TakeAwayweb

TAKE AWAY FAMILIEKLUB

Hele Danmarks Familieklub har knækket koden til fællesskab i en Coronatid. Med initiativet TAKE AWAY familieklub kan alle familier som er tilmeldt en familieklub nu få leveret opskrifter, ingredienser og alskens aktivitetspakker lige til døren. På den måde opretholder familierne måltidsfællesskaberne i en svær tid.

Når fællesskab bringes ud

Hele Danmarks Familieklub har i den grad været udfordret under corona-krisen. Omdrejningspunktet for familieklubberne er netop det fysiske møde, hvor det fælles måltid, snak, leg og aktiviteter er i fokus. Heldigvis har Hele Danmarks Familieklub fået mulighed for at gøre noget ekstra for at bevare fællesskabet i familieklubben og være der for hinanden. Vi har fundet en ny måde at holde familieklub på, hvor familierne stadig kan være fælles om måltidet, aktiviteter og lege – og samtidig være på afstand af hinanden.

Den nye indsats hedder TAKE AWAY familieklub.

Det betyder, at alle familier i familieklubberne får madvarer, opskrifter og en aktivitetspakke hjem samme dag. Hver familie forbereder maden og bruger aktivitetspakken. Alle opfordres til at dele deres erfaringer med aktiviteterne og madlavningen i familieklubbernes lukkede Facebook-grupper. De frivillige i klubberne faciliterer uddelingerne af pakkerne og den efterfølgende dialog i Facebook-grupperne.

I aktivitetspakken gemmer der sig forskellige forslag til lege og aktiviteter, der taler til forskellige interesser, stimulerer og udfordre store og små på hver deres måde. Der er en bevægelsespakke, en naturpakke, en kreativitetspakke og en spilpakke – alle fællesskabsaktiviteter for hele familien, der giver noget at tale om, noget at grine af og noget at undres over.

Vil du og din familie gerne være med i en familieklub? Vi håber på, at vi igen kan være rigtig sammen til efteråret!

Gå til tilmelding


Et civilsamfundsprojekt

Hele Danmarks Familieklub er et 5-årigt civilsamfundsprojekt støttet af den A.P. Møllerske Støttefond. Projektet er et partnerskabsprojekt, hvor KFUM’s Sociale Arbejde, FDF og KFUM Spejderne samarbejder om at skabe lokale familieklubber, der kan bygge bro til lokalsamfundet og skabe blivende relationer.