fbpx

Arkiv

Boligsocial Helhedsplan i Ikast tog chancen med Hele Danmarks Familieklub

Boligsocial Helhedsplan i Ikast tog chancen med Hele Danmarks Familieklub

Bente Jakobsen stod med et projekt, der var klar til at blive søsat, men så faldt hun over Hele Danmarks Familieklub og satte alt andet på pause. Det fortrød hun ikke.

De sidste tre år har Bente Jakobsen arbejdet som beboerrådgiver i den boligsociale helhedsplan i Ikast, der er et samarbejde mellem Ikast-Brande Kommune, Ikast Andelsboligforening og Bomidtvest med primært fokusområde på forældretrivsel og børn. Før det har hun med sin pædagoguddannelse i rygsækken arbejdet som familiekonsulent, hvor hun har gjort sig bekendt med helhedsplanen. Det var også i den forbindelse, hun begyndte at arbejde med at skabe familiegrupper i boligsociale områder. For det, hun virkelig brænder for ved at arbejde med boligsociale indsatser, er vejledningen af mennesker, herunder især vejledning af familier.

Samarbejdet med Hele Danmarks Familieklub etableres

Ikast kommune arbejder i 2017 på at starte familiegrupper op i et par af Ikasts boligsociale områder. Her giver det selvfølgelig mening, at det er Bente, der med sin erfaring, er med til at starte processen op.
Faktisk når Bente så langt i processen, at hun er klar til at starte familiegrupper op i området, da hun en dag støder på Hele Danmarks Familieklub og sætter hele den nuværende proces på pause.
Bente kan se potentialet i Hele Danmarks Familieklub som rammesættende projekt, og i drøftelse med andre af kommunens relevante instanser vælger hun at gå videre med netop dén idé:

– Det var bare lige til at gå til! Nu havde jeg tidligere prøvet at køre familiegrupper, og vi trængte nok til lidt ny inspiration. Så Hele Danmarks Familieklub lå lige til højrebenet.

Med god sparring fra en projektkoordinator fra Hele Danmarks Familieklub bliver der startet to klubber op i hver sin ende af byen. Processen er ligetil, og via Hele Danmarks Familieklub bliver der både rekrutteret nok familier og frivillige til klubberne inden opstart. Bente er både tilfreds med selve opstartsfasen, og også efter de kom i gang med klubberne:

– Samarbejdet med Hele Danmarks Familieklub har været let, tilgængeligt, imødekommende og behageligt. De er lette at få fat på og utroligt samarbejdsvillige. Vi har en god kommunikation, og det er dejligt, at de besøger klubberne til tider. Jeg føler, de er tæt på.

Det samme føler Lea G. Hansen på 59 år, som er frivillig i den ene af klubberne:

– Jeg synes det er en gave! Det er en helt unik mulighed for at være sammen som familie uden alt muligt andet.

Hun udtrykker sin begejstring for, hvordan familierne udnytter muligheden for at være sammen med hinanden, og fremhæver samtidig, hvordan børnene også taler meget om det uden for klubben. Her lægger hun mærke til, hvordan børnene blandt andet fortæller til deres venner, at de ”går i familieklub”, som er det på lige fod med at gå til fodbold.

Så forstår familierne bedre, hvem jeg er

Med det samme klubberne kom i gang, begynder Bente at mærke, hvordan hendes rolle som beboerrådgiver pludselig får tilført en ekstra stor betydning for nogle af de deltagende familier:

– Jeg lærer nogle nye beboere at kende, og sammen finder vi ud af, at jeg kan hjælpe dem bl.a. med at få skrevet deres børn op til svømning eller gymnastik. Pludselig finder de ud af, hvad min rolle egentlig er, og hvad jeg kan bruges til.

Det samme oplever Lea, der til dagligt arbejder som teamleder i den ene børnehave. Hun føler, at hendes funktion som teamleder godt kan virke skræmmende for familierne, fordi hun ofte sidder med ved de svære samtaler i børnehaven:

– De kommer til at kende mig på en anden måde end bare som ansat. Når de kender mig på den måde, så bliver de trygge ved mig, og det afspejler sig også i mit arbejde. Det er nok også det mest givende ved at være frivillig.

Selvom Bente i kraft af sin arbejdsfunktion som beboerrådgiver indgår i familieklubberne, så er det ikke kun den rolle, hun har lyst til at have: Hun er også frivillig, og indgår på lige fod med de andre frivillige:

– Jeg deltager hver gang. Det er mig, der har et overordnet blik på, hvad vi skal lave, og så får jeg handlet ind og lagt et program. Jeg prøver at gøre det så let tilgængeligt for de andre frivillige som muligt, for de har nok at se til i deres hverdag.
Bentes med-frivillige er pædagoger i institutionerne samt dagplejere, så de har ikke nødvendigvis den samme tid til at kunne forberede, som hun har. Til gengæld har de stærke faglige kompetencer, som er givende for familieklubbernes rammer. Nu hvor de alle kender rammerne for konceptet, så føler Bente, at de er blevet meget mere på lige fod end tidligere, hvor hun i højere grad påtog sig den rammesættende funktion.

Fællesnævneren er fællesskab

Fysisk holder familieklubberne til i to børnehaver. Det betød også, at mange af de deltagende familier har børn i børnehaverne, og det er kun en fordel, mener Bente:

– Børnene er trygge, og så er forældrene det også. Det er et sted, hvor børnene kan være, uden at der er noget, der kan gå i stykker. Forældrene føler sig heller ikke fremmede i institutionen – det er deres – og så er det meget lettere at hjælpe til.

Selvom de to klubber er meget forskellige, så syntes Bente, det er spændende, hvordan de pludselig får øjnene op for hinanden:

– Fællesnævneren er fællesskab: Kom og vær med og hav det rart!

Og Lea stemmer i: Hun oplever, at familierne i klubberne begynder at se sig selv om én stor familie. De viser omsorg for hinanden, hjælper og har overskud til at tage del i hinanden. Det er hun som en stor styrke for fællesskabet.

Fordi børnehaverne huser klubberne, oplever Bente, at der er tilmeldte familier, som i første omgang ikke troede, det var noget for dem. Men børnenes indbyrdes udvekslinger af gode oplevelser i klubberne gør, at nye forældre også bliver opmærksomme og nysgerrige på, hvad Hele Danmarks Familieklub er, og oftest bliver de positivt overraskede.

-Hvis de måtte, så kom de allerede en time før, klubben startede – og det er da en fed følelse!