Flot donation fra Y’s Men’s Club 2 i Vejle

Fredag den 25. maj fejrede klubben 50 års jubilæum og uddelte donationer til bla. Hele Danmarks Familieklub.

Y’s Men’s Club 2 i Vejle fejrede i fredags klubbens 50 års jubilæum og det blev fejret med en hyggelig og velbesøgt reception i klubbens lokaler.

Klubben havde i anledning af 50 års jubilæet besluttet, at man ekstraordinært fra klubbens hjælpefond ville uddele 50.000 kr. til støtte for initiativer, som kommer udsatte grupper eller kirkeligt børne- og ungdomsarbejde til gode.

I denne forbindelse havde klubben blandt andre initiativer betænkt Hele Danmarks Familieklub med en flot donation – til støtte for de familieklubber, der starter i Vejle til september.

Hos Hele Danmarks Familieklub er vi slet ikke i tvivl om, at den flotte donation vil give de lokale klubber mulighed for at kunne lave nogle ekstra spændende ting i familieklubberne i den kommende tid.

National projektleder, Anne Mette Hede Jensen fik overrakt donationen og benyttede lejligheden til at sige tak for den flotte gave – og til at fortælle om familieklubbens arbejde i blandt andet Vejle.

Her ses Anne Mette sammen med Y’s Mens Præsident Arne Henningsen, Vejles Borgmester Jens Ejner Christensen, Niels og 2 glade ulveunger.

Vi er utrolig taknemmelige for den flotte donation!