En anonym underretning er landet på fars forhold i hjemmet og omsorgen af deres børn og min dreng. Han kommer tit hjem og er frustreret over ting far har sagt. Et par eksempler: – Mor, næste gang får spørg om han må låne mig, skal du sige ja. For ellers må jeg ikke komme til min lillebror fødselsdag her hjemme. For den dag er jeg hos far. – det der står i brevet fra hende damen (underretningen) om hjemme ved far, passer ikke.. far siger du har skrevet den, hvorfor har du gjort Det? Han siger hun kan fjerne mig fra jer alle sammen. – hvorfor har sendt sms’er til min far, og kaldt mig en stor løgner – far siger du er fed og doven – far siger han bare kan gøre så jeg aldrig må komme hjem til dig, så du skal altså sige ja til det han siger. Osv osv det her kun et lille udpluk. Jeg kunne aldrig drømme om at kalde min søn en løgner, det var hans fars påstand. Ikke min. Jeg for ondt i hjertet ved tanken om, at vores søn skal tro det. Jeg har altid forsvaret hans far overfor vores søn. Sagt – måske far var lidt fjollet der. Der kan jeg da næsten ikke tro, han har måske sagt forkert. Eller blot svaret med ‘nå for Søren’ For jeg syns ikke han er gammel nok til sandheden? Ej syns jeg heller han skal være en del af de voksnes konflikter. Men i virkeligheden har jeg jo lyst til at fortælle ham, hans far lyver og det ikke passer. Fortælle ham jeg da aldrig siger nej til hans far må låne ham, men at hans far rent faktisk ikke spørger. Men blot billeder ham det ind. Jeg har lyst til at fortælle alt og vise alt både i skolen, på kommunen og til retten. Men jeg tør ikke, for jeg ved han blander vores søn ind i det. Jeg føler ikke jeg kan skåne ham, hvis jeg gør. Men føler heller ikke jeg gør nok for at hjælpe ham. Jeg er bange for at hans fars billede af mig, er det han tror på. Fordi jeg bare tager i mod. Og ikke modsiger det. Men hvor ærlig kan man være overfor en 8 årige, hvordan beskytter jeg ham bedst i sådan en kompleks situation som denne her? Jeg ved jeg ikke kan påvirke hans fars holdning/gøren, men kun min egen. Men hvordan gør jeg det bedst? Savner værktøjer. – Jeg er bange for at søge andre steder. Mvh

FrustreretMor, 29, kvinde, Kategori: Forælderrollen, Tweens

Er vores børn i fare udviklingsmæssigt?

Spørgsmål

Vi er en familie på 4: Mor, far, dreng på 2 og pige på 4. Vores dagplejemor fortalte i går, at hun over længere tid har observeret følgende ved vores dreng: 1. Han bliver “Rasmus modsat” ved alle krævende situationer: Bleskift, tøjskift, når andre børn er i nærheden (vil ikke dele legetøj, bliver sur når de vil i kontakt) og nægter at gå med hjem når de skal hjem fra forskellige steder. Alle disse ting, bortset fra det med, at han ikke vil lege med andre børn, oplever vi også. Det skal også lige siges, at det ikke er hver dag at han ikke vil være i kontakt med andre børn i dagplejen, samt at han leger rigtig godt med sin søster herhjemme. 2. Han vender ofte sin tristhed indad når han er i dagpleje. Dagplejemor har flere gange fundet ham siddende med tårer ned ad kinderne og græde stille uden at opsøge trøst. Dette har jeg ikke oplevet herhjemme. Her søger han altid mig eller sin far. Vores dagplejemor siger, at der må være noget der generer ham. Enten fysisk eller psykisk. Han har børneeksem som genere ham i perioder, men jeg synes vi har bugt med det, med hjælp fra fedtcreme og binyrebarkhormon. Han er lidt oftere syg (snotnæse, feber), men fejler ellers intet. På hjemmefronten har der, i en længere periode, været ret dårlig stemning. Vi bor på en gård, er begge pt. på dagpenge og aktivt jobsøgende pga hhv. opsagt job, og færdiggjort uddannelse. Økonomien er stram og udover det, er vi meget uenige om hushold og børneopdragelse. Jeg vægter tid fremfor penge og min mand vægter penge fremfor tid. Dvs., at jeg hellere vil have et job på 20 timer om ugen, have en mindre bil, et mindre hus og derved vinde mere til med børnene. Han vil gerne have et stort hus, stor bil osv, og arbejde fra morgen til aften for det. (han arbejder PT. sort for en kammerat indtil han får et job igen) Mht børneopdragelse er jeg bekymret. 1. Min mand kan ikke håndtere vores børns raserianfald. Han bliver rasende og skælder ud, hvilket medfører at de bliver kede af det og han skælder endnu mere ud, eller går sin vej. Dette bekymrer mig, fordi jeg ikke mener at de får den trøst de har brug for. 2. Min mand vil hellere være sammen med vores søn, end vores datter. Min mand bruger meget tid udenfor: Fodrer dyr, køre traktor, slår græs, reparerer og bygger ting. Han vælger altid kun at tage vores søn med ud. Hvis ungerne kommer op at toppes uden vi har set hvad der foregår, får vores datter altid skylden. 3. Når de er udenfor de to, går min søn mest for sig selv imens min mand gør det han skal. Noglegange kører de over til min mands far hvor de også går udenfor hvor han også mest går for sig selv. Det er sket flere gange, at min søn er kommet hjem kold, våd og med meget beskidt ble der skulle være skiftet for længst. 4. MIn mand snakker for det meste ikke med vores børn. Min mand responderer for det meste med “ja”, “nej” “nå” når mine børn fortæller eller spørger om noget. Han er tit igang med det han selv har brug for: Bygge noget, reparere noget, se film, sport eller kigge på sin telefon. Det skal OGSÅ lige siges at han har nogle gode øjeblikke hvor han tumler og leger med dem. Jeg synes bare at der kan være langt imellem. Derudover ved jeg at DE ELSKER ham utroligt højt og omvendt. Alt dette bekymrer mig bare. Jeg har tit prøvet at snakke med ham om det, men det er som om han ikke kan styre det. for det meste virker det som om, at børnene bare er et irritationsmoment for ham og han vil helst parkere dem på sofaen med en Ipad når vi er indenfor, og lade dem rende rumdt i hælene på ham udenfor. Jeg selv er ikke god til at håndtere det og har svært ved at lade være med at give udtruk for min bekymring og irritation overfor ham. Også foran børnene. Ikke at vi skændes og råber ad hinanden, men jeg kan godt finde på at snerre ad ham. Denne adfærd som vores yngste dreng har (det skal også lige hurtigt nævnes, at vores pige ofte også har raserianfald), skyldes det vores måde at være forældre på? Jeg kan selv, i skrivende stund, høre svaret runge i hovedet, men hvad skal vi gøre? Min mand går ofte i forsvarsposition og vil ikke have hjælp fra professionelle, hvilket jeg har prøvet at foreslå. Håber meget på et svar. Mvh en bekymret mor.

ALS, 31, kvinde, Kategori: Forælderrollen, Parforhold, Yngre børn

Vred 4 årig

Spørgsmål

Hej brevkasse.. Det kræver nok noget baggrundsviden om situation så den får i lige her: Min søn på 4 snart 5 år bor hos hans mormor og har gjort det i snart 2 år.. Han kommer hjem til mig fra onsdag efter børnehave og indtil fredag morgen (han går også i bhv torsdag og fredag) det kommer sig af at jeg gik langt ned med depression og selv vurderede at det ikke var godt for ham at være hos mig. Han savner mig meget og giver også udtryk om det rigtig tit i form af at han vil bo hos mig for evigt, og hver dag får jeg af vide at han savner mig.. men relativt ofte oplever jeg at han blevet vred over de mindste ting.. jeg har nogle meget klare grænser for hvad der er okay og hvad der ikke er okay… Jeg vil gerne hjælpe ham, støtte ham og forstå ham, men han er ikke til at blive klog på når først han er vred.. Han råber skriger sparker slår, kaster med ting og smækker med døre Han gir udtryk for at han ikke vil have jeg er i nærheden af ham, men når jeg går bliver han også sur over dette.. Jeg har forsøgt med både at give ham tid til at blive god igen.. men det hjælper ikke.. Jeg har forsøgt at tage ham til mig i kærlig kram hvilket blot gjorde ham endnu mere vred.. Han ender altid med at blive dybt ulykkelig og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal nå ind til ham og hjælpe ham med hans følelser.. Vi er gode til at snakke om det bagefter (Det kan sagtens stå på i en halv time) Jeg vil gerne indrømme at nogen gange går det så galt at han får trykket på alle de rigtige knapper og så har jeg selv svært ved ikke at blive sur og derved hæve stemmen ( hvilket jeg selvfølgelig bliver ked af og skammer mig over ) Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre for at det ikke eskalerer så voldsomt.. så jeg kan hjælpe ham på en god måde Håber I kan hjælpe

Katja, 27, kvinde, Kategori: Forælderrollen, Yngre børn

Opførsel i familien

Spørgsmål

Hej brevkasse. Vores 8 årige datter er ved at drive os til vanvid herhjemme – jeg håber I kan hjælpe med nogle gode råd. Hun er en klog, kreativ og meget selvstændig pige, og hun har altid helt sin egen dagsorden, og det er det, der udfordrer os. Vi er en familie med 4 børn – hun er næstældst og eneste pige. Hun kan ikke tage imod en kollektiv besked herhjemme, og hun kan ikke indrette sig. En typisk situation er når vi fx skal spise – jeg kalder på børnene, og drengene går alle hen og vasker hænder og sætter sig ved bordet, fjoller lidt imens, men lytter overordnet. Vores datter kommer ikke, før jeg fysisk henter (bærer) hende til bordet, uanset hvor mange gange jeg beder hende om det. Samme om morgenen når vi skal ud af døren – hun skal hjælpes med alle gøremål, tøj, hår, og tit får hun ingen morgenmad, for vi kan jo tvinge hende til bordet, men ikke til at spise maden. Til sidst skal hun hentes på værelset, jeg skal fysisk give hende jakke og sko på, for det meste under højlydt protest. Hun bliver sur og hidsig, råber op og kan også finde på at sparke og slå. Imens sidder alle drengene og venter ude i bilen. Det er faktisk som om, at alene det, at vi beder hende gøre noget, eller forventer noget af hende, er hendes stikord til ikke at gøre det. Jeg er helt bevidst om at hendes plads i familien som midterbarn og eneste pige kan være en udfordring, og derfor laver både jeg og hendes far så tit som muligt alene-ting med hende. I de situationer har vi de hyggeligste stunder, og hun elsker det. Det gør vi begge! Hun opfører sig eksemplarisk – men så snart vi kommer hjem og skal være en del af familien igen, går det galt. Det skal siges at hun er en meget følsom pige som også er god til at sætte ord på sine følelser, og jeg kan godt i en god stund have en fin snak med hende om tingene herhjemme, hvor hun fx siger: “Jeg vil gerne høre efter, men jeg kan bare ikke..” Vi er meget opmærksomme på at rose hende når det går godt. Men jeg kan også mærke på drengene at de (måske lige som vi forældre) nærmest er begyndt at forvente dårlig opførsel fra hendes side – og måske er det det, hun er fanget i? Det skal siges at hun opfører sig helt anderledes i skolen. Der gør hun altid hvad der bliver sagt, og læreren var helt chokeret over at høre hvad vi bokser med herhjemme. Så på den måde tænker jeg ikke at der er noget diagnose på tale, men at hun er kommet “skævt” på plads i familien. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende til at komme rigtigt på plads, for lige nu fylder hendes negative opførsel bare det hele. På forhånd tusind tak! Mvh. en træt mor

Lotte, 8, kvinde, Kategori: Søskende, Tweens

Onani

Spørgsmål

Kære brevkasse, Vores datter på snart seks år har siden to års alderen, inden hun skulle sove ofte ligget på sin bamse og gnubbet sig op af den. Det har i mange år været en mindre ting og ikke et fast ritual. Vi har talt med hende om, at det med at ligge på bamse, kun er noget man gør, når man er alene, hvilket hun respekterer, men hun undrer sig over, hvorfor det er sådan. For måske et år siden begyndte det at eskalere, og det var næsten umuligt for hende at falde i søvn uden at ligge på bamsen. Eftergånden er vi begyndt at opfatte det som et problem, at hun ikke kan finde roen på anden vis. Vi har forsøgt med massage ud over, at hun får godnathistorie og godnatsang, men det hjælper ikke, og vi er derfor gået væk fra massagen for ikke at trække putteritualet i landgdrag. Vi mærker ikke denne indre uro på anden vis eller andre tidspunkter. På et tidspunkt her i efteråret besluttede hun sig for, at nu ville hun ikke sove med bamse mere. Jeg må indrømme, at vi åndede lettet op og troede, at hun var vokset fra det. Det varede godt en måned, og nu ligger hun igen på bamsen hver aften, uanset hvor træt hun måtte være. Vi søger derfor råd og vejledning til, hvordan vi kan hjælpe hende med at falde i søvn, så det at ligge på bamsen bliver et tilvalg fra hendes side og ikke den eneste løsning på at falde i søvn. Vi ser frem til at høre fra jer. Vh Anne

Anne, 36, kvinde, Kategori: Yngre børn

Jalousi

Spørgsmål

Min datter bliver tit meget sur på hendes lillebror der er 1 1/2år yngre. Det sker så snart han får anerkendelse/opmærksomhed for noget, eller hvis han kommenterer eller gør noget omkring hende. Han skal feks. Ikke sidde ved siden af hende. Hun er i skolen den gode/forbilledlige ven og elev, og det virker meget til at problematikken kun er i vores familie. Jeg har selv en storesøster der har spoleret samtlige familie sammenkomster gennem mange årtier, når mine forældre er til stede, ved at være eddike sur. Min mand har tidligere haft svært ved min datter grad meget, og bad hende stoppe, når der ikke var en synlig grund, eller hun blev ved. Jeg begyndte omkring 3 års alderen at gå ind over og tage hendes følelser seriøst hver gang. Men det er virkelig svært hvor sur hun bliver. Rækker tunge og slår ud efter lillebror. Noget hun ellers ikke gør overfor andre. I klassen har hun kommenteret til lærerne at det kun er hendes lillebror der driller. Objektivt driller de hinanden lige meget. Men tager jeg snakken når hun er faldet ned, blusser hun op når jeg spørger ind til hvad det er som skete. Hun benægter alt hun selv har gjort, og bliver vred på ham. Hun siger han får alt. De deler værelse. Vi har drømmestund dage og ferier sammen. Aner ikke hvad vi kan gøre?

Anne-Mette, 6, kvinde, Kategori: Søskende, Yngre børn

Hvordan viser jeg ægte kærlighed

Spørgsmål

Jeg har tre børn og bliver tit i tvivl om, hvorvidt mine børn kan mærke min kærlighed og ved at jeg elsker dem. Jeg er selv vokset op uden meget kærlighed og bliver derfor også tit i tvivl om, hvordan jeg som mor tydeligt kan vise mine børn at jeg elsker dem. Jeg siger til dem ind i mellem – måske et par gange om ugen – at jeg elsker dem, men bliver ofte i tvivl om, hvorvidt de også føler sig elsket. Det burde nok være noget helt intuitivt, men det er det bare ikke for mig. Kan I hjælpe?

Mor, 1,7,8, kvinde, Kategori: Forælderrollen

Lotte modsat

Spørgsmål

Hej Min søn på 4 år er konstant Lotte modsat. Han er på tværs meget ofte og bliver så enormt sur i lang tid når han ikke bliver 100% tilgodeset. Ofte kan det være han vil ind når vi skal ud – termobukser vs regnbukser – vil ikke ha tøj på. Nogle dage kan han blive ved i timevis… Så er ét galt og når det løser sig finder han på noget nyt eller vender situationerne om, så han forblive utilfreds eller føle sig ikke tilgodeset. Fx vi skal ud og han vil ind. Tuder og skaber sig og syntes det er koldt trods fin solskind. Da det så næsten løser sig selv finder han på at Ville i sandkasse og derfor tilbyder jeg termobukser ligesom jeg netop giver lillebror på. Nej tak siger han og jeg henter dem ikke. Da jeg så sætter mig vil han alligevel have dem og jeg beder ham selv hente dem. Igen kommer konflikt da han ikke mener det er hans opgave. Jeg skal alligevel ind lidt senere mens han fortsat er sur og tager dem med ud, men tydeliggør at jeg ikke gik blot efter dem. Så kan han ikke tage dem på, trods det plejer han, da han mener at han jo netop har taget sige sko på og derfor ikke vil tage dem af. Så vil jeg hjælpe, men det må jeg ikke for han vil selv men vil ikke ha skoene af… . Sådan fortsætter det med at opfinde nye ting at være sur over! Har prøvet at ignorer, omfagne og lytte og være bestemt og sur. Intet hjælper systematisk og vi er ved at blive trætte af det herhjemme. Er det en gylden “opskrift” til at tackle denne trodsighed, så vil vi rigtig gerne høre den???

Nynne, 30, kvinde, Kategori: Yngre børn

ADHD muligvis?

Spørgsmål

Vores dreng på 4 år er begyndt at blive hidsig/sur. Han er begynder at smide med tingene, stampe i gulvet, hvergang der noget ham ikke kan eller noget går i stykker for ham, og selvom at han kan godt lave det selv. Når det så sker, går vi ind og holder om ham (ligesom i en krammer) og tæller til 10. Det virker en gang i mellem men ikke altid. Nogen gode råd??

Nykaer, 26, kvinde, Kategori: Yngre børn

vrede

Spørgsmål

Hej. Jeg har en datter på 8 år som er utrolig hurtig til at blive sur, hvordan kan jeg få hende til at tackle sin vrede? Hilsen forvirret mor

Mina, 30, kvinde, Kategori: Tweens