FDFFANGELEGlege-app-07

Gemmelege og fangelege øver fællesskab og forholden sig til andre

At gemme sig og blive fundet er grundlæggende menneskelige udviklingstrin. Gemme- og fangelege er gode øvelser i at indgå i fællesskaber.

Der findes to typer lege, som vi helt naturligt går til fra vi er helt små. Gemmeleg og fangeleg. Det er nogle af de første lege, man som barn lærer at kende.

Gemmeleg er vores første leg
Gemmelegen får vi kendskab til, når vi som små sidder på mors skød, og hun gemmer sit ansigt. Pludselig er mor væk, og det chok

vi oplever, overgås kun af glæden, når hun dukker op igen. Gemmelegen er en af de første måder, vi interagerer med andre mennesker, og det er netop dét, gemmelegen kan. Den fungerer bedst, hvis den leges af en flok, der allerede kender hinanden, så man oplever gensynsglæden, og man kan kalde de fundne ved navn.

Fangelegen er for tumlinge
Fangelege er leg, som vi første gang stifter bekendtskab med, når vi kan begynde at kravle eller løbe. Præmissen for fangelegen er netop bevægelsen. Fangelegens bevægelsesmønster er indordnet nogle specifikke spilleregler. Det kan være, at man skal stå helt stille og sprede benene som i Ståtrold, eller man skal løbe fra den ene ende til den anden, som i Alle mine kyllinger.

Det interessante ved fangelege er, at hvis alle ikke indordner sig reglerne, så bliver det en dårlig leg. Og Peter, der kan løbe hurtigere end de andre, opdager, at han skal løbe tættere på fangeren, hvis ikke legen skal blive kedelig. Alle fælleslege, men i særdeles hed fangelege, lægger op til, at de deltagende viser en form for solidaritet, og forstår at være en flok, der kan lege sammen.

Øvelse i forpligtende fællesskab
Fælles for gemmelege og fangelege er, at de er gode øvelser i at indgå i forpligtende fællesskaber og forholde sig til andre. Fangelegen er en konkret øvelse i at følge aftalte sociale spilleregler, og gemmelegen kræver, at man forholder sig til de andre, fordi det netop går ud på at finde de andre, og holde styr på, hvem der er fundet.

Gemmelege

  • Dåseskjul
  • Omvendt gemme­leg
  • Westmallah

Fangelege

  • Alle mine kyllinger kom hjem
  • Hajen kommer
  • Pølse

Find reglernehttp://legedatabasen.dk

Dette indlæg er skrevet af FDF. De er eksperter i leg og læring, som er en helt central del af FDF’s fællesskaber. Lege er gode øvelser i at indgå i forpligtende fællesskaber og forholde sig til andre mennesker.